Magisk stemmepragt og forbindelse til noget guddommeligt

Gregory Porter, Copenhagen Jazzfestival, Koncertsalen, DR Koncerthuset

Magisk stemmepragt og forbindelse til noget guddommeligt

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Forventningerne var naturligt nok store til Gregory Porter – et af jazzfestivalens absolut største navne. Ikke kun fordi han under sit første besøg i København i 2014 overraskede alle, inklusive sig selv, ved at lokke Stevie Wonder med op på scenen under sin koncert (Wonder var i København i dagene efter sin egen optræden på Roskilde Festival), men også fordi den Grammy-vindende sanger med lysets hast selv har slået sit navn fast som de sorte sangeres svar på Aretha Franklin. Han er dén sorte jazzsanger, vi har manglet siden Marvin Gaye og Al Green havde deres storhedstid.

At Gregory Porter i dette forår udgav et nyt album, ”Take Me To The Alley”, som på mange måder matcher det forrige album, successen ”Liquid Spirit” fra 2013 (Grammy-vinder i kategorien ”Best Vocal Jazz Album”), gjorde bare hans optræden i år mere aktuel. Man måtte jo antage, at han dermed kom med andet og mere end sidst, hvor han brillerede og af flere anmeldere fik seks ud af seks stjerner. Årets koncert blev da også den hurtigst udsolgte i Jazzfestivalens historie.

Selv var Gregory Porter tydeligvis glad, da han igen-igen stod på scenen i den fantastiske koncertsal i DR-Byen, omgivet til alle sider af et publikum, der både havde forventninger og, vil jeg mene, åbne hjerter. De åbne hjerter appellerede Gregory Porter i hvert fald til, og efter alt at dømme fik han dem i tale med sit smilende ansigt, sit langsommelige bevægelsesmønster, sin næsten zen-buddhistiske ro og sin magiske stemmepragt. Han fremstod, igen-igen, som personificeringen af musik – god musik; som en kunstner med en direkte, vertikal forbindelse til noget guddommeligt – hvilket kan skyldes, at han er præstesøn, men i hvert fald skyldes, at han har talent.

Gregory Porter er en "late bloomer", som det hedder. Hans gennembrud kom sent, for cirka fem år siden, men – som han sagde i ”Go’ Morgen Danmark” onsdag morgen – passede det ham fint, for da vidste han, hvad han ville med sin souljazz.

Og netop dét fornemmede man onsdag aften i Koncerthuset: At han vidste, hvad han ville med sin musik. Hans koncert var fokuseret, stringent og stram – fra åbningen med nummeret ”Holding On”, over numre som ”Take Me to the Alley”, ”Consequence of Love”, ”Papa Was a Rollin Stone” og ”1960 What?” til det andet ekstranummer, ”No Love Dying”. Konstant holdt han publikum i sin hule hånd med sin fantastiske stemme, sin karismatiske optræden og sin brede appel. Og dét uanset om han sange egne, meget personlige sange, eller protestsange knyttet til kampen for borgerrettigheder i 60ernes USA. Han var troværdigheden selv som sanger og sceneoptrædende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA