Vi bøjer os i støvet

Saveus, Roskilde Festival, Rising

Vi bøjer os i støvet

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Jeg må indrømme, at jeg gik til dette arrangement med en hel del skepsis, eftersom comebacks sjældent holder mere end et par enkelte hits. Så langt er vi dog endnu ikke nået med Saveus, men efter hans optræden på Roskilde Festivals Countdown-scene er det bestemt ikke udelukket, at han befinder sig på Orange Scene om få år. For den vare, der siden udgangen af sidste år er blevet solgt så ihærdigt fra Copenhagen Records, blev leveret.

Der er blevet ydet et særligt stykke arbejde for Martin Hedegaard, der kort efter sejren i X Factor for otte år siden forsvandt fra mediernes søgelys og landets scener. Men da han i oktober sidste år leverede et særdeles overraskende besøg til P3 Guld, er hypen vokset støt og fast. Men hypen holder ikke altid, og hvorvidt Martin Hedegaard aka. Saveus kunne levere, var aftenens helt stor spørgsmål – sammen med, hvorvidt han i det hele taget passede ind i Roskilde Festivals altid eksperimenterende program.

Tilslutningen til koncerten var dog heller ikke så massiv, som forventet – ikke at den var mangelfuld, men der var trods alt god plads blandt de fremmødte. Og da Saveus begav sig ind i sættets første nummer ”GoodTimes” kun akkompagneret af piano, var publikum vidne til en vovet start. For festen er ofte den store sejrherre, særligt ud på de sene aftentimer, og da den sjælfulde soul fortsatte ind i sættets andet nummer ”Maze”, blev det pludseligt tydeliggjort, hvordan dette kunne være det professionelle baglands forsøg på at bibeholde mystikken omkring Saveus, der i egen person hidtil har holdt sig lang fra den skrevne presse. Men et godt stykke inde i nummeret med den metaanalytiske lyrik skete der noget, og energien flød ud over scenekanten og ned i publikums hænder.

Man hælder til at forestille sig, at det setup, der eksisterer omkring Martin Hedegaard på en scene, er planlagt ned til mindste detalje. Der var derfor heller intet umiddelbart indtryk af et orkester, der havde den ugentlige øver, og den tid de ikke brugte i forældrenes kælder, brugte de på at drikke bajere. Saveus ér Martin Hedegaard, og det afspejlede sig i musikkens komposition og opbygning, samt liveeksekveringen, hvor vokalen var sat i fokus. Det til dels minimalistiske lydbillede, der krydsede den elektroniske soul med r&b, var konstant underspillet, og trods de højenergiske elementer, hvor musikken kulminerede i et støjende klimaks, formåede vokalen stadig at skinne igennem, som kirsebærret på toppen af vaffelisen.

Imellem disse sekvenser blev der snakket lidt om livet fra den unges synspunkt, hvilket lod til at referere til Martin Hedegaards tidligere karrieremæssige beslutninger. Men de store spørgsmål kræver også en forklaring, dog uden at mysteriet forløses helt.

Mysteriet blev netop bibeholdt under koncerten, hvilket samtidig havde en tydelig påvirkning på afslutningen, der bevægede sig fra det sjælfulde piano i ”Erase”, der blev fremført uden videre hjælp fra det medbragte orkester. Men som publikum troede, at nu var vejs ende nået, blev publikum præsenteret for hittet, der startede det hele. Nummeret ”Levitate Me” nåede det niveau, der under hele koncerten havde været under opsejling, og i scenens blitzende lys hoppede Martin Hedegaard ud iblandt sine fans, der omfavnede talentet med dedikeret fællessang.

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde de store tanker om Saveus, før jeg begav mig ind på pladsen foran Countdown-scenen, men en lille times tid senere var situationen en helt anden. Jeg bøjer mig i støvet, ligesom alle de andre, og ser frem til, hvad fremtiden byder på for Saveus og Martin Hedegaard.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA