Live og i live

Pet Shop Boys, Operaen, København

Live og i live

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Den engelske duo Pet Shop Boys har gæstet Danmark faktisk en del igennem de senere år, og det er sågar lige blevet annonceret, at de også kigger forbi Odense næste år, og skal man dømme efter den just overståede koncert i Operaen, København, så er der noget at glæde sig til, også for dem, der har billet til showet i morgen.

Rammerne var naturligvis flotte i Operaen, og det samme var lyden, om end der måske, sine steder, kunne have været lidt mere punch i bassen. Der var naturligvis tale om siddepladser, men akkurat som det var tilfældet hos Jean-Michel Jarre (med hvem Pet Shop Boys jo tidligere på året indspillede nummeret "Brick England") i Falconer for halvanden måneds tid siden, så blev det til en del vi-rejser-os-og-sætter-os-igen koncerten igennem. Det havde måske nok været bedst med ståpladser, evt. balkon siddende, men fred nu være med det.

Pet Shop Boys er naturligvis Neil Tennant på vokal – denne gang også en lille smule synthesizer på et par numre – samt Chris Lowe på tangenter; han havde lidt flere synthesizere med end vanligt. Og der skulle vise sig at være en god forklaring, for i stedet for det, fristes man til at sige, vanlige arsenal af dansere i opfindsomme kostumer, havde d'herrer Tennant og Lowe valgt at medbringe tre ekstra musikere, to hanner, på elektroniske trommer og synthesizere samt backing-vokal og en hun, ligeledes på backing-vokal og synthesizere, men også på et par numre elektrisk violin.

Der var stadig backing tracks, naturligvis, Pet Shop Boys' musik ville ikke fungere uden, men det var meget tydeligt, at man stillede op i en formation, der ønskede at levere flere centrale dele af musikken live, hvilket for mit vedkommende var koncertens måske stærkeste kort. Det betød, at der var perioder, hvor niveauer ikke nødvendigvis var helt perfekte, at der var temaer (kun enkelte), som ikke blev eksekveret milimitertight, men det betød jo lige netop også, at hele forløbet havde et rigtig lækkert live-feel, for alle fem aktører fungerede godt og effektivt sammen som band, hvilket var en fornøjelse at være vidne til.

 

Sætlisten

Ikke overraskende bød aftenens sætliste på en del numre fra gruppens seneste udspil "Super", som jeg personligt synes byder på både gode såvel som mere jævne ting. Et højdepunkt herfra var dog den dystert humoristiske "The Dictator Decides", komplet med totalitær belysning, et nummer om hvilket man velsagtens kan sige, at det var profetisk, da det udkom tidligere på året og, nåja, noget nær dokumentarisk her et halvt år efter, med tekststumper som "The joke is I'm not even a demagogue, have you heard me giving a speech? My facts are invented, I sound quite demented" – det taler vist for sig selv. 

Der fulgte en periode med ømme ballader, afsluttende med en ekstra balladiseret udgave af "Home And Dry", som nok var lidt for meget af det søde til min smag. Det stående publikum havde for længst sat sig, og der blev generelt spillet en del nyere materiale, dog også i den mere livlige – og sarkastiske – ende, bl.a. med gode versioner af "Love Is A Bourgeois Construct", som gjorde fin brug af den elektriske violin, og "The Sodom And Gomorrah Show", begge sange af nyere dato, som er glimrende eksempler på, at Pet Shop Boys bestemt kan endnu.

Det hele blev naturligvis serveret med flotte visuelle effekter, obligatorisk storskærm, imponerende flot lasershow, et par kostumeskift undervejs, især i hatteafdelingen, farver og striber, som vi siger, vi fra det ydre rum. Pet Shop Boys plejer at levere flotte shows, og det må man bestemt konstatere, at de gør endnu!

Klassikerne

Selvom Pet Shop Boys stadig formår at lave gode og relevante ting, og jævnligt også af endog meget fornem kvalitet, så kan de fleste jo dog nok blive enige om, at storhedstiden var for 20-30 år siden, og det kunne f. eks. høres mere end tydeligt hos publikum, som sprang op i jubel, da de første toner fra synthesizerne varslede den udødelige klassiker "It's A Sin", efter denne skribents mening en af de flotteste popsange nogensinde skrevet, rørt sammen af en akkordrække, der er næsten en barok Bach værdig, fremragende synthesizerarrangement og en bevægende tekst om opvækst som homoseksuel, forfattet i en tid, hvor Thatcher gennemtrumfede sin famøse Section 28. Om end musikeren i mig stadig synes, der er noget om lighederne med Cat Stevens ' "Wild World" parret med lidt "I Will Survive".

Et andet yderst populært indslag var "Domino Dancing" (ja, musikeren i mig har noteret visse ligheder med Kotos "Visitors" hvad synth-riff angår), som ligefrem i perioder udviklede sig til fællessang og dans blandt det efterhånden overvejende stående publikum. Ikke overraskende trak også den afsluttende "Go West" alle stik hjem, og vandt i øvrigt lidt ekstra ved flere af de centrale temaer spillet live på synthesizerne, både af Chris Lowe og Christina Hizon, mens Afrika Green og Simon Tellier tampede løs på deres elektroniske trommer.

"Always On My Mind" blev det til som ekstranummer, endnu en klar publikumsfavorit, og ligeledes flot eksekveret, både instrumentalt og hvad angår Tennants vokal, som stadig klinger helt, som den skal. Og publikum kvitterede da også med endog meget behørige – og fortjente – klapsalver, inden det var tilbage til søndag i advent, uden sne og alt det der, som hører til, når det næsten er jul i Danmark.

Jeg har oplevet Pet Shop Boys live en del gange efterhånden, og dette var vel egentlig ikke den stærkeste sætliste nogensinde – nogle vil nok undre sig over, at det ikke kunne blive til "Suburbia", "Rent", "Can You Forgive Her?" fra den periode, men i stedet et nummer som "Se A Vida E", som jeg nok aldrig rigtig lærer at holde af, men det er vel egentlig rimeligt nok, at der skiftes lidt ud i repertoiret fra turné til turné. Der var nok klassikere alligevel og også nogle af de stærkere numre fra de senere år. Og så var det, som allerede nævnt, virkelig et plus med den mere live-orienterede tilgang til materialet – hvis jeg var i Tennants og Lowes sko, så ville jeg alvorligt overveje at holde fast i disse tre musikere nogle år endnu, for her var virkelig noget, der fungerede i forhold til samspil, og det gav i dén grad ekstra til oplevelsen. 

Til syvende og sidst fremstod Pet Shop Boys stadig som et yderst sympatisk foretagende, sympatisk netop fordi de som popprojekt fortsat er inkluderende; her er tamtam til de der, der bare gerne vil have noget at danse til og sangtitler som "Love Is A Bourgeois Construct" til de skabsintellektuelle. Og for undertegnede, der holder synthesizere som gamle damer holder af katte, var der noget at fornøje sig over på tangentsiden, der, sammen med de elektroniske trommer, gav koncerten en ekstra og stærkere livedimension.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA