Skarpslebet sammenspil i markant magtdemonstration fra Olsen og band

Allan Olsen med band, Train, Aarhus

Skarpslebet sammenspil i markant magtdemonstration fra Olsen og band

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Efter en længere periode med solooptrædener har Allan Olsen nu samlet sig et band – for første gang i hele otte år. Hvis man altså fraregner de to D’damer-koncerter i 2013. Og Olsen med band er bestemt en lige så forrygende oplevelse, som det er at se den begavede nordjyde folde sig ud solo.

Efter en absolut kompetent opvarmning fra Thy-drengene i Jonah Blacksmith indtager Olsen – iført sygekassesolbriller – og bandet scenen og fremfører en nærmest shamanistisk messende 49, hvor Olsen, siddende midt mellem sine musikalske håndlangere, bryder ud i djævelsk gnækken. En stemningsmættet og atmosfærisk åbner, der viser bandets spændevidde. Sammenspil og vokalharmonier rammer lige, hvor de skal.

Tilfældigt Strejfet har i arrangementet fået et, ja… strejf af Dylan anno Blonde On Blonde, og ligesom sin nobelprismodtagende kollega er Olsen heller ikke bange for at servere velkendte sange i nye klæder, hvilket blandt andet en elektronisk klingende Frossen Fuldmåne vidner om. Så har man hørt det med. Heldigvis.

Nye numre

Hvis man kender lidt til aftenens hovedperson, ved man, at sangskrivning ikke ligefrem er hans yndlingsdisciplin. Forbandet, når nu han er så god til det. Så derfor er det en glædelig overraskelse med hele tre nye sange i aftenens sæt, en marcherende om hans far, der var landpost, en om en knægt, der spiller mundharmonika (med linjen: ”skolen passede bedst til pigerne – og de drenge, der var ligesom dem”) og en om, at mågerne skydes, hvor Yates og Baudelaire nævnes side om side med ”hashtag” og ”LOL”. Alle viser de, at pennen stadig er hvæsset hos en af landets bedste sangskrivere. Men der er ingen grund til, at de bliver forsøgt yderligere gengivet på skrift her. De skal høres. Det fortjener de.

Vi kommer godt omkring i aftenens sæt, der også genremæssigt strækker sig vidt, og man lades på intet tidspunkt i tvivl om, hvorfor det lige er Lars Skjærbæk, Thomas Alstrup, Simon Alstrup, Mads Andersen og Gæst Vincent, der blevet udvalgt til at flankere frontmanden til disse koncerter. Fra fantasriske Onomatopoetikon får vi Rolig Rolex, hvor Olsen og bandet for alvor flekser de musikalske muskler i en afdæmpet, men sammenbidt magtdemonstration, før Aston Martin 66 viser andre facetter af talentet i en varm og levende version med glødende orgel.

De lykkedes faktisk at få det meste af Train til at skrue ned for snakken under den akustiske afdeling, hvor der kun spilles foran én mikrofon, og særligt Lille Ørred lyder, så englene synger en tåre frem i øjenkrogen.

Besættende

Mergelgraven har fået en huggende og mørk overhaling, der ikke ligger langt fra Neil Youngs ”Ordinairy People”. Sejt swingende, tungt og møgbeskidt. Op Til Alaska leveres med enormt overskud fra både folket på scenen og fra publikum, der tager sig af omkvædet og sender kuldegysninger af flugtfornemmelser og uventet udelængsel gennem rummet. Eller var det bare mig?

Til forskel fra Olsens solo-seancer er de vittige og skarpsindige bemærkninger mellem numrene tonet ned – i hvert fald i hovedsættet. Selvfølgelig er han langt fra tavs og siger mere end de fleste andre spillemænd, men hovedsageligt holder han sig til at lade musikken og teksterne tale det meste af første sæt, der slutter med en højdramatisk Rødt Jern.

Allan klappes ind igen, og han har taget sin akustiske guitar med. Der kommer masser af forslag fra publikum om, hvad han kunne spille på den. De ignoreres heldigvis, og i stedet får vi en besættende fremførelse af Streger Af Slim. Komplet med solo og slide på mikrofonstativet. Herefter kommer bandet ind, og vi får den sørgeligt højaktuelle Wir Will Ein Danmark, fortrinlige Lad Min Regning Stå og en stadionrockende afslutning med Gajo Verden Gajo Værd, der også lige får citeret Springsteen The River undervejs.

En respektaftvingende præstation fra Olsen og det mere end solide band, der får fem meget store stjerner med på vejen herfra. Og en solid portion, hep, respekt, millitærgevær.

 

Sætliste:

49
Tilfældigt Strejfet
Ny sang
Rolig Rolex
Aston Martin 66
Frossen Fuldmåne
Ny sang
Lille Ørred
Ny sang
Mergelgraven
Op Til Alaska
Rimmerby Strand
Rødt Jern

Ekstra:
Strejer Af Slim
Wir Will Ein Danmark
Lad Min Regning Stå
Gajo Verden Gajo Værd


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA