Norsk, fandenivoldsk festraket charmerede Pavilion

Kakkmaddafakka, Roskilde Festival, Pavilion

Norsk, fandenivoldsk festraket charmerede Pavilion

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

Der var egentlig ikke noget usædvanligt i, at den norske fest-raket-sekstet med det mundrette navn Kakkamaddafakka, stod med armene over hovedet og modtog taktfaste, vedholdende klapsalver, der blev ved og ved.

Hvis altså ikke det lige var fordi, det allerede skete efter koncertens andet nummer.

Undervejs i koncerten annoncerede forsanger Axel Vindenes, at han sidst havde været på Roskilde Festival i 2006, og dengang lovede sig selv, at skulle han tilbage, skulle det være på scenen.

Erlend Øye på speed
Han vendte ikke bare tilbage, han vendte tilbage som en Erlend Øye (Kings of Convenience m.fl.) på speed og med en headbangende fandenivoldskhed, der tilførte de poppede, dansante, sommervarme indie-melodier med de lyse guitar-riffs en livekant, som pladeversionerne ikke indeholder.

Med sig havde han et band, der formentlig havde lånt af samme speed-kilde, og som præsterede imponerende tight og rutineret taget festlighederne i betragtning.

Ved udladninger på scenen, hvor forsanger og guitarist læner ryggene mod hinanden og i bedste 80er-stil fyrer hver deres guitarriffs af, og udladninger hvor forsangeren flere gange glider på scenen af ren ekstase, kan man rettelig betvivle, om bandet også kan løfte den tekniske del i samspillet, om de har styr på deres overgange, og om nogen falder ud, men man må sige, at de eftertrykkeligt gjorde den slags mistro voldsomt til skamme.

Det var særligt tydeligt på koncertens tredje nummer, en af gruppens seneste singler, ”Galapagos”, men også på ”Someone New”, ”Young” og ”Is She”, der kom lige i rap. Sidstnævnte med den catchy efterslæbende punchline ”Is she – is she old? – is she old enough for me?”

Velplaceret Haddaway-cover
Vi kom igennem en god blanding fra deres to tidligere albums ”Hest” fra 2011 og ”Six Months Is A Long Time” (2013), men ikke overraskende blev der disket op med flest fra den seneste udgivelse fra 2016, ”KMF”. Og det fungerede forfriskende, at hele tre bandmedlemmer havde vokalstykker. Det galdt såvel forsanger Axel Vindenes som guitarist Pål Vindenes, der tog sig af de primære stykker, og bassist Stian Sævig på backing.

Derudover var det en fortrinlig finale, da Lars Helmik Raaheim-Olsen traådte frem fra sin backingplads bag bongotrommerne for at imponere med setlistens andetsidste nummer, et cover af Haddaways monsterhit fra 1993, ”What Is Love”.

Ikke at det var et nyt påfund, det nummer har drengene også charmeret crowds med til tidligere koncerter, og typisk som et af de sidste numre, men alt godt, hvis de fortsætter på den måde, for det passede dritt kul ind i setlisten.

Tatoverede dans ind i benene
Der blev også åbnet for blødere materiale til sidst med en sang som "30 Days", hvor bandet meget sigende havde skrevet ”check stemning” på deres setliste. For havde salen ikke været der til det, er det et nummer som dette, der kan skrælle stemning og momentum af oplevelsen. I stedet blev det en smuk overgang til afslutningen med Haddaway-nummeret og ”Forever Alone” til en koncert, hvor Kakkmaddafakka var i deres fineste, reneste udfoldelse af lutter spilleglæde.

”We can dance all night long,” synger de I en passage på "Young You". Det var den følelse, de tatoverede ind i dansebenene på folk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA