Maskinel satan-pop-messe

Ghost, Roskilde Festival, Arena

Maskinel satan-pop-messe

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Der er intet galt i at dresse op til en sort satan-metal-koncert.

Danske King Diamond har gjort det i årevis. Svenske Ghost dannet i Linköping i 2008 har været med knapt så mange år, men at kalde Ghost en kopi af King Diamond vil være en fornærmelse mod manden fra Hvidovre, som just har spillet en forrygende koncert på Copenhell.

Ghost er slet ikke i den kaliber teknisk, når man ser på det maskerede djævleband med horn i panden bagved den dæmoniske anti-Pave, kaldet Papa Emeritus III i sort/hvid ansigtsmaling (lige som førnævnte KD) omvendte kors i pave-hatten - og røgelse med dæmonisk magi. I mens gør Papa Emeritus III koncerter til sorte messer, hvor de ret godt kan lide Lucifer og den slags ting.

For mig er det OK som sådan, hvis der ellers bare havde været en snert af enten charme eller humor over det. Det var der bestemt ikke - og så er der blot musikken tilbage.

– Er I med os, spørger Papa Emeritus III ret hurtigt publikum.

Tjah.

Jo, der blev headbanget der sidst på natten, og Ghost er slet ikke dårlige, men det hele lettede bare ikke rigtigt.

Numrene er stivnet i en form, som de har svært ved at bryde ud af. Maskerne virkede som distanceskabere mod al menneskelighed, jo mere musikken begyndte at ligne sig selv og stivne i sin egen form med kirkeorgeltoner, teatralske optrin og alt for meget bånd med dommedagskor i sær i indledningen.

Papa Emeritus III lyse stemme får heller ikke rigtigt lov at leve med facetterede udtryk eller passion, som man kunne mærke.

Hvad er det egentlig, Ghost vil sige os?

Der er ingen skræmmeeffekt, hvis det var formålet.

Vi ser ingen ånder stige op under teltdugen – dertil er udklædningen simpelthen for langt ude grænsende til det rent komiske.

Og når man nu både har set Slayer og Kvelertak på Roskilde, så manglede de helt tunge riff eller bare evnen til at spille så intenst, at alt det der sorte ånde-dommedag gled ned.

Hertil gør orgel og synthesizer samt en del forprogrammerede lyde hele sættet til en gang maskinel satan-pop-messe, som højest vinder på, at sceneudstrålingen i hvert fald er deres egen.

Ghost spillede første gang på Roskilde Festival i 2011, og der er utvivlsomt sket noget med bandet siden, men måske skulle Ghost tage en pause fra masker og indkøb i Dyrups. Ganske som Kiss gjorde en overgang ved at lade de malede masker falde for at rendyrke deres musikalske udtryk og være mere frie på den kant.

Da det var sket, kom maskerne på Kiss igen – formentlig i samråd med deres bankrådgiver.

Ghost kan måske gøre det samme efter en maske-pause, når de har fået sat musikken fri fra snerrende bånd og en ret ens formel at bygge det hele over.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA