Rappere er de nye rockstjerner

Chance the Rapper, Falconer Salen, København

Rappere er de nye rockstjerner

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Rappere er de nye rockstjerner

For når amerikanske Chance The Rapper indtager Falconer Salen i København, er det med en velforsynet merchandise-bod, lightere tændes under sjælfulde numre, og aftenens hovedperson løber fra den ene ende af salens scene til den næste med udspilede næsebor og et gennemborende blik på sit mere end hengivne publikum.

Og især publikum gav sig tydeligt til kende til Chance første danske headliner-koncert. Rapperen indtog scenen på ”Angels” med stakåndede rim, der halvt blev spyttet i mikrofonen, halvt overladt til publikum at råbe op mod scenen, alt imens der blev hoppet taktfast til trackets hæsblæsende tempo. ”I’m the blueprint to a real man” skreg Chance, alt imens lyden af den soulede og langt mere nedtonede ”Blessings” overtog lydbilledet. Chance the Rapper er skabelonen på, hvordan moderne rap er stykket sammen af eklektiske referencer af alt fra dixieland jazz, over hardcore gangsterbeats til soulede og nedtonede r’n’b-akkordflader. Alt sammen noget, der går op i en højere enhed i Chance the Rappers masterplan, hvor hans stærke vokal og altoverskyggende flow leder slagets gang.

 

Aldrig helt den hedonistiske fest

I Falconer Salens forbandede koncertsal var det dog i store dele af koncertens længde med utydelig lyd hos især bandet, trods deres storspillende liveperformance. Og dertil en vokal, der var så lav, at det var svært rigtigt at separere fraserne på Chance hurtige og fabulerende rap. Så er det godt, at man har et publikum, der har ventet længere end tilbage til Acid Rap-mixtapet på at se Chicago-rapperen på en dansk scene til eget show. På ”Pusha Man” var det mere end noget andet publikum, der reciterede enhver strofe i den Curtis Mayfield-inspirerede banger, som kunne høres ud igennem salen. Blev der kastet formaninger fra scenen om at hoppe, klappe og kaste udstrakte håndflader ud over det hele, blev det prompte ført til ende. Det var et langt mere dedikeret publikum, end det ses til nogen rockkoncert mere. Fremtiden tilhører dem, der kan spytte rim.

Men efter en hæsblæsende start blev der sat et andet tempo på sagerne, hvor især de lange monologer, som hovedpersonen badet i to spots fabulerede til sit publikum, satte en stopklods for den hedonistiske abefest. Men med det store spænd i produktionen bag Chance’ ord kunne koncerten sagtens holde at komme et par gear ned. På ”Summer Friends” med omkvædet fra ”Friends” med Franics and the Light i en ultra-soulet udgave blev der tændt stjernehimmel i Falconer. Både på scenen med de virkningsfulde visuals og med publikums telefoner og sporadiske lightere. Sidstnævnte et værktøj, der også blev brugt flittigt til at tænde op under medbragte joints ad libitum.

Men der blev også plads til et trap-hit, hvor bassen endelig viste sin fulde kaliber på ”Mixtape”. Og en stor svedig dansefest på den vilde, 90’er-inspirerede ”All Night”. Herligt akkompagneret af især den medbragte trompetist og Chance-pianist der lagde de flydende og jazzede akkorder på numre som på ”Brain Cells”. Bandet var flere gange sat bagud på grund af lyden i salen, men brillerede, når det lod sig gøre på især de mere tilbagelænede numre. Og det samme var nok gældende for aftenens hovedperson, der virkede langt mere komfortabel i r’n’b-numrene end på de mere trappede tracks. Det var til hans fordel og skulle måske have været kørt i stilling fra starten i stedet for at tage bremsen halvvejs. Men som manden selv siger:

”They don’t give nothing away/you gotta fight for your way/and that don’t take nothing away/cause in the end of the day/music is all we got”.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA