Da døden ikke triumferede

The Savage Rose, Det Kgl. Teater, Gamle Scene, København

Da døden ikke triumferede

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der var mere end en snert af historiens vingesus, da The Savage Rose var tilbage på Det Kongelige Teater og stod på Gamle Scene, hvor de i 1972 med den afdøde balletmester Flemming Flindt kreerede Dødens Triumf, en vildt moderne ballet med musik af Thomas Koppel. Det var dengang, et chokeret publikum så solodansere som Vivi Flindt smide kludene på scenen, hvor samme dansere normalt var iklædt tækkeligt hvidt tutu, som er termen for de kvindelige balletdanseres strutskørt.

Og der var faktisk to glimrende unge dansere tilstede, der da også smed det meste – man fornemmer, at de frigjorte dage efter ungdomsoprøret er passé. Ak, ja.

Ligesom der var en gedigen overraskelse i form af trommeslageren eller rettere janitsjaren Alex Riel, som var med i første udgave af The Savage Rose, og gav en veritabel opvisning i starten af 2. sæt. Mere om det senere.

For det var selvfølgelig Annisette Koppel og hendes mageløse orkester, der var i centrum. Annisette var velsyngende som vanligt, utroligt kontrolleret med sin uforlignelige mikrofonteknik, der gør at hendes stemme konstant bliver præsenteret ypperligt. Og stadig med en rå og raspende tone, som en støvet saxofon, mens hendes pointer konstant kom ud over scenekanten og forplantede sig. Og på denne om ikke Eve Of Destruction, så noget der ligner, havde Mor fra Sydhavnen et par ord eller to til os om ham den "skrækkelige mand", der bliver indsat som præsident og de strømninger, der valgte ham og andre som han. Her var det gospelsangerinden, der iklædte sig præstens klæder og satte sig for ikke bare at formulere vores fælles blues, men også gøre sit til at lade lys komme ind og heale den.

Jeg bliver nødt til at nævne nogle af musikerne:

Frank Hasselstrøm er en kæmpe gevinst for orkestret. Annisettes svigersøn slår jo normalt sine folder i Catbird, men mere end tager os tilbage til Thomas Koppel med sit udsøgte klaverspil. Og med trækbasunen som hemmeligt våben bliver han uvurderlig.

Anders Holm har altid spillet med enorm kunnen og overskud. Den nu i New York bosatte trommeslager havde på denne aften et vidunderligt rootsy spil, hvor der overdådigt blev tæsket i tammerne med et sprælsk drive, der virkelig tager det gamle band nye steder hen.

Og endelig: Naja Rosa og Amina Carsce Nissen har et korsamarbejde som er second-to-none her til lands. Jeg savner dog, at der bliver gjort plads, så Naja Rosa kan steppe op og synge en enkelt sang eller to. Hun har lavet tre fine plader, og danskerne har set for lidt til hende. Så mere plads til Naja..

Koncerten:

Det startede foran det røde scenetæppe. Som en bange flygtning kom Annisette ind med en kuffert. Foldede frakken sammen og smed skoene ned i den. Og tog mikrofonen op. Nu skulle der synges. Og ud brusede Sangen for Livet. Tæppe op og hele bandet kom til syne.

En godkendt The Messenger Speaks, om end stemmen ikke helt var der endnu, men efter en effektiv Wild Child med det vidunderlige omkvæd ramte Annisette os første gang med dyb blues og Flyv min fugl. Og henne mod slutningen af sættet havde orkestret for alvor spillet sig op, og vi fik en fræk A Girl I Knew fra de glade hippiedage, og den emmede af beatnik og en egen kantet råhed, som virkelig er kommet til orkestret på de to sidste plader, og så fik vi en brusende You'll Know in the Morning inden en lovligt lang pause.

Efter pausen var det tid til Alex Riel. Han startede ud på gong'er, skåle og andre metalinstrumenter. Lød som et sted mellem Terry Riley og en Gamelan-koncert på Java. Hvorefter Alex satte sig ved trommesættet og for alvor viste sin blændende og kreative kunnen. Et fantastisk mellemstykke, der desværre blev skæmmet lidt af publikummer, der ikke kunne fastholde koncentrationen og lod det skarpe lys fra mobilen lyse op i det bælgmørke rum. Det er også vigtigt at tjekke sms, nåt bandet formaster sig til at spille trommesolo..

Men så kom de altså på stribe, disse rigtigt gode sange. Vi kom ind omkring Dødens Triumf, hvor vi fik den tematiske Byen Vågner og lidt senere en ætsende udgave af Dear Little Mother. Af de nyere ting kunne jeg rigtigt godt lide The Storm, som var et sandt statement af dette unge band, soim virkelig nu vover at tage egne farver og inkorporere dem i bandets udtryk.

Og at Annisette sang sig ud i What Do You Do Now, som er en hymne på højeste niveau, er ikke noget nyt. Ligesom det heller ikke har skyggen af nyhedens interesse, at hun først fik os op af stolene og derefter med sin specielle udgave af Nat King Coles udødelige Smile gav os en positiv note at gå hjem på.

Afslutningen på en koncert, der stadig gør The Savage Rose til det unikke orkester med sit helt eget niveau. Højt hævet over andedam og en konstant torn i øjet på dem, der vil bygge mure.

Tak for sangene, Annisette og Co.

 

Sætliste:

Intro

Sangen for livet

The Messenger Speaks

The Joker

Wild Child

Flyv min fugl

Homeless

A Girl I Knew

You'll Know in the Morning

 

PAUSE

 

Romano Song

Alex Riel solo

Byen vågner

Happy Day Angel

Dear Little Mother

Wasteland Lullaby

Black Angel

What Do You Do Now

 

Ekstra:

Refugee

Freedom to Love

 

Smile

 

Bandet:

Annisette Koppel: vokal

Alex Riel: trommer, perkussion

Naja Rosa Koppel: kor

Amina Carsce Nissen: kor

Palle Hjorth: orgel, melotron, trækharmonika og synth

Rune Kjeldsen: guitar

Frank Hasselstrøm: trækbasun og klaver

Jacob Haubjerg: bas

Anders Holm: trommer

Charlotte Arnold & David Price: dans (fra Black Box Dance Company)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA