For mange ting glippede for de rutinerede herrer

Kristian Leth, Koncerthuset, Studie 3, København

For mange ting glippede for de rutinerede herrer

Anmeldt af Andreas Sorgenfrei | GAFFA

Arkivfoto

Meget er sket med Kristian Leth, siden han for første gang, midtvejs i 00'erne, dukkede op på skærmen, som velklædt og til tider flabet vært på DR1-musikprogrammet LIGA.

Få år senere gik smagsdommeren så selv planken ud og prøvede sit eget musikalske talent af, da han med barndomsvennerne, brødrene Nordsø, dannede orkesteret The William Blakes og udgav det fremragende debutalbum, “Wayne Coyne”.

Og lykkeligvis for Leth har karrieren aldrig siden debuten lidt de store dyk. Tværtimod synes den nu 36-årige kunstner med årene at have bredt sin palet ud til at være blevet et allestedsnærværende fænomen i kulturelle sammenhænge. Forfatter, musiker, producer og ikke mindst prisbelønnet radiovært er blot nogle af Leths mange titler, som årene er gået.

Sidst denne anmelder hørte Leth og co. live, var i Pumpehuset tilbage i 2009, hvor The William Blakes inviterede til fastelavnsfest og gav fadøl til alle udklædte publikummer. Oplevelsen dengang var stor, og bandet spillede ualmindeligt godt, sideløbende med at de blev gæstet på scenen af nogle af landets helt store kunstnere. Særligt Nikolaj Nørlund huskes for sin autentiske slæbende udgave af Iggy Pop og David Bowie's 70er-klassiker, “Nightclubbing”

Det var dengang i Pumpehuset med andre ord et brag af en fest, som på et tidligt stadie i bandets karriere cementerede deres status som et musikalsk flagskib for den kreative klasse. Bandet viste for mange yngre bands på det givne tidspunkt vejen frem med deres eget indielabel, Speed of Sound. For ikke at tale om bandets revolutionære tilgang til skabelsesprocessen omkring deres indspilninger, hvor mantraet bestod i ikke at sige nej til hinandens idéer og lade kunsten leve sit eget liv.

Stor integritet og charme

Kristian Leth er i år for anden gang aktuel på dansk og i eget navn med albummet “Fremmed Land”. Med sig på scenen i Koncerthusets Studie 3 til at indvie publikum i sit poetiske univers havde Kristian Leth et band bestående af bassisten Moogie Johnson, guitaristerne Lasse Boman og Jacob Funch, trommeslager Tobias Lange og ikke mindst Fridolin Nordsø på percussion.

Lad der ikke herske nogen tvivl om, at alle i Leths orkester fra start til slut spillede med stor integritet og charme. Særligt mindeværdigt opstod der flere steder momenter af skønhed i den dynamiske guitar-weaving mellem Boman og Funch, som nok ville få Keith Richards til at løfte på øjenbrynet en ekstra gang, hvis han havde været til stede et sted i den halvfyldte sal. De to guitarister spillede flot op ad hinanden, og særligt Funch gik rent hjem hos denne anmelder med sin kølige attitude og sit sikre greb i sliderøret.

Moogie Johnson var ligeledes et yderst charmerende bekendtskab på scenen og gav én en følelse af at være i godt selskab. Selv når det hele sejlede en smule, var Moogie konstant beredt med et afvæbnende smil, noget man godt kunne have ønsket sig at se i højere grad hos frontmanden selv.

En sang som “Høstmånen” fra den nye plade fungerede rigtig fint som roligt tilløb i sættets begyndelse, og senere nåede melankolien nye højder med den drævende og lyrisk virkeligt velfungerende “Tønder”. Bandet var her helt enige om, hvor skabet skulle stå, og det var en lettelse at mærke for publikum. En lignende fornemmelse satte sig i kroppen under sange fra debuten, som “Hjemad Igen” og “Når Lysene Går Ud”.

Ej sikkert i havn

Desværre var der også samlet set for mange ting, der glippede her og der for de rutinerede herrer. Afslutninger løb underligt ud i sandet, ligesom der flere steder opstod uenighed om akkorder og overgange.

Der blev tilsyneladende også taget lidt løst på sætlisten. Og det lod til, at Leth et stykke hen ad vejen kom op med sangenes rækkefølge på stedet for at råbe dem videre til orkesteret, der troskyldigt hang på.

I princippet kan jeg godt lide tanken om denne løse tilgang til at spille et sted som DR’s koncerthus. Og det ville måske også godt have kunnet gå, hvis blot sangerens western-guitar ikke med jævne mellemrum gik ud af stemning og blev et forstyrrende element.

Løbende skulle der stemmes, og kontakten til publikum glippede desværre momentært på den konto. For selvom bandet viste overskud ved at lave sjov med det akavede i situationen, var det alligevel ærgerligt og skæmmende for det samlede helhedsindtryk, at udstyret på den måde skulle vise sig at svigte. Der kom derfor aldrig for alvor et stabilt flow mellem numrene gennem sættet. Og det var en skam.

Afslutningen med en dansk version af Neil Young-klassikeren “Helpless” som ekstranummer flyttede ej heller nogen bjerge for den samlede bedømmelse af aftenens koncert med Kristian Leth og det skønne band. Og der bliver altså kun kvitteret med tre stjerner i denne omgang herfra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA