På overnaturlig rejse med Solbrud

Solbrud, Langenæskirken, Aarhus

På overnaturlig rejse med Solbrud

Anmeldt af Aske Hald Knudstrup | GAFFA

Det er en af de mest behagelige følelser i verden, når solens stråler gennemtrænger et skydække og rammer ens ansigt med fuld styrke. Solbrud, kan man kalde det. Det kan forny energien, bringe håbet frem og kaste nyt lys over tingene.

Og mandag aften blev der kastet nyt lys over Langenæskirken. Sådan føltes det på mange måder, da den københavnske black metal-kvartet Solbrud gav en helt speciel koncert som en del af Aarhus Festuge. Sikken en måde for kirken at fejre sit 50 års jubilæum.
Kirkerummet blev udsat for en så voldsom musikalsk overhaling, at selv alteret momentvis må have skælvet. For der var tale om en sanselig totaloplevelse, hvor Solbruds sønderrivende lyd og det kronisk uhyggespredende lysarbejde til sammen sikrede, at kroppen blev kastet ud på en rejse med døden som følgesvend.

Fuldstændig omslutning af kroppen
Før aftenens koncert havde en mindre debat floreret på de sociale medier. Her havde en præst og flere andre udtrykt undren og utilfredshed over, at Langenæskirken lagde rum til en koncert med et band, hvis tekster kredser så kraftigt om døden. Parringen er både kontroversiel og paradoksal – men samtidig ret perfekt.

For selvom Solbruds musik er dyster og muligvis henter sin inspiration alle andre steder end i kristendommen, så var aftenens kombination et flot eksempel på, hvad det er, kirkekoncerter kan. Ved at flytte en koncert til uvante rammer tilføjer man automatisk en helt ny dimension til oplevelsen.

Allerede mens Solbrud indtager scenen, tilføjer orglet den første følelse af noget ekstraordinært. Der bliver kaldt til begravelse, og bandets fire medlemmer er mødt op for at sende os af sted til den anden side. Adrian Dietz slår langsomt guitaren an, og så er vi i gang. Musikken buldrer ud af højttalerne. Troels Hjorths massive trommer skaber en cementtung bund, imens guitaren fræser derudad.

Musikken bliver kastet rundt i kirken med en sådan styrke, at hver nerve i kroppen dirrer. Solbruds notoriske brug af stroboskoplys får det til at ligne et uvejr, der varsler dommedag. Forsanger Ole Luk vrænger og skriger sin sjæl ud i mikrofonen. Omslutningen af kroppen er fuldstændig. Hjertet hamrer unødvendigt hurtigt af det store sansebombardement.

En lille genopstandelse
På plade virker det nogle gange, som om Solbruds numre flyder sammen og bliver for monotone. Aggressiviteten tager lidt overhånd, og giver ikke rum til at nyde musikkens glimrende melodiske passager. Det er naturligvis en smagssag, men heldigvis er det kun glimtvis et problem her til aften.

For selvom numrene er lange, får de skudt en masse variation ind. Tempoet trækkes ud, inden der igen bliver buldret derudad. Der kommer feedback-breaks, som sender støj gennem marv og ben. En stille, melodisk intro får lov at fortsætte ind over den tætte mur lavet af brødrene Tobias og Troels Hjorths bas og trommer. Og pludselig er kirkeorglet tilbage i musikken. Det grandiose instrument tilføjer en behagelig balance til det mørke udtryk. Der kommer noget håb ind over. Det hele virker til at gå op i en højere enhed, der passer fremragende til kirkens lokale. Flabet sagt er det til sidst, som om en lille genopstandelse finder sted, efter orglet indledningsvis kaldte til begravelse. Set på den måde var det helt legitimt, at Solbrud fik lov til at bringe døden med ind i kirken.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA