Blomsten af dansk rock – med blåt blod i årerne

Blaue Blume, Roskilde Festival, Avalon

Blomsten af dansk rock – med blåt blod i årerne

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Avalon-scenen er en af de flotteste på Roskilde Festival. Den omkranses nemlig af en facade med noget, der ligner kirkevinduer med romanske buer, som kan oplyses bagfra, og det er de, da Blaue Blume indtager scenen fredag aften, i elegant, mørkerødt lys og for et fyldt telt (det regner godt nok også udenfor, men alligevel). En passede velkomst for bandet, der med debuten ”Syzygy” udgav et af de bedste danske album sidste år.

På bagtæppet ser man noget, der ligner en galakse. En passende ramme for gruppens himmelstræbende musik, hvor forsanger Jonas Smiths særegne, lyse, ofte falsetbårne stemme og ornamenterede fraseringer udgør et af fokuspunkterne. Et andet er gruppens prog-rock-inspirerede sange, der ofte bygger gradvist op fra en afdæmpet intro mod et pompøst omkvæd, falder til hvile og bygger op igen og til sidst arbejder sig frem mod et støjende klimaks. En bevægelse, som lige trækkes lidt ekstra live, hvor bandet kun når at spille ti numre på 70 minutter. Af og til med skift i tempo og taktart undervejs og ofte kun med én guitar samt bas og trommer – og masser af effektpedaler.

Det kunne alt sammen være frygtelig prætentiøst og fortænkt, men det er det ikke, først og fremmest fordi Blaue Blumes fire medlemmer både er fremragende, stærkt sammenspillede musikere og solide sangskrivere. Derfor er det en fornøjelse at se og høre dem spille numrene, der enten stammer fra ”Syzygy” eller 2014’s debut-ep ”Beau & Lorette”, og hvor lyset ofte skifter farve for hver ny sang: Nu er det bordeaux, nu er det dybblåt, nu er det hvidt.

Højdepunkter er der mange af: Da gruppen skifter til det vuggende omkvæd i ”Buoyant Forces” efter det opbyggende vers i 4/4 og den lille, effektive pause, og når Jonas Smiths stemme når stormfulde højder i slutningen af samme sang. Den lange og virkelig voldsomme outro i ”On New Years’ Eve (Reprise)”. Den vilde, musikpolitisk ukorrekte shredding-guitarsolo i slutningen af ”Lemon Tree”. De konstant piskende trommer i ”Epoch” og ikke mindst hele sangen ”In Disco Lights” i sig selv. Kompositionen, fra ep’en ”Beau & Lorette”, er noget hurtigere, kortere og mere dansabel end resten og slet skjult inspireret af engelske 80’er-dreampopnavne som The Sundays og Cocteau Twins (ikke mindst sidstnævntes sang ”Iceblink Luck”), og bandet rammer udtrykket lige på kornet, så det netop fremstår som en hyldest og ikke et plagiat.

En prægtig koncert, som kun efterlader lytteren med ét spørgsmål: Hvorfor har Blaue Blume ikke for længst fået et internationalt gennembrud?

 

Sætliste:

Thinking of Roxy

Lost Sons of Boys

Candy

Buoyant Forces

Sky

On New Year’s Eve (Reprise)

Lemon Tree

Roxy

In Disco Lights

Epoch

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA