Train bød på nye danske talenter med forkærlighed for elektroniske downtempo-beats

Diverse kunstnere: Nanna.B, Slowes, Emil Kruse, David44, School of X, Vegas Udvalgte: Nanna.B, Slowes, Emil Kruse, David44, School of X, Train

Train bød på nye danske talenter med forkærlighed for elektroniske downtempo-beats

Anmeldt af Trine Østergaard | GAFFA

Et nyt år er startet, og traditionen tro har spillestedet Vega for syvende år i træk kigget i krystalkuglen og trukket de mest lovende stjernespirer op af hatten. Som noget nyt spiller de nye kunstnere ikke kun i København, men har taget turen over Storebælt og spiller torsdag aften på Train i den jyske (kultur)hovedstad, Aarhus før Vega-koncerten fredag. Ligesom sidste år er det elektroniske element i musikken gennemgående, samtidig med at de tilbagelænede dansable beats er karakteristiske hos samtlige af de udvalgte.

Det er dog ikke alle Vegas udvalgte, der har vovet sig over til det mørke Jylland. Trioen Irah, der ellers har fået stor opmærksomhed på blandt andet P6 BEAT, er ikke blandt de optrædende på Train denne torsdag aften.

Det er en lidt hårde odds for de udvalgte står overfor. Train – Aarhus' største spillested – er langt fra fyldt op. Måske har Aarhus ikke opdaget, hvad Vega Udvalgte er?

Nanna.B **

Det lille publikum ser dog ikke ud til at bekymre første levende billede på scenen, Nanna.B, der træder ind på scenen med en tydelig en ro og en coolness. Hun begynder hele seancen med lukkede øjne, hvor hun synger a cappella og inviterer os ind i sit L.A.-inspirerede univers.

I Nanna.B’s lyd møder nordisk mystik elektronisk vestkyst. Hendes stemme har en behagelig og mild klang, og mellem sangene indvier hun publikum i sangenes betydning. Gennem hele koncerten har hun dog svært ved at balancere mellem det fortryllende og søvndyssende og ender med at være mest det sidste. Flere gange føltes tiden fra en sang starter til den slutter lang. Med på scenen har hun en dj, der ligesom publikum virker passiv og ikke ligefrem opildner til andet.

Singlen fra december sidste år, “Where is the $$$”, vækker midlertidigt folk fra dvalen med sit lidt mere poppede omkvæd. Publikum, der indtil nu har siddet passivt ude i siden, rykker lidt på sig. Måske fordi de mange studerende kan forholde sig til sangens tema om ikke at have nogle penge. Måske fordi deres ben sover. De sidste to numre fra Nanna.B bliver som resten af koncerten ved med at hælde til det kedsommelige, og det lykkes hende aldrig at tænde op under det dvaske publikum.

Slowes ***

Næste levende billede er duoen Slowes, der består af forsanger Jack Kilburn og Anders Hamann på trommer. Douen har med deres single ”I Need You” været i rotation på danske radiokanaler som P3 og P6 Beat og er blevet spillet på BBC Radio 1 og 6. Forventningen til de spirende band er derfor stor, da de badende i blåt scenelys og en kraftigt rungende baslyd træder ind på scenen.

Og de lægger fint ud. Kilburn smukke sangstemme er let nasal og sårbar og sender associationer til forsanger Søren Holm fra Liss. Bandet træder da også ind i samme musikgenre med sin blanding af psykedeliske toner og popmusik. Desværre er vokalen nogle gange mixet for lavt, og den drukner lidt i effekter og i lydbilledet generelt.

Gode sange og en sprød vokal er dog ikke alt, når det gælder livemusik. Jack Kilburn står næsten konsekvent halvanden meter væk fra scenekanten, og den fjerde væg holdes intakt koncerten igennem. Det giver en følelse af, at bandet ligeså godt kunne have stået derhjemme i øvelokalet, som de kunne stå her på Trains scene.

Selvom bandet har potentiale, kommer de aldrig helt ud over scenekanten, og deres sløve performance giver navnet Slowes en helt ny betydning.


Emil Kruse *****
Ligesom aftenen tegner sig til at blive en halvkedelig omgang, sker der noget – Emil Kruse. Undergrundsrapperen, der med sin ep ”Slumromantiker” har fejet benene væk under mange, hopper ind på scenen og giver Train det skud energi, som vi har sådan tørstet efter.

Rappen er lige i skabet, beatet bevæger sig ind i kroppen, og publikum kommer op fra stolene og ud på gulvet. Det skyldes ikke mindst de musikere, der bakker Emil Kruse op her til aften: tidligere Julias Moon-medlem Oliver Kincaid og samme bands tour-trommeslager Felix Ewert er blandt bandmedlemmerne. Dynamikken på scenen er smittende, og svedperlende løber ned af deres ansigter, mens de giver alt, hvad de har.

Rapperen får også besøg af kollegaen Tobias Rahim, og sammen spiller de singlen ”Hver Dag”. Sangen, der er blevet spillet på P3, vækker genkendelsens glæde i publikum, der klapper i takt, mens de to rappere hopper frem og tilbage på scenen. Ingen tvivl om, at Emil Kruse ville kunne gøre det hver dag, som han synger i sangen.

Emil Kruse er sikker på scenen. Som var han bestemt til netop dette formål. Han viser overskud, får publikum med og nyder tydeligt at blive badet i scenelyset. Sidste nummer ”Hvorhen” fremføres i en mere upbeat elektronisk version end på pladen og markerer endnu engang, at Emil Kruse og hans band ved, hvad de foretager sig.

 

David44 *****

Med et højt løvebrøl starter næste koncert. Den islandskfødte David Olafsson, der går under kunstnernavnet David44 (udtales på engelsk), kommer roligt ind på scenen og tryllebinder straks Train med sin smukke stemme. Som en elektronisk Shawn Mendes med sine følsomme tekster og tunge elektrobeats udstråler David44 noget af det vigtigste for en god kunstner – sjæl.

På scenen har David44 selskab af den kvindelige trommeslager Zara (der er den eneste pige på scenen udover Nanna.B) og en dj, Marco Twellmann. Især Zara skal fremhæves for sit talent bag trommerne.

Undervejs i sættet bliver vi præsenteret for to forskellige sider af den islandske popsanger. Der er den cool, selvsikre og flotte sanger, der under numrene kigger ud på publikum med et indtrængende og intenst blik og danser rundt som en anden Drake a la "Hotline Bling". Og så er der den noget mere generte side, der kun lige tør at fremstamme et hej, inden han går i gang med næste sang.

Sangen "Talk" bliver leveret med et stort smil og en hånd på hjertet og bekræfter hans evne til at skrive fængende elektronisk popmusik.

School of x ****
Musikeren Rasmus Littauer er langt fra ny, når det kommer til det at optræde. Han er til dagligt trommeslager for MØ og har spillet for kunstnere som Reptile Youth, The Asteroids Galaxy Tour og Soleima. Men her til aften går han på scenen med sit soloprojekt School of X, der eksperimenterer med et sorgfuldt og melankolsk udtryk i et dream-pop-univers.

Siddende på en stol bryder han og resten af bandet stilheden i salen med en støjende og passiv aggressiv intro. Trommeslageren spiller en march-lignede sekvens, der skaber en omklamrende og dyster lyd, som minder om en larmende kold storby. Littauer rejser sig og synger med sin drømmende vokal, mens han stryger sit uglede Kurt Cobain-hår bag ørerne.

For første gang i aften er der andet end trommer og synthersizers på scenen. En elbas og en saxofon har fået lov til at gæste aftenens sidste band. Det hele er utroligt stilsikkert, og vokalen harmonerer perfekt med resten af lydbilledet. Når det er sagt, bliver de 30 minutter, som koncerten varer dog ret ensformig. Koncerten lyder som ét langt track uden de store variationer – dog med undtagelse af Sade-coveret ”By Your Side”.

Lyset bliver tændt på spillestedet, og de sidste publikummer fordufter hurtigt ud i Aarhus’ stille, søvntunge gader. Alle de optrædende sværmer om det langsomme elektroniske beat, men efter i aften kan man spørge sig selv, om det nogle gange kan blive for tilbagelænet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA