s a r a s a r a: amor fati

s a r a s a r a
amor fati

Triphop ain't dead

GAFFA

CD / One Little Indian
Udgivelse D. 11.11.2016
Anmeldt af
Morten Gottschalck

Massive Attack har 200% inspireret denne sangerinde, som tilsyneladende står bag al musik og tekst på amor fati (hvilket er latin for "at elske sin skæbne"). Musikken, teksterne og den henslægte stemning når en usædvanligt høj standard, hvis man da kan kapere sløve og bløde beats overfor lillepigevokal. Glem dine små in-ear-musikdimser; der skal klipses store højttalere med tung bas på for at mærke musikken, som den er tiltænkt. 

Hele pakken er spraymalet med charmerende naitivet. Vokalen er ekstremt kælen, næsten fjern eller tåget og så blød, at man nemt forestiller sig – eller frygter – at den helt forsvinder live. Musikeren har valgt et af disse besværlige navne med mellemrum, hvor man må lave en Margrethe Vestager og vride armen om på Facebook og Google for at finde hende. 

Og så den mystiske beslutning om at vedhæfte en mini-biografi til udgivelsen, hvilket afslører, at sangerinden er fransk-marokkansk (med mor i fisk, far i vin) og kommer ude fra provinsen. Som ung blev hun forelsket i 90'ernes musik og stoffer og "crazyness" og har angiveligt formøblet størstedelen af sine ejendele for at give musikken en stor raket under måsen. Om det var klogt vil tiden vise, men talentet penetrerer i hvert fald højttalerne.

Vil du have cremen, så prøv Sun om den morderiske elsker, den mekaniske Supernova, den insisterende og hungrende Succubus eller sydhavbaskeren Euphoria. Og hvis du ikke har et sæt gode højttalere til rådighed, så bare lad være.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA