Bisse: Højlandet

Bisse
Højlandet

Fremragende femmer fra den udfordrende sangskriver

GAFFA

Album / Showbisse Inc.
Udgivelse D. 03.10.2016
Anmeldt af
Espen Strunk

Han synger det selv, et sted her på sit femte album – på mindre end to år: ”Så gør som alle anmeldere gør / når de ikke ved, hvad de ser / kvittér med fire hjerter til livet.” Ordene falder i Seks Hjerter, tidligt på det nye dobbeltalbum og i en vokal levering, som kan bringe mindelser om en C.V. Jørgensen, mens Love Shop spøger i musikken.

Hvis man da skal drage sammenligninger, for Bisse er i ganske høj grad sin helt egen. Thorbjørn Radisch Bredkjær, som han egentlig hedder, dyrker stadig ikke just den traditionelle vers/omkvæd-struktur – Bisse kommer fra et andet sted, og med sig har han en stribe interessante, danske tekster. Fra relativt straight storytelling i Selfiedøden og Kongeegen til Laurentii Tårer, hvor alter egoet (?) Bisse italesættes:

”Det var dengang, søgemaskinen lige var kommet frem / Det var dengang, Bisse stadig var pigernes ven / siden er tiden gået hen og blevet en anden / Siden er tvillingen vokset op og blevet en fortvivlet mand.” Et besynderligt, besættende bekendtskab – og et album, som alligevel synes at komme sin lytter mere i møde end de foregående plader. Glimrende. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA