Just Like Heaven: The Cure strålede storslået mellem perlende pop og mørkrandet melankoli

The Cure, Forum

Just Like Heaven: The Cure strålede storslået mellem perlende pop og mørkrandet melankoli

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

De senere år er Robert Smith som en anden slags postpunket gothversion af Bruce Springsteen sammen med resten af The Cure begyndt at give maratonkoncerter, der med en ny sætliste hver aften kommer godt rundt i bandets imponerende bagkatalog. Når man dertil lægger, at The Cure i disse år er en afsindigt velsmurt enhed, der emmer af spilleglæde og overskud, er der al mulig grund til, at glæde sig, når bandet kommer til byen. Således også i aften, hvor selv ikke berygtede Forum kunne slå skår i glæden over en storslået odyssé rundt i melankolikernes kragesorte univers. 

Bandet lagde ud med en rygradsrislende Plainsong – som de i øvrigt også gjorde, sidst de spillede i Forum i ’08. Tindrende smukt og længselsfuldt indfinder magien sig øjeblikkeligt, og lyden i Forum er faktisk helt hæderlig. Vi bliver i Disintegration-land – faktisk får vi hele otte numre herfra før aftenen er omme – med Pictures of You, før de med High minder om, at de også mestrer at levere perlende pop til at lette tungsindet bare lidt engang imellem.

Bandet spiller fremragende, og det er lidt sjovt at se, hvordan Simon Gallup og Reeves Gabrels umiddelbart fremstår som hinandens modsætninger. Gallup ligner stadig en 25-årig, der kører en bøllet rockabilly-stil med højere hår end Morrissey nogensinde har haft og danser rundt med bassen et stykke under pikhøjde, mens den kun fire år ældre Gabrels ser ud som en mand på 60, og står støt og fast og leverer sine licks, riffs og soli. Fælles for dem er, at de begge leverer en forbilledlig indsats.

The Walk får karakter af en hektisk flugt og følges op af en sprudlende Inbetween Days, hvorefter Robert overfor publikum beklager, at han ikke har fået lært sig selv andre danske ord end ”tak”. Det går nok. Fra The Head On The Door får vi også Sinking, hvortil Roger O’Donnell serverer krystalklare synthtoner, der bringer associationer til blanke havoverflader.

Stikker stilfærdigt

Koncerten igennem gives der god plads til de lange instrumentale passager, der er lige så stor en del af bandet som Smiths vokal. Vi får et glædeligt genhør med The End of the World, der minder om, hvor gode sange bandet altså også har begået på denne side af årtusindeskiftet. Der er bare for få af dem. Sangene. Et næsten endnu mere glædeligt genhør er det, da de begiver sig ud i tourens første Bloodflowers-track, pragtfulde The Last Day of Summer, der elegant sætter sig i hjertekulen og stikker stilfærdigt fra sig.

Smith synger formidabelt og mestrer stadig de helt høje toner, ligesom han også minder om, at han har sin helt egen særlige spillestil på guitaren. Efter at vi er blevet suget ind i Charlotte Sometimes, løftes stemningen med Just Like Heaven, der er trist på tekstsiden, men ellers absolut opløftende og får sat gang i fællessangen i Forum, så Roger O’Donnell ikke kan holde smilene tilbage. I sangen drukner hovedpersonens elskede i det brusende hav, og vi får mere vand i storslåede leveringer af From the Edge of the Deep Green Sea og Prayers for Rain, før titelnummeret fra Disintegration sætter et kulsort punktum for første sæt. 

Det lovende og iørefaldende nye nummer Step Into the Light åbner koncertens andet sæt og beviser, at The Cure er mere end bare et nostalgisk ekko, før en dystert dragende Want fra det uretfærdigt udskældte Wild Mood Swings tager over, og dommedagsstemningen fuldendes med dystopiske Burn fra det i øvrigt stærkt anbefalelsesværdige soundtrack til The Crow. Hvis der ellers er nogen, der kan huske den? Ellers får den snart en reboot…

Buket af ørehængere 

A Forest afslutter andet sæt, og endnu en turnépremiere starter sæt nummer tre: Dressing Up fra The Top, hvorfra vi også får en bidsk og kontant Shake Dog Shake. Mixed Up-singlen Never Enough følger og fra Galore-opsamlingen får vi Wrong Number i en stærkt rockende udgave, der runder tredje sæt af.

En lige dele spindelvævslet og tungt gungrende Lullaby varsler ikke ligefrem den buket af ørehængere, der kommer til at afslutte koncerten, men det er jo fredag, og før vi får set os om, har vi ikke bare fået Friday I’m In Love, men også Doing the Unstuck, Boys Don’t Cry, Close To Me og Why Can’t I Be You? at gå hjem på, og så kan efteråret, mørket og kulturnatten ellers bare komme an.

Den omfattende koncert fløj af sted, og der var ikke en sang for meget, og hvis man som undertegnede drog ud i natten med lyst til endnu mere Cure, er det jo heldigt, at P6 Beat i morgen lørdag serverer hele seks timer af slagsen.

Robert Smith afsluttede koncerten med at love et gensyn. Det vil vi glæde os til! Og se så at få lavet det 4. 14 Scream-album færdigt.

 

Sætliste:

Plainsong
Pictures of You
Closedown
High
The Walk
Push
Inbetween Days
Sinking
All I Want
The End of the World
Love Song
Last Day of Summer
Charlotte Sometimes
Just Like Heaven
From the Edge of the Deep Green Sea
Prayers For Rain
Disintegration

2. sæt:
Step Into the Light (ny sang)
Want
Burn
A Forest

3. sæt:
Dressing Up
Shake Dog Shake
Fascination Street
Never Enough
Wrong Number

4. sæt:
Lullaby
Friday I'm In Love
Doing the Unstuck
Boys Don't Cry
Close To Me
Why Can't I Be You?



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA