Fuck om det er søndag, nu skal vi leve

Future Islands, Jazzhouse, København

Fuck om det er søndag, nu skal vi leve

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Arkivfoto, billeder fra koncerten er på vej

At kalde søndagens koncerten med amerikanske Future Islands for et scoop, er en gedigen underdrivelse. Blot fire dage før, imens det danske folk gjorde sig klar til at gå på weekend, dumpede nyheden om en intimkoncert med David Lettermans yndlingsband (næst efter Foo Fighters) ned i den digitale turban. Koncerten kunne på overfladen ses som et skamløst promoveringsværktøj af bandets kommende album, "The Far Field".

Tværtimod var det dog en koncert, der, med forsanger Samuel Herrings egne ord, skulle få nervøsiteten og nerverne frem i den Baltimore-baserede trio igen, efter at den store succes med albummet "Singles" som følge af deres optræden på førnævnte Letterman har givet bandet en velfortjent succes, men samtidig har opgraderet dem fra de små spillesteder. Og når koncerten tilmed var den eneste af disse specielle pop-op-koncerter i Europa, havde det danske publikum fået serveret en noget unik oplevelse på en regnvåd søndag.

Nerve og intensitet er dog ikke noget, det hos Future Islands skorter på. Bandets store force er netop deres intense liveshows med frontmand Herring i frontalt akrobatiske udfald og en stormimik, der er af sin helt egen idiosynkratiske karakter. Men selv et selvsikkert band kan få et realitetscheck, når teknikken ikke virker, og man må ty til alternative midler som sporadisk at recitere en gammel folkevise, hvilket skete inden for de første få sekunder af bandets danske koncert. En svipser, der satte især Herring ud af den ellers så tilstedeværende sceneperformance.

Heldigvis blev den lille forvikling gjort til skamme, så snart trioen (med tilføjet live-trommeslager) satte i gang med det spritnye materiale. Noget, der efter de første par numre viste materiale, der lægger sig op ad den tidligere sangskrivning og produktion. Ligeså er bandets nye sange den helt perfekte blanding af eksistentiel afmagt og synthmættet alternativ pop.

 

Vredens desillusionerende skønhed

Hvad der til forskel fra tidligere materiale gav sig til kende, var en større vokalvidde hos Herring, der strakte sig fra punket falset over i den velkendte helvedes-growl og hele vejen til soulede fraser i stil med det bedste fra 90’ernes r&b. Det hele blev leveret i vanlig, ærefrygtindgydende stil med lige dele himmelstirrende selvindsigt og forsøg på at formidle denne indsigt helt ind i knoglemarven på det fremmødte publikum. På det nye materiale er der samtidig også plads til højenergiske, punkdrevne numre, ligesom der er plads til tre-fjerdedeltakters ”ligther songs”, som forsangeren udtrykte det.

Det var dog i de mørke, dyriske passager at koncerten blæste det søndagstrætte publikum bagover med desillusionerede tekster. ”I don’t trust anymore” blev gentaget i en uendelighed som et advarselsskilt om, hvilken tid vi lever i, uden at være politisk ladet. ”I am no stronger than you and I’m scared” gurglede Herring imens de mørkebrune øjne spejdede ud over Jazzhouses sal, og den knortede næve tævede løs på siden af sangerens hoved eller slog taktfast på den firskårne brystkasse. At se Samuel Herring karte rundt på en scene er smukt, som brydning er smukt; det udstråler sin egen form for brovten elegance, der er så simpel, men fremmaner så mange indestængte følelser, at det er svært ikke i det mindste at fascineres af.

Men Future Islands' store præstation skal man ikke kun takke karismatiker par excellence Herring for. Støttesøjlerne, både som ideal og i og med deres urokkelige mimik, i form af bassist William Cashion og keyboardspiller Gerrit Welmers, er det urokkelige team, hvorpå Herring finder råderum til sine udskejelser. Især Cashions melodiøse tilgang til bassen som instrument på det nye materiale var en fantastisk oplevelse live, som flere gange støttede op med melodisk respons på forsangerens krasse melodileveringer. Og så var trommeslager Michael Lowry i sit allerbedste humør med solidt placerede beats og en viril tilgang til sin performance, der smittede af på hele bandet.

Tak

Hele molevitten kulminerede i et regulært ekstra sæt af ekstranumre, hvor kronjuvelen "Seasons (Waiting On You)" strålede og fik publikums ubetingede gunst med store smil ved den genkendelige hoftedans som er Herrings varemærke. Det virkede til at være ren forløsning for bandet at have leveret det nye materiale til ovenud god respons, så ekstranumrene ingen ende ville tage, med et ”just one more” gjaldende ud over det intime publikum op til flere gange. Det var en vaskeægte livsbekræftende oplevelse at være i selskab med Baltimores bedste band. Så Future Islands. Tak for modet. Tak for vitaliteten. Tak for ærligheden. Vi gør det gladeligt igen. Også på en søndag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA