Code Elektro: Wolf

Code Elektro
Wolf

Filmisk retrofremtid

GAFFA

CD / Iceberg Records
Udgivelse D. 03.06.2016
Anmeldt af
Ras Bolding

For nogle måneder siden gav gyserlegenden John Carpenter koncert i København, og det er ikke svært at forestille sig, at danske Code Elektro kan have siddet med blandt publikum; der er i hvert fald en tydelig arv fra Carpenter at spore flere steder undervejs på Wolf, som også sender nik i retning af sådan noget som Tangerine Dream og Jean Michel Jarre i storhedstiden i halvfjerdserne og firserne.
 
Musikken er instrumental og med hang til det stemningsskabende, måske lidt i stil med soundtracks, snarere end det direkte melodiske eller rytmisk pågående, og lyden er generelt godt skruet sammen. Bedst fungerer de mere mørke passager, hvor der skrues lidt op for dramaet, og der arbejdes med en stemning af mystik, et sted mellem tågede nætter og neonlys. Afslutningsvist forsøges med saxofonsolo, som bliver ren yuppiefirserpastiche – det var der måske ikke nogen grund til.
 
I disse tider, hvor synthwave nyder stor respekt i form af Survives vellykkede soundtrack til Stranger Things, må man vel ligefrem sige, at Code Elektro, med udgangspunkt sit solide afsæt i Tangerine Dream, John Carpenter og Jean Michel Jarre fremstår noget nær supermoderne.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA