Baz Luhrmann : The Get Down

Baz Luhrmann
The Get Down

The Get Down er en farverig, æstetisk smuk, men stilforvirret tv-serie

GAFFA

Film / Netflix
Udgivelse D. 12.08.2016
Anmeldt af
Peter T. Aagaard

Vi befinder os i 1977, i The Bronx, New Yorks nordligste bydel, og den brænder. Helt bogstaveligt. Præsident Ford har nægtet at hjælpe byen, der på konkursens rand. Røgen stiger op fra de smadrede sociale boligbyggerier, hvor afroamerikanere og latinoer lever afskærmet fra resten af storbyens pulserende liv. Uden fremtidsudsigter ser det ud til, at bydelen lige så godt kan gøre som præsidenten foreslår og lægge sig til at dø. 

Men det brænder også i overført betydning. I en af de varmeste somre, byen har oplevet, er de unge trukket ud i gaderne og dyrker et helt nyt, brandvarmt kunstnerisk udtryk uden indblanding fra omverdenen. Pludselig dukker malerier op på mure og tog, papkasser foldes ud og bruges til akrobatisk dans, sang erstattes af rytmisk tale, og dj’s smadrer tidens pæne funk- og discomelodier. De reducerer sangene til helt korte stykker, hvor trommerne og bassen dominerer, når de sætter dem på pladespillerne, så den kan breakes, rappes og males til. Kort sagt: Hiphoppen fødes.      

Det er det stof, store fortællinger er skabt af, og nu er fortællingen kommet i hænderne på den australske instruktør Baz Luhrmann, der har brugt det til at skabe tv-serien "The Get Down", der med et budget på 120 milloner dollar er en af streamingtjenesten Netflix’ dyreste satsninger nogensinde. 

Seriens primære hovedperson er Ezekiel Figuero, spillet af Justice Smith, en forældreløs ung mand med dyb stemme, kæmpe afro og tunge byrder på sine skuldre. Han ved ikke, hvad han skal med sit liv, og hans eneste gave er en evne til at skrive stor poesi, som han ikke er klar til at dele med verden. Hans store kærlighed er veninden Mylene, spillet af gudesmukke Herizen F. Guardiola, men hun virker i begyndelsen et stykke ude af hans liga. Stille og roligt hvirvles Ezekiel imidlertid ind i episoder, der får ham til at stå midt i de begivenheder, der former hiphoppens tilblivelse. Og søreme om ikke kærligheden også får lov at blomstre. 

Mere musical end dokumentar 

Kulissen i "The Get Down" er som sagt The Bronx, der befolkes af både fiktive og autentiske figurer. Den seje gadedreng, Shaolin Fantastic, der springer frygtløst gennem byen som en kung-fu-kæmper i knaldrøde Puma Suedes, er opfundet til serien, mens hans læremester Grandmaster Flash er baseret på den rigtige hiphop-pioner, i en vellykket, men ekstremt karikeret version. På den måde bliver det på en gang en genfortælling af de faktiske begivenheder og en helt ny historie. 

Er man bekendt med Baz Luhrmanns tidligere værker som “Romeo + Juliet” og “Moulin Rouge”, vil man vide, at han har en kærlighed for musicalens virkemidler. Derfor kan kærlighedsdramaet og kampen med rivaliserende gadebander minde mere om “West Side Story” end “Wild Style”. Det gør dog også, at scenerne der emmer af regulær hiphop-ånd, som da Grandmaster Flash demonstrerer for sine nye lærlinge, hvordan man dj’er, fremstår endnu stærkere.

 “The Get Down” er et ret unikt værk. Til tider kan den nærmest fremstå som en hiphop-serie uden hiphop i, netop fordi den første hiphop-plade først ser dagens lys to år efter seriens udgangspunkt. Tror man, at man kommer til at høre hiphop-musik fra start til slut, skuffes man muligvis, for i starten af serien fylder discomusik og æstetik ekstremt meget. Det er naturligt, for hiphoppens fødsel hænger uløseligt sammen med discoens død. Uden at spoile for meget, kan jeg afsløre, at det nærmest bliver bogstaveligt i en af seriens bedste scener. 

Et ghetto kaleidoskop

Som serien skrider frem, bliver historien mere farverig som en slags ghetto kaleidoskop, hvor musik og venskab går hånd i hånd med sex, mord og stoffer. Mylenes far, pastor Ramon, og onkel, forretningsmanden Papa Fuerte, forsøger at trække de unge mennesker på andre veje. Til trods for at de spilles af gode kræfter i form af skuespillerne Giancarlo Esposito og Jimmy Smits, går der et stykke tid, før de rigtigt fungerer. Nogle af de unge spiller muligvis mindre skarpt, men til gengæld er man på deres side fra start og konstant håber, at drømmen om at blive en rigtig rapgruppe med tiden vil lykkes. 

Der er tid nok at tage af. De nu udsendte seks afsnit varer tilsammen næsten syv timer, og der går altså et stykke tid, før drengenes hiphop-skills får lov at folde sig ud. Somme tider kan de forskellige spor blive knudrede, men alle afsnit starter med en rappet indledning leveret fra en voksen Ezikiels perspektiv anno 1996 (med stemme og lyrik fra ingen ringere end Nas). Det er faktisk afsnit 5 og 6, hvor historien spidser til, dramaet intensiveres og de rigtige rim og scratches skal til at leveres, der fungerer allerbedst.

En sær snegl, der går op i en højere enhed 

“The Get Down” er en sær snegl. Til tider er den overdrevet sentimental, andre gange kan den eksplodere i tegnserievold, og spørgsmålet er, om de seere, der kun er kommet for hiphop-historie vil stå af, når discodronningerne danser. Selvom serien tager sit udgangspunkt i den varmeste sommer i New Yorks historie, hvor det hele brænder, er der nærmere tale om en stille ild, der for lov at gløde, indtil den rigtig tager fat hen mod slutningen. Det er næppe alle seere, der vil hænge på så længe, specielt hvis man ikke er til Baz Luhrmanns æstetik, hvor et gospelnummer sagtens kan spilles i fuld længde, uden at handlingen behøver at skride frem med stormskridt. 

Ligesom hiphop består af mange elementer, der fungerer bedst sammen, er det faktisk også, når de forskellige dramaer i “The Get Down” vikles ind i hinanden, at den er allerbedst. Det er værd at vente på, at det sker. Man skal bare vente temmelig længe.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA