Lovende Randers-talenter gav allerførste koncert på den nyrenoverede Turbinen

Diverse kunstnere, Talent 016, Turbinen, Randers

Lovende Randers-talenter gav allerførste koncert på den nyrenoverede Turbinen

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Talent 016 er navnet på et talentudviklingsprojekt i Randers støttet af Randers Kommunes Kommunale Forvaltning, der i samarbejde med byens spillesteder Værket og Von Hatten prøver at hjælpe lokale, særligt udvalgte rytmiske musiktalenter til en karriere i musikverdenen. Med hjælp fra professionelle folk i musikbranchen har deltagerne i Talent 016 fået vejledning og sparring omkring deres musik fra folk som sangerinden og sangskriveren Dorthe Gerlach og musikeren, produceren og debattøren Henrik Marstal. Tovholder på projektet er musikeren og produceren Kent Olsen, blandt andet kendt fra Marie Frank og Poul Krebs.

Projektet begyndte i 2013, hvor de udvalgte var Stephanie Maria, Saar Ideál og Caicedo. Det fortsatte i 2014 med Emma Sand, Steven Frederiksen og Lucid Lions og i 2015 med Nanni, Sofie Daugaard og Blue Cells. Ingen af dem har endnu fået det store gennembrud, men de er på forskellig vis kommet længere i karrieren, og for at vise, hvor langt de er nået, har Kent Olsen i år samlet de fem mest lovende de navne gennem årene – Sofie Daugaard, Blue Cells, Emma Sand, Stephan Maria og Steven Frederiksen (nu med bandet Emily Sick) til årets Talent-koncert, som bliver afholdt på det netop genåbnede Randers-spillested Turbinen (en del af Værket), der det sidste år har gennemgået en omfattende renovering – og som fra årsskiftet i øvrigt er udpeget til regionalt spillested og derfor vil modtage 1,5 millioner kroner i årligt statstilskud fra 2017 til og med 2020.

Som en slags wildcard har arrangørerne desuden hyret et nyt navn, Lonely Rose alias Ditte Kappel til at åbne ballet. Da de fleste af årets optrædende er solister, har arrangørerne sammensat et husorkester bestående af guitar/pedal-steel-guitar, bas, trommer, keyboard og noget så usædvanligt og ambitiøst for et vækstlagsarrangement som en strygekvartet, der spiller strygerarrangementer til udvalgte af de optrædendes sange. Det er første gang, jeg oplever det til et upcoming-arrangement, og jeg har overværet en del af slagsen gennem årene. Imponerende.

De i alt fire solister og de to bands har hver fået 20 minutters spilletid, som for de fleste er ensbetydende med fire numre, med hurtige sceneskift mellem hvert navn og ofte korte præsentationer af de enkelte sange, som uden undtagelse er på engelsk. Der er stole til alle fremmødte i den næsten fyldte sal – heriblandt tydeligvis en del venner og familie – og der er altså lagt op til en aften med nærlytning.

Lonely Rose ***

21-årige Lonely Rose med det borgerlige navn Ditte Kappel er årets enlige Talent-debutant. Hun giver os fire sange i den afdæmpede og melankolske afdeling til eget keyboardakkompagnement. Det begynder lidt vaklende, for vokalen på åbningsnummeret ”Invisible” er let skinger og halvfalsk i det høje leje i omkvædet. Det skyldes nok nervøsitet, for på de følgende sange er Lonely Roses ret lyse stemme mere disciplineret.

Nummeret ”Leave Me Below” er tydeligt bluesinspireret, mens afslutningsballaden ”Silky Waters” klart er Lonely Roses bedste sang, der bliver løftet yderligere af et smukt strygerarrangement, og her sidder stemmen i skabet. Lonely Rose har absolut talent og potentiale, men det er dog også tydeligt, at hun er den mindst erfarne af aftenens seks navne. Men hun kan nå det endnu!

Sofie Daugaard ****

Sidste år oplevede jeg også Sofie Daugaard til Talent-koncerten, hvor hun leverede aftenens mest overbevisende præsentation. Sangerinden og sangskriveren, der stadig går i gymnasiet, er også god i år, om end marginalt mindre overrumplende. Hun har ændret udtrykket lidt i forhold til sidste år. De småjazzede keyboardballader er skiftet ud med mere tempofyldte sange med skiftevis elektrisk og akustisk guitar og keyboard som hovedinstrument og både strygere og pedal-steel på flere numre. Sangene er fine, og vokalen er imponerende, med et stort register og en let hæshed i dybden, der får mig til at tænke på Lisa Ekdahl. Vi har ikke hørt det sidste til Sofie Daugaard.

Blue Cells ****

Blue Cells deltog også i Talent 015, og umiddelbart kan jeg ikke høre den helt store udvikling fra sidste år til nu bortset fra brugen af det særegent hylende instrument theremin, men bandet var også allerede løfterige dengang. Gruppen lægger godt nok ud med nogle tekniske problemer, hvor forsanger Jeppe Beck Holms guitar ikke kan få hul igennem, men da det endelig sker, er musikken ren vellyd. Det er bluesrock i den tunge afdeling med psykedeliske elementer og tydelig inspiration fra 60'erne og 70'erne med Jimi Hendrix og Led Zeppelin som nogle af de tydeligste referencer.

Jeppe Beck Holm har en solid, ret lys rockstemme, som trods hans unge alder på 18 år allerede lyder, som om den har en del år, smøger og liter sprut på bagen, og Tobias Skriver Møller er en fremragende guitarist, som får plads til lange og virtuose soloer, uden at det virker overdrevet. På 20 minutter når gruppen kun at spille tre, til gengæld lange sange, hvor især ”Sleepless” overbeviser med spændende skift mellem 4/4-takt i versene og en vuggende taktart i omkvædet, tilsat theremin og strygere. I modsætning til de øvrige deltagere fortæller gruppen ikke meget om de enkelte sange, men lader musikken tale for sig, og den taler ganske højt. Blue Cells har måske ikke genopfundet bluesmusikken, men de har styr på den, og det er jo en tidløs genre.

Emma Sand ****

Emma Sand deltog i Talent 014, 18 år gammel, og nu er hun så tilbage og nybagt student. De fire fine sange er alle forholdsvis afdæmpede med Sands stadig ungdommelige og uskyldsrene stemme og den akustiske guitar med diskret fingerspil i centrum, bakket op af ekstramusikeren Alexander Sloth på elektrisk guitar samt det faste backingband. Første sang, ”Savanna”, er opkaldt efter vinen af samme navn – ”på et tidspunkt følte jeg, at det var min eneste ven,” griner Sand selvironisk – og byder på lidt bluesinspiration, mens strygerne giver de efterfølgende sange mere liv. Potentialet er intakt, og Emma Sand har stadig alderen med sig.

Stephanie Maria ***** (billedet)

Stephanie Maria oplevede jeg ved den allerførste Talent-koncert i 2013. Dengang var hun spirende, men kun 17 år og en kende nervøs ved sin første offentlige koncert nogensinde. Sidste år var hun tilbage ved Talent i rollen som konferencier, og nu står hun så igen på scenen som sanger og sangskriver. Der er tydeligvis sket noget med hende de sidste tre år. De eftertænksomme og vemodige sange fra dengang er blevet udskiftet med langt mere udadvendte og energiske popnumre, hvor den keyboardspillende Stephanie Maria som den eneste af aftenens optrædende har medbragt en korsangerinde, den velklingende Heidi Trolle.

Åbningsnummeret ”Another One” bliver som aftenens eneste sang båret frem af et programmeret beat, og både det og afslutningsnummeret ”Wild Run” har klare hitkvaliteter, sidstnævnte i øvrigt med en fiffig bas-synth i bunden. Under ”Wild Run” begynder folk spontant at klappe, for første og eneste gang denne aften, og Stephanie Maria ser ud som en stjerne i svøb, med en stærk og ren popvokal, der kan nå højt op og giver visse associationer til et navn som Aura. Stephan Marie kan blive stor!

Emily Sick ****

Årets sidste navn er 2014’s deltager Steven Frederiksen, der nu har fået samlet et band omkring sig med fire musikere foruden ham selv. Denne aften spiller de dog mere lavmælt end sædvanligt, med to akustiske guitarer, el-bas og keyboard, men ingen trommer, fordi ”vores trommeslager spiller for højt,” som Steve Frederiksen siger. Frederiksen har selv lagt den guitar, han spillede på for to år siden, for at kunne koncentrere sig om at synge, og det gør han godt med en stærk, lys, vidtrækkende og let hæs stemme, der får mig på at tænke på så forskellige sangere som Jeff Buckley og Eddie Vedder.

Sangene er udmærkede, de akustiske guitarer giver musikken et udtryk af folk-rock, og Søren Larsens akustiske guitarsoloer sidder helt, hvor de skal. Jeg kunne nu godt have tænkt mig at have hørt Emily Sick, som de ”plejer” at lyde, med strøm og trommer, men talentet er ikke til at tage fejl af, og vi kommer helt sikkert til at høre mere fra dem.

Alt i alt absolut en fin aften med masser af randrusiansk talent. Stephanie Maria synes at være den mest grydeklare af aftenens deltagere, men de har alle noget at komme med. Årets kuld er dog en forholdsvis homogen gruppe med fire singer-songwritere og to rockgrupper. Der er hverken elektronika eller hiphop i år, og ingen med danske tekster, men der var måske bare ikke talentfulde deltagere nok inden for disse felter i år? Det skal dog ikke ødelægge indtrykket af en meget musikalsk og fremtidsrettet aften i Randers – jeg glæder mig til at følge udviklingen.

Og det nyrenoverede spillested? Lyset og lyden var i topklasse, og udsynet til scenen absolut fint. Velkommen til (mindst) fire år som regionalt spillested, og rigtig god arbejdslyst!

 

Husorkestret bestod af:

Ask Kjærgaard: Guitar og pedal-steel

Henrik Møller: Bas

Jan Møller: Keyboard

Kent Olsen: Trommer

Strygekvartet under ledelse af Kirse Westerberg.

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA