Electronica - dengang og nu

Jean-Michel Jarre, Falconer Salen, København

Electronica - dengang og nu

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Lad mig indlede med en servicemeddelelse: Kære læser; du har nok en kærlighed til elektronisk musik, og eftersom du interesserer dig for Jean-Michel Jarre, så tillader jeg mig at gætte på, at du ikke er blandt de sidste dages hellige, men muligvis har dyrket genren i nogle år. Du har sikkert læst anmeldelser af franskmanden gennem tiden (og angiveligt også Kraftwerk, Depeche Mode, Aphex Twin og The Knife) forfattet af de evigt afdankede rockanmeldere, som lever efter en særpræget form for logik, der, så vidt jeg kan regne mig frem til - og her må I have mig undskyldt, for jeg har meget svært ved at følge tankegangen - handler om, at musik lavet med maskiner (nejnej, en elektrisk guitar er ingen maskine, heller ikke når den spilles gennem et væld af pedaler, fy da, at du overhovedet kan tænke tanken - Judas!) er bedaget og forældet, mens musik af gamle, hensygnende hvide og stinkende rige mænd, der f. eks. gør sig i juleplader, er vejen frem. I'm with Sex Pistols, no future, man.
 
Skulle du så alligevel, kære uhellige tølper af en læser, være af den opfattelse, at musikalsk værdi ikke nødvendigvis er lig trætte dansklæreres evne til at analysere floskler på baggrund af tekstunivers, tilsæt selv Freud efter behov, og skulle du ligefrem mene, at du hellere vil læse om elektronisk musik fra en fyr, der selv er musiker ud i genren, som har oplevet alt fra Philip Glass og Laurie Anderson over Kraftwerk og Depeche Mode til Orbital og Felix Kubin live, været på toilet med Karlheinz Stockhausen (!) og som, nåja, lad os da være ærlige, rent faktisk ved en smule om det han taler om, så læs blot videre.
 
Lyd og lys
Koncerten med Jean-Michel Jarre i Falconer Salen meldtes hurtigt udsolgt, og sandt er det da også, at franskmanden først og fremmest er berømt for koncerter i noget større målestok. Og efter klapsalver at dømme da musikken gik i gang, så er Jarre stadig en populær herre, hos et publikum, der i øvrigt stak i mange retninger, fra unge til ældre, fra electronicanørder over bedsteborgere og til gothpunks.
 
Helt fra de indledende bastoner stod det klart, at lyden i Falconer Salen ikke var skudt helt ved siden af. Bevares, visse numre fungerede bedre i salen end andre, men generelt var lyden flot hele vejen igennem, med dyb og defineret bas, punch i rytmik og plads til både melodier, sequencergange, lydeffekter og alle de andre elementer, der er på spil i Jean-Michel Jarres musik, som alle dage har sværget til netop lydbillede som helhed. 
 
Også visuelt var teknikken i top. Sortklædte Jarre og hans tre musikere stod delvist dækket af bevægelige LED-skærme, som lyste op i alskens geometriske former og grafiske bevægelser, her og der også med egentlige filmsekvenser, bl.a. close-ups fra scenen, udstyr, etc. Det at skærmene var bevægelige og placeret i lag gav mulighed for en masse visuelle effekter, som blev livligt - og i mange tilfælde også ret fantasifuldt - vendt undervejs. Laserstråler i alle regnbuens farver og mere til, blev det selvsagt også til - dog ingen fyrværkeri, af åbenlyse årsager. Når jeg dvæler lidt ved netop koncertens visuelle udtryk, så er det fordi, Jarre altid har dyrket en tæt forbindelse mellem sin musik og visuelle udtryk, hvorfor der også er nogle forventninger til hans shows i den retning - på godt og ondt - men jeg må give franskmanden og ikke mindst hans tekniske stab, at det rent faktisk lykkedes dem at diske op med nye og spændende visuelle påfund i løbet af koncerten, hvilket i og for sig er pænt imponerende i en verden, der dagligt flyder over i en lind strøm af hastige billeder over alt på nettet og telefonen.
 
Fokus på nyt
Jean-Michel Jarre har i de senere år været travlt beskæftiget med at arbejde sammen med en lang række kolleger inden for den elektroniske musik - Laurie Anderson, Vince Clarke, Tangerine Dream, Gary Numan, Pet Shop Boys, Gesaffelstein, Fuck Buttons og mange flere - hvilket har resulteret i to albumudgivelser, og det var i høj grad musik hentet herfra snarere end en art greatest hits-kavalkade, der udgjorde koncertens sætliste. Måske ikke overraskende var valget overvejende faldet på de instrumentale numre, et fornuftigt valg, ikke fordi de vokalbårne numre fra de to "Electronica"-album er dårlige, men fordi franskmanden jo altså ikke lige kan slæbe rundt på Peaches, Gary Numan, Laurie Anderson og Moby til hver eneste koncert.
 
Der blev dog gjort en undtagelse undervejs i form af nummeret "Brick England", indspillet med Pet Shop Boys, hvor Tennants vokal var bevaret, men filtreret gennem noget vocoderværk, nummeret delvist rearrangeret i retning af noget lidt mere instrumentalt. Men vi kommer bare ikke uden om, at Neil Tennants vokal i koncertsammenhæng er ikke helt det samme uden Neil Tennant selv.
 
Så fungerede de nye instrumentalnumre bedre, ikke mindst de indledende "Heart Of Noise" Part 1 og 2, den electrosynkoperede og melodiøse "Circus" samt den technofrenetiske "Exit", med spoken word-passage af Edward Snowden, hvis hacker-etiske pointer fik varme klapsalver med fra salen. Også det nye nummer, "Web Spinner", med pletvis smag af både skweee og Herbie Hancock, fungerede rigtig godt, på samme måde som "Conquistador" vandt ekstra dimension, da franskmanden trak guitaren frem og leverede industrialrock a la Nine Inch Nails.
 
Klassikere
Et par af de gamle klassikere blev det også til, og det var, måske ikke overraskende, disse numre, der høstede størst bifald undervejs. "Oxygene II" var fremragende, lyden formidabel og en Jarre travlt beskæftiget og fordybet i sine elektroniske instrumenter. Også "Oxygene IV", let rearrangeret til lejligheden, fungerede fint og fik i den grad folk op af stolene og kæmpemæssigt bifald. Et personligt højdepunkt var den melankolske "Souvenir Of China", der fremstod lydmæssigt noget nær perfekt, badet i laserarkitektur, og det slog mig, i hvor høj grad den moltunge akkordprogression ramte plet; jeg har minder associeret med det nummer om folk, der ikke er her længere, nogle for egen hånd - et bevægende øjeblik, hvor musik og lys gik op i en højere enhed.
 
"Equinoxe VII" blev udsat for et lidt spøjst arrangement med tung rytmik, der ikke desto mindre spillede, mens koblingen af "Equinoxe IV" med Glory, sidstnævnte lavet i selskab med "M83", i mine ører ikke rigtig udspillede sig som lykkeligt venskab - idéen var sjov, men der er nok for langt mellem de to verdener. Den famøse laser harp blev taget i brug på "The Time Machine", og flot var den med sine skarpe grønne stråler. Man kan så diskutere, om instrumentet er skabt til så hastige toner, som franskmanden forsøgte sig med ved denne lejlighed, men skulderklap for at lege med improvisation på strålerne, som jo ikke just er verdens letteste instrument at betjene.
 
Inden vi skulle hjem fik vi også lige prøve på Jean-Michel Jarres kommende album - en fortsættelse på ny til "Oxygene", og flot var lydbilledet, bestemt, men lige så sprudlende opfindsomt som sin berømte forgænger? Hånden på hjertet; nej.
 
Lad os alle bede...
Koncerten var med siddepladser, men efterhånden som forestillingen skred frem stod det klart, at en stor del af materialet i høj grad var hentet fra franskmandens mere energiske ende af spektret - sine steder gik der rave i den. Igen og igen rejste folk sig, igen og igen bad vagter dem stille om at sætte sig - på trods af Jarres tydelige fagter om det modsatte. Det resulterede i den der spøjse oplevelse af at være i kirke - er det nu, vi skal rejse os? Skal vi sætte os igen? Hvordan er det nu?
 
I virkeligheden havde det nok været bedst at rydde gulvet i Falconer Salen til stående - dansende - publikum og bevaret balkonerne som siddepladser, for som seancen udspillede sig, så blev det lidt af begge dele, med det resultat at de, der gerne ville stå og bevæge sig, måtte sætte sig igen (og igen), mens de, der gerne ville sidde, til tider havde svært ved at se for stående og bevægelige tilskuere.
 
Ikke desto mindre fungerede koncerten fint, især første to-tredjedel, hvor Jarre selv lavede mest reelt instrumentalt, og hvor både han og hans to musikere virkede skarpe. Der gik måske, hen imod slutningen, lidt forceret fest i den, komplet med mobiltelefonbilleder af publikum og højt humør, men det meste af koncerten ramte man en modig balance mellem nye numre, og ny lyd, samt gamle og genreskabende klassikere. Læg hertil en generelt flot livelyd hele vejen igennem samt et visuelt show, der rent faktisk levede op til, hvad man forventer af Jean-Michel Jarre - også selvom her hverken var Eiffeltårn, pyramider eller tre-fire millioner tilskuere. Jeg svinger mig lige op på fem stjerner - og sender i øvrigt, på falderebet, franskmanden en hæderlig tak for i alle årene at have tirret alverdens fodformede rockanmeldere. Men, helt ærlig, Jean-Michel - drop nu de der håndbækkener og slæb en ekstra Moog med i stedet.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA