White Lies beviste endnu engang, at Danmark er deres hjemmebane

White Lies, Store Vega, København

White Lies beviste endnu engang, at Danmark er deres hjemmebane

Anmeldt af Rasmus Jensen | GAFFA

Tidligere på dagen havde GAFFA interviewet White Lies og blandt andet forhørt sig om deres forhold til Danmark, som de flere gange har sagt er noget helt specielt. Det bekræftede de igen og cementerede, at Store Vega er en af de bedste spillesteder, de nogensinde har spillet på. Det gav de også udtryk for på scenen, og stemningen var også derefter, tør siges.

Lad mig sige det med det samme. Mine forventninger var tårnhøje, efter engelske White Lies satte barren højt allerede med deres debutalbum "To Lose My Life…” fra 2009 og de efterfølgende koncerter på dansk grund. Og ja, mine forventninger blev indfriet og lidt til.

Med en dundrende succes fra år 0 af deres karriere i Danmark og med deres første guldplade nogensinde erhvervet også i Danmark kan man nærmest sige, at White Lies er blevet et nationalt husorkester i ordets bedste betydning. Som vel kun Suede kan gøre dem efter. 

Derfor var det også overraskende, at der ”kun” var næsten udsolgt i Store Vega. Om det var fordi, det var en dødssyg tirsdag aften, eller at deres seneste album ”Friends” ikke har fået den airplay, den fortjener, er ikke til at vide. Men det kan de kun fortryde, dem som ikke mødte op.

Sceneopsætningen var såre enkel: fire mand på scenen, nemlig de tre bandmedlemmer, Harry McVeigh (vokal/guitar), Charles Cave (bas) og Jack Lawrence-brown (trommer) og en keyboardspiller. Baggrunden var mørk og dyster, når ikke den blev lyst op af et lysshow, bestående af vinkelrette lyspærer, som blinkede i hovedsageligt rødt, blåt og hvidt. Det gav en god effekt i forhold til de synth- og basbaserede og til tider hårdtpumpede sange, der blev slynget ud over scenekanten.

Bandet udviste stor dygtighed, og med Harrys klare, dybe stemme var maskineriet kørt i stilling til en opvisning i, hvordan en koncert skal skrues sammen. 

Første nummer var også deres første single fra bandets seneste album, nemlig ”Take it Out on Me”, som fungerede overraskende godt og startede koncerten på bedste vis. Det var dog også den sang, som viste sig at være det, som fungerede bedst live fra deres seneste album. Publikum tog godt imod det, og stemningen indikerede et højt niveau denne aften. Som steg med de næste to numre, før endnu en ny sang, ”Hold Back Your Love” indtog scenen, og stemningen dalede lidt igen.

Det skal siges, at de nye sange ikke er dårlige. De skiller sig dog ud live, hvor især de gamle hits brænder stærkt igennem, og de nye blegner en smule.  Hvis White Lies ikke havde hitkataloget fra ”To Lose My Life…” havde numrene fra ”Friends” taget sig meget bedre ud, men desværre holdt de ikke helt distancen denne aften. Dog vil jeg fremhæve ”Don’t Want to Feel it All”, hvor Harry begav sig ud i en eminent guitarsolo, som desværre var den eneste under koncerten. 

Stemningen var elektrisk ved de gamle numre og specielt ved "Farewell to the Fairground” og ”Death” lettede Vega. Det så ud til, at publikum havde været med fra første album og nok ikke havde dyrket ”Friends” i lige så høj grad. Om det var derfor, folk ikke blev revet med, eller sangene bare ikke faldt i publikums smag, er ikke til at sige.

De to sange, som skilte sig ud som de mest atypiske White Lies-sange i aften, var uden tvivl ”Big TV” og ”Summer Didn’t Change a Thing”, som var i den mere punk-rockede ende af skalaen. En retning, jeg gerne så, de eksperimenterede mere i.

Hvis de nye sange var jævne  ud fra White Lies-standard, kompenserede resten af sættet til gengæld for dette. Det blev spillet tight og var skarpt skåret uden de store overraskelser undervejs. Det er dog ikke en kritik. Tværtimod, da kvaliteten var så perfekt udført og lyd- og lysbilledet så overbevisende, at den halvanden times koncert bød på mere kvalitet end kvantitet.

Nogle vil måske indvende, at White Lies kører efter den sikre stadion-rock-skabelon og minder tilnærmelsesvis om andre, ældre bands, blandt andet Joy Division, og ja, det gør de. Men gode sange fornægter sig ikke, og hvis de bliver udført som i aften og skaber en så intens stemning, så må de for min skyld gerne lægge sig i samme musikalske rille som andre.

White Lies udnyttede deres materiale til det ypperste og destillerede deres bagkatalog, så publikum fik det, de kom efter og mere til. Det kan godt være, de ikke lyder så unikke som andre, åndsbeslægtede bands. Men de formår til gengæld at holde et højt niveau fra start til slut og levere hits på stribe, som brænder sig fast, og som få andre bands er i stand til i dag. 

 

Sætliste:

  1. Take it Out on Me
  2. There Goes Our Love
  3. To Lose My Life
  4. Hold Back Your Love
  5. Unfinished Business
  6. The Price of Love
  7. Fairground
  8. Morning in LA
  9. Is My Love Enough
  10. E.S.T.
  11. Getting Even
  12. Summer Didn’t Change a Thing
  13. A Place to Hide
  14. Don’t Want To Feel it All
  15. Death

Ekstra:

  1. Big TV 
  2. Come On 
  3. Bigger Than Us 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA