Tinariwen: Elwan

Tinariwen
Elwan

Ørkenen synger

GAFFA

CD / Anti/Epitaph
Udgivelse D. 01.03.2017
Anmeldt af
Torben Holleufer

Næsten tyve år er der gået, siden jeg første gang anmeldte de dengang nye sensationer fra det nordlige Mali. Her var vi måske 35 tilskuere, der så på noget, der både var skrøbeligt og stærkt lovende. Det var dengang bandet kunne vende tilbage til Tessalit og Adrar des Ifoghas, området i det nordlige Mali, som de for længst har måttet flygte fra. Ligesom den årlige festival nær Timbuktu - Festival In The Desert - som var med til at befæste deres ry, for nylig igen måtte aflyses i sidste øjeblik efter endnu et hæsligt terrorangreb. Det er den verden, som de der er blevet oppe nordpå lever i - jeg mødte nogle af dem, Adagh de Kidal, da jeg var i Mali i oktober, og de var ludfattige og næsten uden håb.

Men ikke Tinariwen. De er stilens superstjerner, og denne fine plade er ligesom sidst blevet til i Joshua Tree-parken i Californien, samt i Marokko, hvor der findes ligesindede musikere, der kan stilen, der i øvrigt er beslægtet med berbernes musik og sprog. Samme familie simpelthen.

Det er en meget sammensat og stærkt syret gang ørkenblues, bandet denne gang diverterer med. Lækkert produceret er den fortsat vidunderligt underspillet, og klart bedst på numre som den skummelt fede Ténéré Tàqqàl, hvor ørkenens djinns (ånder) fremmanes.

De har flyttet sig. Der er ikke meget tilbage af de oprindelige inspirationer fra Tinde- og Takamba-traditionerne, for med legekammerater som Kurt Vile, går der "rigtig" blues i den, ligesom der er sneget sig en darbouka ind i stedet for den traditionelle kalabas-tromme. Men netop Vile og de andre vesterlændinge er faktisk med til at skabe et album med en episk lyd og følelse.

Fed international skive fra de originale revolutionære og deres prominente fans.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA