Bad Afro Records kan roligt tage 20 år mere

Baby Woodrose, Narcosatanicos og Telstar Sound Drone, Bad Afro Records 20 år, Loppen, København

Bad Afro Records kan roligt tage 20 år mere

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Pladeselskabet Bad Afro Records har på mange måder formået det, man skulle tro var umuligt. Gennem en stålsat dedikation til musikkens undergrund har pladeselskabet med base i København nu taget fat på sit tredje årti. De sidste tyve år er Lars Krogh på mere eller mindre egen hånd gået den vej, han følte rigtig og satset på noget, der aldrig ville passe ind i P3’s æter eller for den sags skyld formå at sælge særligt mange eksemplarer.

I mange år har Lars Krogh ladet sig alliere med en af Danmarks absolut mest innovative rockmusikere, Lorenzo Woodrose. Manden, der også kaldes Guf, er nærmest blevet en maskot for pladeselskabet, og gennem sin genskabelse af den psykedeliske stofoplevelse hos Spids Nøgenhat er han i det format blevet et folkeeje, hvor han sammen med Baby Woodrose befinder sig bedst blandt garagerockens hårdere kerne. Lorenzo Woodrose har det med at veksle lidt mellem de to, og lige nu gælder det Baby Woodrose, der i september udgav albummet ”Freedom”.

Lorenzo Woodrose har i det hele taget haft ret stor indflydelse på hele eksistensen i Bad Afro Records. Selvom bandet og pladeselskabet har forsøgt at bevæge sig langt udenom kommercialismens favntag, vidner dokumentaren ”Born To Lose” om, at mainstreamen ikke nødvendigvis er en gennemsyret dårlig ting. Regningerne skal jo betales.

Den tyve års jubilæumsfest for Bad Afro Records var rykket ud på Loppen på Christiania – et meget passende sted, når det kommer til en sådan en laissez faire tilgang til hele musikbranchen. Foruden gæsterne var de psykedeliske Telstar Sound Drone og de eksperimenterende Narcosatanicos inviteret til at sende pladeselskabet ind i sit nye årti. Ud over de yngre bands, der styrede de dedikerede fans ind den nye tid for pladeselskabet, stod Baby Woodrose for enden af den lysende tunnel og bød publikum velkommen.

 

Telstar Sound Drone ****

Manden bag Bad Afro Records havde valgt lidt, der præsenterede hele paletten af pladeselskabets musikalske profil. Gennem optrædener fra Telstar Sound Drone, Narcosatanicos og Baby Woodrose gav programmet udtryk for pladeselskabets diversitet og musikalske udvikling i lige så høj grad, som udviklingen i den danske undergrund gennem de seneste tyve år. Hvad der startede udi garagerocken har udviklet sig til noget psykedelisk, hvor Telstar Sound Drone var eksemplet. Har man oplevet bandet fra København før, er man klar over, at det er højt. Og det er ikke bare højt på den måde, som AC/DC eller Motörhead påstod det. Det er et lydniveau, der giver en øjeblikkelig ringen for ørerne.

Den underlæggende drone udgjorde essensen af lydbilledet, hvor mudrede garage-elementer blev lagt ovenpå. Forsanger Sean Jardenbæk smøg sig op ad mikrofonstativet, mens galskaben blev udledt gennem tamburiner og maracas. På ”Drugs Help” blev der skruet op for det psykedeliske, og igennem nummeret blev lydfladerne strakt ud, hvilket gav en omfavnende og drømmende effekt. Foruden det ellers psykedeliske lydbillede var bandet begravet i farverige visuals, der kendetegner den psykedeliske koncert. På ”Dead Spaces” blev der skruet ned for hastigheden, og i et lydbillede, der trak på en smule deltablues, mødtes publikum og band i den totale udkoksning.

 

Narcosatanicos *****

I Danmark findes der ingen som Narcosatanicos. I bandets aggressive og intimiderende lydflader, der udgøres af hele tre guitarister, er Narcosatanicos muligvis det tætteste, man kommer på lyden af den soniske apokalypse. På Loppen druknede det mørke lys orkestret, der kun fremkom som skygger i de blodige nuancer. Saxofonist Zeki Jendyl Søgaard bød publikum ind i hypnosen, der fik sit udsprang i den doom-prægede ”Vulvic Church” fra bandet nyudgivne album.

Narcosatanicos var uden tvivl aftenens mest eksperimenterende band, der efterlod et todelt publikum. Nogle lod sig opsluge af den diabolske hypnose, hvor andre måske stak i baren for at købe endnu en Christiania-øl. Men det er ofte også udfaldet, når noget bliver til kunst. For Narcosatanicos er ikke bare musik. Det er en oplevelse og en tilstand, der kræver det øjeblikkelige fokus, der for nogen er umulig at undgå og derefter at slippe. Hvor det samlede lydbillede er ondt og intenst, som det blev gjort klart på ”Vile”, formåede Narcosatanicos alligevel at berolige. Den messende saxofon og Victor Kims grumme skrig havde stor andel i lyden af det makabre syretrip. Det makabre trip, vi ikke ville have været foruden.

 

Baby Woodrose *****

Mange var uden tvivl kommet for at opleve Baby Woodrose. Indtil Spids Nøgenhat så sin gendannelse, var Baby Woodrose bandet, hvor formanden Lorenzo Woodrose brugte det meste af sin tid. I dag virker det som om, at tiden er lidt delt op mellem de to projekter, og hvor Spids Nøgenhat er psykedelisk og en hyldest til 70’ernes frisind, er Baby Woodrose klassisk, dansk garagerock, som vi oplevede det op gennem 90’erne. Hvor de to tidligere bands havde en forholdsvis introvert scenetilstedeværelse, var Lorenzo Woodrose langt ude over scenekanten, allerede inden musikken gik i gang. Det var lidt som om, at han stod hjemme i sin dagligstue. Men i virkeligheden er Loppen og Christiania måske ikke så langt væk derfra, da stedet netop har haft stor indflydelse på udbredelsen af den danske garagerock.

Sætlisten var i dagens anledning skrevet af Lars Krogh. I virkeligheden var det jo hans aften, selvom han for det meste stod observerende og lidt gemt væk ved siden af scenen. Lorenzo Woodrose forsikrede os om, at sættet skulle blive langt til stor begejstring for det fyldte spillested.

Der var nye perler og gamle travere, og hvor Baby Woodroses seneste album ”Freedom” er skrevet med et udgangspunkt i slaveri og undertrykkelse, gav de ældre numre et godt modspil til et sæt, der en gang imellem handlede meget om menneskets maskinelle eksistens.

Lorenzo Woodrose har på det seneste album kastet sig over overforbruget af sociale medier og andre maskiner, og bandets optræden blev derfor pludselig en smule politisk. Der var i hvert fald et budskab, der skulle igennem. På ”21st Century Slave” fik de sociale medier et skud, hvorefter bandet blev fortalere for friheden på nummeret ”Freedom”, som mange af os muligvis kender fra den amerikanske folkemusiker Richie Havens’ optræden på Woodstock.

Igennem sættet var der skruet op for intensiteten, så væggene og loftet næsten begyndte at svede. I et sumpet og fuzzet lydunivers, der blev bragt af sted af Lorenzo Woodrose med sine betagende guitarsoli, og da klokken roligt nærmede sig to, rundede Baby Woodrose sættet af med en tromlende udgave af ”Born To Lose”.

 

Bad Afro Records blev fejret på behørig vis. Mændene og kvinderne var iklædt deres T-shirt med det ikoniske logo, der blev købt lidt vinyler og drukket en masse økologiske Christiania-øl. Jubilæumsfesten for det efterhånden legendariske pladeselskab beviste, at der stadig er liv i label-kulturen. Bad Afro Records tager tyve år mere. Det er jeg sikker på.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA