Patter, poetry og masser af knaldskarp retrobluesrock

Rival Sons, Store Vega, København

Patter, poetry og masser af knaldskarp retrobluesrock

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Teatro Fiasco Touré har de amerikanske retrobluesrockere Rival Sons døbt deres igangværende Europaturné, der onsdag bragte dem til Store Vega. I det koncept havde de indbygget ekstra eksotiske indslag til at varme publikum op. Og det noget bizarre indhold til trods, lykkedes det faktisk at bygge en gedigen fest op på en regnblæst onsdag.

Allerede ved indgangen bemærker vi, at aftenen er anderledes, da vi får en flyer i hånden, der uddyber aftenens underholdningsindslag, før Rival Sons vil vise sig.

Retro-dj, patter og sprogblomster
Howie Pyro er Rival Sons’ medbragte dj, der har taget opstilling ved mixerpulten ude blandt publikum. Uden nogen form for kommunikation med publikum i øvrigt vender han gamle 50’er- og 60’er-singler, imens en projektor kaster gamle sort-hvide filmklip af topløse danserinder op på et lærred på scenen. Overraskende indhold på en almindelig onsdag, og reaktionerne spænder da også fra almindelig ligegyldighed til sarkastiske kommentarer om de afklædte kvinder i de gamle, grynede filmklip.

Pludselig kommer Rival Sons’ forsanger Jay Buchanan på scenen i stylish rockoutfit med opsat hårbolle og præsenterer en af sine nærmeste venner, som bandet har taget med til at underholde os i aften.

Spoken word-artisten Derrick C. Brown diverterer os med oplæsning over baggrundsmusik fra sin laptop. Blandt højdepunkterne er et digt om netop Buchanan med titlen ”I Hate Jay Buchanen”, hvor Brown harcellerer over Buchanans perfekte fremtræden og livsstil. ”Jeg hører, du er en god far, Jay Buchanan. Jeg håber, du bliver kvalt i en Legoklods.”

Brown overrasker, morer og leger med ordene, og ind imellem den stemningsfulde baggrundsmusik fanger vi udvalgte sprogblomster som bl.a. ”I sit up all night lisening to your dentals records…” Spoken word-afdelingen nærmer sig mætningstidspunktet, da Brown endelig annoncerer sidste indslag, og forventningens glæde til Rival Sons stiger mærkbart.

Til trods for, at der ikke har været andre musikere på scenen før hovednavnet, så skal vi alligevel igennem en længere omstilling og linjetjek, inden scenen er klar. De forberedelser kunne man måske have klaret, før dørene blev åbnet. Aftenen når at miste fremdrift, inden lyset endelig dæmpes og aftenen kommer videre.

Det seneste år har Rival Sons været support på Black Sabbaths afskedsverdensturné, der bl.a. bragte dem til Copenhell sidste sommer. Uanset om Sabbath har spillet egne koncerter eller festivaler, har rivalerne været fast bestanddel til alle Sabbaths koncerter, og det har – ud over at eksponere bandet for et stort, nyt publikum – også givet dem endnu mere hård hud imellem rockattituderne, end de allerede havde.

Skepsis skudt til hjørne
Indledningsvis virker bandets optræden i Vega en kende rutinepræget. De virker lidt blaserte, som om udsolgte koncerter er blevet hverdag for dem. Samtidig får Buchanan fyldig vokalhjælp fra resten af bandet, så vi studser over, om hans enorme stemmepragt har lidt et knæk. Dén bekymring gør han senere til skamme. Grundigt. 

Publikums velkomst er øredøvende, og måske smitter det af på bandet. Efter to-tre numre finder sønnerne i hvert fald det femte gear, formen og fremdriften, og vi skal få en aften, der på flere måder matcher bandets allerførste danske koncerter, hvor det musikalske loft adskillige gange blev blæst af.

Efter et år med Sabbath har Rival Sons, der allerede før Black Sabbath-turnéen var et skræmmende intenst liveband, udviklet videre på deres visuelle fremtoning, så hele orkesteret står knivskarpt i varierende smarte retro-outfit – bl.a. den spændstige trommeslager Mike Miley i slagterbowler, ærmeløs undetrøje og seler, der fremhæver de trænede, tatoverede arme. Guitarist Scott Holiday er sylespids i stramme sorte herrebukser, sortpolerede spidse sko, skjorte og sit karakteristiske cykelstyrsoverskæg. Kun bassist Dave Beste trækker indtrykket ned med et par slidte, udtrådte herresko.

Fremtoningen er velfriseret, nobel og renskuret. Væk er de rustikke skægstubbe og skovmandsskjorter, der tidligere karakteriserede orkesteret. Den samme udvikling gør sig gældende i musikken. De enkelte elementer består. Mike Mileys detaljerede swing og eksplosive fills på trommerne. Scott Holidays motorvejsbrede udvalg af guitarpedaler og –effekter og der til hørende forfinede guitarspil. Forsanger Jay Buchanans overlegne vekslen imellem intimiderende løvebrøl og indfølt hvisken, der forfører og fortryller. Og så de to nyere medlemmer, Dave Bestes voldsomme bas og Todd Ögre-Brooks’ baggrundsarbejde på keyboards.

Nøje tæmmet vulkansk energi
Men bandet har udviklet en ny og mere raffineret spillestil, der får det tidligere noget bluesrebelske orkester til at fremstå nærmest voksent og velovervejet. Samspillet er om muligt endnu mere eminent, skridsikkert og punktligt – fra de delikate hviskepassager til de højpotente og topekspressive energiudladninger, der kommer som uventede kanonslag gennem hele koncerten. Improvisationerne fra især Holiday og barfodede Buchanan er fritflydende, fulde af overskud og overlegent legende.

Som en nøje tæmmet vulkansk energi holder Rival Sons hele koncerten igennem tøjlerne stramt, og ingen steder går entusiasmen ud over præcisionen. Gruppen leverer en opvisning i kontrolleret musikalsk raseri og dynamik. Som f.eks. i koncertens midterste del, hvor vi får nogle af bandets mere krævende numre – ”Belle Starr”, ”Where I’ve Been” og ”Face of Light” – der spænder fra det afdæmpede og forfinede til det pludseligt ophidsede og ophidsende.

Jay Buchanen bestrider fortsat scenen uden besær. Han er blevet lidt mere udadvendt og henvender sig flere gange uddybende til publikum. Hans karisma suger stadig opmærksomhed fra både husarer og fruentimmere. Ved tidligere besøg lød han til at have slidt toppen af sin formidble stemme, men i aften virker den til at være tilbage med uformindsket styrke, som han udnytter til sidste sveddråbe.

Momentum over styr
Og apropos sved, så giver han Store Vega stor ros med på vejen. ”Sikke et dejligt lokale. I er så tæt på og så højt oppe,” siger han til os på balkonen og uddyber, ”det er lige som at være i de der gammeldags operationsstuer med gallerier af tilskuere.” Og Vega er i sandhed i godt humør i aften. Særligt inspirerer det meget melodiske tema i ”Torture” også i aften publikum til at synge så voldsomt med, at hårene rejser sig i nakken.

Vi tilgiver næsten bandet, at de et par gange sætter momentum over styr med uakkompagnerede soli fra guitar og trommer. Velspillede og ekvilibristiske som de er, så havde vi alligevel gerne undværet dem til fordel for et par sange mere fra bandets imponerende repertoire.

Og så disker Buchanan op med en udvidet takketale før de sidste numre. Alle bliver nævnt. Fra de gængse faste crewmedlemmer til de lokale piger, der uddelte flyere ved indgangen. Aftenens indledende dj og spoken word-artist kommer også på scenen og får kram og rosende ord, så vi nærmer os et amerikansk awardshow i langtrukkethed.

Lige højre høster kegler
Afslutningsvis høster Rival Sons alle mulige kegler; "Hollow Bones Pt. 2" er en mastodontisk, dygtigt udført her-kommer-vi selvisk we-don’t-give-a-fuck opvisning i jambluesrock, der fastholder fokus og hypnotiserer os tættere ind i musikken, hvor især Scott Holiday brillerer på guitaren i en lang jam.

Som sidste nummer får vi en lige højre med ”Keep On Swinging”, der med bokseterminologi opfordrer til at dukke hovedet og holde nævnerne kørende. Rival Sons evner på uforklarlig vis stadig at overraske, opildne og tæmme, så vi går hjem med fornyet energi til det spirende danske forår.

5. juni spiller Rival Sons opvarmning for Aerosmith i Royal Arena på Amager.

 

Sætlisten:

Hollow Bones Pt. 1
Tied Up
Thundering Voices
Electric Man
Secret
Belle Starr
Where I’ve Been
You Want To
Fade Out
Tell Me Something
guitarsolo
Face of Light
bluesjam
Torture
Open My Eyes
trommesolo
Hollow Bones Pt. 2
Keep On Swinging

Lineup: 

Jay Buchanan – vokal
Scott Holiday – guitar, vokal
Dave Beste – bas, vokal
Todd Ögre-Brooks – keyboards, vokal
Mike Miley – trommer

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA