Herreboogie med Rival Sons

Rival Sons, Copenhell, Helviti

Herreboogie med Rival Sons

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Allerede fra første nummer var vi klar over, at det her var kvalitets ”oldschool-rock” fra californiske Rival Sons, som varmede op til dem, vi alle ventede på.

Selvfølgelig Black Sabbath.

Det er Rival Sons vant til på den store afskedsturne for Black Sabbath, men Jay Buchanans skarpe vokal (ind i mellem tæt op ad Led Zeppelin) og Mike Mileys hårde præcise trommer trak denne hæderkronede genre af bluesrock op til nye højder.

Lyden var skåret i granit, tætte grooves sad lige skabet, og publikum var med – det meste af vejen…

Og her er den største anke mod bandet for fejllæsning af sit publikum.

Det hele må gerne være lidt Zeppelin-agtigt, udsyret og småpsykedelisk i en hal, hvor man varmer op til selveste Black Sabbath.

Men, men.

Sent på Copenhell, hvor fadølshanerne er på overarbejde, endags-badegæsterne er klar til højdepunktet osv. – så nytter det ikke at trække nedad i tempo.

Med nogle minutters tale om vigtigheden af tilgivelse før en langsom sang, der bakker hele budskabet op, så har vi altså mistet husarerne, deres heste såvel som kvinder på sådan et fremskredent tidspunkt af festen på Copenhell.

Ikke godt.

I flere øvrige sange kom samme fejllæsning af publikum, hvor det var mere snak end folk var med på, men på forunderlig vis nåede vi tilbage til det, som publikum på dette fremskredne tidspunkt var klar til:

Solid bluesrock med plads til herreswing og herreboogie fra disse fremragende musikere.

Bandet fik hul igennem til et større internationalt publikum – og ikke mindst Black Sabbath – med deres fremragende fjerde album – “Great Western Valkyrie” – i 2014.

Efter sigende arbejder de benhårdt i studiet en måned – og så er et nyt album klar – og et nyt album er lige på trapperne. For et band af den kaliber virker det som en sund arbejdsproces meget lig den måde, som de spiller på:

Lige ud ad landevejen, forstås.

Det gør også, at på et andet tidspunkt, i en anden verden end Copenhell lige før Black Sabbath, så vil jeg ikke tøve med at tilbringe en aften sammen med Rival Sons. De gjorde, hvad de skulle: Gjorde fint opmærksom på egen eksistens. Nu skal de blot have lov at leve deres egen musik ud uden det pres, som Copenhell i år lagde på dem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA