Legestue fuld af stortalent

Cory Henry & The Funk Apostles, DR Koncerthuset, Studie 2, København

Legestue fuld af stortalent

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Det er alt for nemt at trække det essentialistiske kort, når det gælder funk og soul. Men når en afro-amerikansk person med musikalsk baggrund og mere end 10 års erfaring på alverdens livescener træder på scenen med et backingband ved navn “The Funk Apostles”, er det genremæssige udgangspunkt ganske godt sat. Og der var heller ingen tvivl om, at den amerikanske pianist Cory Henry var kommet til København for at få sat gang i en ordentlig omgang funk, soul og gospel-inspirerede numre.

Henry er især kendt for sit virke som organist med Hammond B3 som hovedinstrument. Og aftenens hovedperson vidste nøjagtigt, at det var orgelet, aftenens publikum var kommet for at høre. En indsigt han brugte til at bygge op til det punkt hvor instrumentet endelig kom i brug. ”It doesn't matter what you do, as long as you do something” fik frontmanden sagt, inden hele bandet satte i gang med et sammensurium af James Brown og Marvin Gaye. Disse blev leveret med ægte coolness, attitude og masser af publikumsinteraktion, der fik Studie 2 til at vugge taktfast med fra start.

Især Coreys trommeslager leverede en stærk præstation med en knastør lilletromme og et minimalt udtryk, men med så tight levering, at den kunne skæres i skiver. Henry bestyrer samtidig sit instrument så erfarent, at orgelets fraseringer i mange tilfælde havde mere til fælles med sungne fraseringer end instrumentale. Ligeledes var hans vokal betonet af gamle referencer, som også blev visuelt illustreret ved hans gule hue. Et ganske fermt nik mod Marvin Gaye. Her var det især bandets version af ”Proud Mary” der viste Henrys kaliber som habil sanger. Ligeledes var det her, hvor aftenens to korsangere kom til sin ret og brillerede i fraserings-improviserede versioner af sangens vers.

 

Balancegang mellem fortænkte soli og band-leg

Men som mange andre koncerter af denne kaliber balancerede Cory og band mellem fortænkte og åndsfraværende, abstrakte soli og anfægtede, tilbagelænede perioder af total leg, hvor øvestemningen kom lidt for langt frem i førersædet. Sammenspillets fornemmelse tabte dog aldrig pusten og var lige så levende og intenst, som man kunne ønske, med præcision på selv de mindste udfald. Især var Henrys beskeder om at lægge betoningen skiftevis på 1- og 2-slaget et strejf af genialitet. Men det var selve formfigurerne og de alenlange udflydende stykker, der udmagrede de formmæssige aspekter af aftenens sætliste.

Der var ingen tvivl om Henry og bands musikalske kaliber. Især ikke på førnævnte ”Proud Mary” og på en gospelinspireret komposition i midten af sættet, hvor Henry strålede ekstra stærkt på sit instrument i et mellemsted mellem rock og gospel. Men hvis man netop har talentet, skal det også formidles unikt og åndsnærværende nok, hvis det skal rykke. Og flere steder i aftenens koncert trak ensemblet på lidt for mange sikre refræner i stedet for at gå hele vejen og vise sig som de innovatører, som især Henry har aspekter til at være. Men rystet bagdele, klappet og danset synkront fik det storsmilende publikum, og hvad betyder en overbelærende anmelders ord så egentlig i sidste ende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA