Satriani cementerede sin position som en af guitarverdenens store sværvægtere

Joe Satriani, Amager Bio, København

Satriani cementerede sin position som en af guitarverdenens store sværvægtere

Anmeldt af Christian Weber | GAFFA

I år er det 30 år siden, at snart 60-årige Joe Satriani udkom med sit debutalbum, ”Not of this Earth”. Det fejrer den legendariske guitarist med en jubilæumsturné, der her til aften bragte ham forbi Amager – i Bio'en, han efterhånden kan kalde sit hjem i Danmark. Med et par år eller tres mellemrum vender han trofast tilbage, og der lader til altid at være en udpræget lyst blandt fans til at se den sympatiske amerikaner live, og ikke mindst prøve at lure nogle licks af.

Satriani står nemlig for teknisk lir. Men ganske ofte med et vist vedhæng af solide melodier og hooks, der har gjort hans overvejende instrumentale bagkatalog fortjent til hyldester fra den bredere rock- og guitarverden – det er også blevet til flere Grammy-nomineringer og samarbejder med bl.a. Mick Jagger og Deep Purple. De mest kendte af hans albums er nok gennembruddet ”Surfing With The Alien” fra 1987, ”Flying In A Blue Dream” fra '89 og ”The Extremist” fra '92.

Det er musik til den åbne landevej og vind i håret, hvor ens hænder i det ene øjeblik smådasker rytmisk til rattet og i det næste tager chancen, lukker øjnene og laver et luftguitarsgreb, som var man mesteren selv på scenen, i færd med aftenens sidste ”bend”. Enhver sjæl med et rockhjerte bør unde sig den frelse at høre ”Summer Song” fra ”The Extremist” på en solskinsdag, og som vi også fik fornøjelsen af her til aften.

Siden midten af 1990'erne har Satriani valgt at skrue lidt mere ned for tempoet, for i stedet at udforske nogle mere drømmende lydlandskaber. Det er efter undertegnedes mening virkelig lykkedes især inden for de senere år – således bliver der her hejst et banner for, at ”Unstoppable Momentum” fra 2013 og sidste års ”Shockwave Supernova” er Satrianis bedste ”back-to-back”-albums, siden dengang han for alvor blev hot.

Så det var en lirens læremester i ganske optimal form, der gik på scenen i Amager Bio.

Med et backing band, der er få forundt – Marco Minnemann på trommer, Bryan Beller på bas og Mike Keneally på keyboards og guitar. Tre herrer, der lægger ekstra krymmel oven på den varme og tykke distortion, som Satriani krænger ud af sin Ibanez. Det kandiderer til at være den bedste rockguitarlyd, der overhovedet eksisterer, live såvel som studie.

Nu er det altid lidt svært ved jubilæumsturnéer i den ene eller anden form. Spiller man en sang for hvert album? Spiller man alle de kendte sange, eller går man i stedet på skattejagt i bagkataloget og langer nogle overraskelser over disken til de mest nørdede fans?

Det blev i virkeligheden vel til et sted midt imellem. Åbneren, titelnummeret fra Satrianis seneste, var således en blandt flere nye. De blev alle leveret fremragende, og f.eks. ”Goodbye Supernova” er noget af det mest fuldendte, Satriani har begået i flere år – en underfundig blanding af ”Always With Me, Always With You” fra ”Surfing With the Alien” og ”Friends” fra ”The Extremist”, som vi også fik i aften.

Men var der ellers nogle tegn på i sætlisten eller koncerten generelt, at der var tale om en bestemt jubilæumsturné, der skulle fejre Steve Vais og Kirk Hammetts tidligere læremester? Ikke umiddelbart. Vi fik de fleste af klassikerne, som nok skal være der til en Satriani-koncert, som f.eks. ”Satch Boogie” og ”Flying In A Blue Dream”. Koncerten var i ”An Evening With”-formatet, med flere sange i et sæt delt i to med et kvarters pause, i stedet for opvarmning, men nogen særlig lejlighed føltes det ikke som.

Til gengæld var der åbenlyst masser af spilleglæde fra en flok musikere, der er i den absolutte elite, ledt an af Satriani, der igen viser, at han er noget ganske særligt. Han kom frem dengang i 1980'erne på et tidspunkt, hvor shredding var det helt store, og var med til at genskabe den vitale balance mellem den tekniske kundskab og den melodiske sans, der skiller de rigtig dygtige guitarister fra de uovertrufne. Dem, der tilhører en afgrænset tid inden for en bestemt genre, og dem, der formår at bryde lydmuren for bestandig. Satriani beviser i aften, hvorfor han skal sættes over i ørebøfferne hos enhver håbefuld guitarist. Han viser os, at uden et par bluesede bends kan man spille skalaer lige så hurtigt, præcist og længe, man vil, uden at få det mindste rare ud af det.

Men kan to en halv time, hvor kun ét eneste nummer er med vokal, alligevel blive lidt for meget? Et par gange måske. Det er tydeligt, at Mike Keneally er en gave at have med for Satriani. Keneally supplerer som skrevet både med keyboards og guitar, men ham den røde med hornene og gedeskægget ligger som bekendt på lur i detaljen, og blandt andet Keneallys guitar lyder meget skinger, da han et par gange spiller lead om kap med chefen. Det var ca. et minut eller to, hvor det mest af alt lød lidt kakofonisk. Det er ikke længe, men nok til, at man flere gange når at ønske sig grundigt videre til næste nummer. Lydforskellen mellem de to guitarer er simpelthen slående. Keneally har siden hen en atmosfærisk keyboardsolo, der også lidt får det hele til at gå en anelse i stå.

Akt to indledes sågar af en længere trommesolo af Marco Minnemann. Den tyske slager er utvivlsomt virtuos inden for sit felt, men når så meget af koncerten er lagt an på instrumental musik i forvejen, bliver det næsten for meget af det gode.

Her kunne Satriani måske godt have strammet grebet en anelse om både kollegernes frie leg og sætlisten generelt.

Der er dog overordnet set ingen tvivl om, at det er en spændende tid at være både Joe Satriani og fan af manden. Han var glad for at være tilbage i København, og Bio'en åbnede sine arme og bød ham velkommen hjem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA