Kvamm i vokse(n)værk

Simon Kvamm, Skråen, turnéstart

Kvamm i vokse(n)værk

Anmeldt af Brett Tootle | GAFFA

Inden for de danske grænser kender vi ham alle. Fra Nephew til Drengene Fra Angora. Fra De Eneste To til nu at stå solo. Simon Kvamm har de seneste ti år været en person, som mange af os på den ene eller anden måde næsten må have et forhold til eller blot husker. For nylig rykkede den på én og samme gang seriøse og humoristiske sangskriver rødderne op i det københavnske for at starte et nyt kapitel deroppe, ”hvor der ikke sker en skid”, som der siges i Klitmøller. Livet er blevet lagt lidt om for Kvamm, og det har bragt nye solstråler til den ofte metaforiske sangskrivning, manden står bag.

Da den nu nybagte solist entrerer Skråens ”Royal Stage”, synes det meste dog at være, som vi kender det. Klædt i en klassisk minimalistisk grøn polo og med en del anekdoter klar til at blive kastet af sted mod det siddende publikum, der først bliver mødt til tonerne af Genesis’ I Can’t Dance. Netop I Can’t Dance var blandt sangskriverens store favoritter i de unge dage, og meget passende starter vi da også netop hér i forbindelse med aftenens lille rejse gennem et personligt vokseværk. Lidt overraskende følger aftenens seance dog ikke op med live-musik, men med afspilningen af Kvamms allerførste indspillede sang, der, efter hans egne ord, også lyder som et lidt kikset forsøg på at lyde som Jim Morrison.

Herefter begynder livemusikken med Revner, der med sit catchy omkvæd fra start vækker genkendelse i den relativt store sal, som er godt fyldt. På trods af den store sal er det musikalske setup minimalistisk med klaver/orgel, guitar og et nedbarberet akustisk/elektrisk trommesæt. Det er dog intet problem at fylde lokalet ud med lyden, der i øvrigt også sidder i skabet. Var man denne aften dog kun kommet for at høre musik, ja, så blev man måske lidt skuffet. For det står hurtigt klart, at vi, med en kombination af et sparsomt solokatalog og gode talegaver, får en aften, der vægter anekdoter og morsomme historier lige så højt som musikken.

Sange som Lejlighed og Princip er blandt højdepunkterne på aftenens sætliste. Førstnævnte medfører en bølge af grin blandt publikum, da nummerets omkvæd skyder ind: ”Bim bam busse… må jeg se din… lejlighed”. Det er ikke decideret fremragende rent musikalsk, men det er i høj grad musikalsk underholdning, der bindes flot op på Kvamms anekdoter fra ungdommen. Princip kredser om begrænsningens kunst i en moderne tid, hvor mulighederne er uendelige. I Klitmøller er begrænsningen en dyd, og meget passende spiller det minimalistiske setup bedst i netop Princip, hvor en lidt ”Am I Wrong”-klingende guitar og flotte ambiente vokalmelodier spiller godt sammen. Sættets første halvdel lukkes i højere tempo med surf-attitude i Alle Piger Er Glade For Surfere. Det medfører fællesklap til det surfede groove og de pudsige dynamikskift, hvor både Otto Brandenburgs Susanne, Birgitte og Hanne og Dick Dales Misirlou flettes ind.

Sættets anden halvdel startes oplagt nok med temaet om at blive voksen, og Kvamm selv anvender da også sin karakteristiske balance mellem humor og alvor netop her. Alvoren flyver gennem salen, da der i Vi er i Luften synges ”Vi er i luften, vi er ikke bare ved at lette” som en metafor for nu at være voksen og ikke længere ung og uskyldig. Det klinger af nedbarberet Nephew med dryp af lavfrekvent, melankolsk Wurlitzer – leveret solo af aftenens hovedperson.

Efter en stund i den voksne del af sangskriverens liv vender vi igen tilbage til ungdommens udskejelser. Kvamms egen ungdomspersona, Baune – kendt fra Drengene Fra Angora – følger vi i tiden, hvor halbal var ”the shit” og senere i gymnasiet, hvor knallerten endelig bliver stjålet. Som et slags symbol for halballet får vi leveret et uventet og underspillet cover af Snap!s Rhythm is a Dancer, der vækker stor begejstring blandt de godt tusinde publikummer. Undervejs i nummeret bliver vi udsat for velfungerende Pink Floyd-tendenser på guitar fra Felix Diarra og afslutningsvis rap fra Jakob Meyland på trommer.

Som aftenens seance munder ud leveres der stærk lyrik fra Peter Sommer på Man Kan Ikke Elske Tiden, der herudover får løftet intensiteten med sin hurtige country-underlægning. Faktisk får nummeret så store klapsalver, at Simon Kvamm og hans to musikere næsten kunne have lukket og slukket her. Ikke desto mindre tager hovedpersonen revanche for sine misbrugte timer på dansegulvet til halballerne i gamle dage og svinger både hofter og arme til lyden af Du Ska’ Ha’ som ekstranummer. Afslutningsvis forlader de to medmusikere scenen, og frontmanden lukker og slukker endeligt siddende bag klaveret – nu til tonerne af Depeche Modes Shake the Disease.

Alt i alt en underholdende rejse gennem den karismatiske sangskrivers liv, hvor publikum blev fastholdt hele vejen. Musikalsk kunne der godt have været lidt større boller på suppen, men både gode tekster, morsomme anekdoter og en stærk sans for levering sørgede for en solid turnéstart i det nordjyske.

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA