Halvt kunstner, halvt sportsmand, helt igennem underholdende

Drake, Boy Meets World Tour - Royal Arena

Halvt kunstner, halvt sportsmand, helt igennem underholdende

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Han har aldrig været større. Han sidder på tronen som sidste års bedstsælgende, mest streamede kunstner, ikke bare i hjemlandet eller USA, men over hele jorden. Og nu rejser Drake-drengen kloden rundt, for at møde verden, der elsker ham. 

Og vi elsker ham også i Danmark. Åh ja, hvor vi elsker ham. Det er næsten som om Royal Arena er bygget til hans ære. Eftersom han har aflyst sine to annoncerede Roskildeoptrædener, er dette Drakes største publikum i Danmark, efter to besøg i Forum. Selvom kapaciteten er en halv gang større, er de 15.000 pladser i bygningen blevet revet væk på rekordtid. Der er sågar falske billetter i omløb, så adskillige fans skuffet må vende næsen hjemad, uden at komme i audiens hos kongen. 

De fans, der er velankommet bliver varmet op af den canadiske r&b-duo DVSN og Roskilde-aktuelle Popcaan fra Jamaica. Begge passer fint ind i Drakes univers uden dog overhovedet at true hans plads som aftenens hovedattraktion. Heller ikke, da dj’en i optakten spiller en stribe af verdens største hits fra The Weeknd, Bruno Mars og til Rae Sremmurd, er man i tvivl om, at vi stadig har endnu større hits i vente. 

Den lange rejse til toppen når helt op til næseblodssektionen

Pludselig, midt i den den noget lemfældige dj’ing, dæmpes lyden og lyset. Til et øredøvende skrig entrerer han scenen. Iklædt sort træningstøj, et par hvide Jordans, som sneakerheads sikkert vil kunne identificere som uvurderlige og et kæmpestort smil, er Drake klar til at byde København op til dans. 

De første numre Trophies og Started From the Bottom har et par år på bagen, men er valgt med omhu. Hele temaet om den lange rejse for at nå til toppen og hvor koldt, der er, når man er ankommet er et nøgletema hos Drake. Det vækker genklang i hele salen, og allerede fra første fløjt er det tydeligt, at Royal Arena har den vellyd som de andre store spillesteder i Danmark notorisk har haft svært ved at mønstre. Bassen lægger en groovende bund, de høje toner når som fuglefløjt helt op i næseblodssektionen, og trommerne brager som kanonslag – somme tider fordi de faktisk er kanonslag, der er ikke sparet på krudtet denne aften. 

Det velkendte flækkede grin, han konstant bærer rundt på, forsvinder næsten aldrig fra Drakes ansigt. Selvom han nu er i 30’erne, er der noget drenget over ham og hans univers. Meget sigende hedder turneen også Boy Meets World. Drake-drengen har valgt at møde verden positivt, og det virker, som om alt er en anledning til en fest for at fejre sine bedrifter. “Copenhagen, you paid your hard-earned to be here. And I can tell that this isn’t going to be just a show or a concert for you. It’s a party!” annoncerer han stolt, inden vi får serveret en stribe numre fra Views-albummet. 

Overvældende i sin minimalisme 

Selve omdrejningspunktet for showet er naturligvis Drake. Ligesom musikken er det overvældende i al sin minimalisme. Der er (trods keyboard, dj og trommeslager) kun fokus på ham, og et kostumeskift fra T-shirt til wifebeater er nok til at ændre stemningen, når han bevæger sig rundt på den bevægelige scene. Håndværket kan der ikke sættes en finger på. Han skifter ubesværet fra sangvokal til rap, og verset fra 0 to 100 rappes med lige så meget indlevelse, som Feel No Ways synges. Selv da han siger AutoTune, nej tak og crooner nummeret en gang til, står vokalen helt skarpt. Meget sigende er han også klædt i træningstøj og drikker endda af en sportsdrikkedunk i stedet for en øl mellem numrene. Koncerten er som at opleve en basketstjerne på banen score fra alle distancer.

Det første store højdepunkt kommer, efter han har skruet tempoet op i et vanvittigt medley af clubbangers, hvorefter det skrues ned, og Timmy Thomas’ 70’er-hymne Why Can’t We Live Together langsomt går over i nummeret, det danner sampleforlæg til, nemlig Hotline Bling. Her oplever vi for første gang Drake som den store æstetiker, han er, og det lidt kitschede og unægteligt catchy nummer får en køligere tone live og fremstår langt mere bart og ærligt end i den indspillede version. Samtidig begynder det vilde sceneshow, hvor tusind kraner styrer et væld af LED-bolde, der hænger over scenen og publikum for alvor begynder at røre på sig. Boldene svæver rundt som en blanding af balloner og små planeter, omkranser og forsvinder, skifter farve og position. Det er sært dragende som et stjernestudie eller en moderne kunstinstallation, og boldenes bevægelser, når de rører på sig og især, når de ikke rører på sig, er festens anden hovedperson – i øvrigt leveret af et dansk designfirma, Drake ved, hvad der er kvalitet. 

Drake elsker København virkelig meget - for meget 

Om Drake ved så meget andet om Danmark vides ikke. Men han er svært glad for at være her. "Copenhagen er the best audience, livest crowd, has the biggest moshpit of the tour og even though I’m from Toronto, tonight Copenhagen is my hometown!" Det virker påtaget – men det virker og høster vild applaus hver gang. Champagne Papi synger sågar serenader til højre og venstre side af salen, der må forstå, at dette er den bedste aften i Drakes liv. Her kommer et element frem i Drakes personlighed, som han endnu ikke har formået at tøjle, for hans pleaser-gen er uhyggeligt fremtrædende, til en sådan grad, man nærmest ville ønske, han ikke vidste hvor han var, når han også laver teksterne om og rapper: Man, I guess I'm a optimist / Born in Toronto, but sometimes I feel like Copenhagen adopted us”. Helt ærligt? 

Til gengæld kunne det faktisk virke, som om Drake er adopteret fra Jamaica, for showets mest fængende del kommer, da han bevæger sig over i sit dancehall-univers. Idet Drake heldigvis også skruer ned for udenomsnakken, kommer der et lækkert flow i numrene, der matcher hinanden – trods for en forfærdelig rasta-imposter accent, når han beder dj’en “spin de biggest bumbaclot tune, mon!” De underspillede grooves i One Dance, Controlla, Too Good og Rihannas Work er virkelig velfungerende og fremstår som en flot afslutning af festen. 

Den Lille Prins – alene i universet 

Skulle jeg bedømme showet her, ville jeg være tilbøjelig til at sige, at Drake har spillet den lidt for sikkert hjem. Helt bogstaveligt. Han er trods alt også typen, der helst vil afsikre USB-drevet, før han hiver stikket ud. Han husker os også på at passe på os selv, når vi moshpitter. Selv da vi bliver bedt om at række en fuckfinger i vejret, er det vigtigt at videthis don’t represent no negativity!” 

Men der sker sgu noget til sidst. Ude midt i publikum svæver et hvidt klæde op gennem røgen, der blander sig med de små bolde og langsomt pustes op til en gigantisk sfære. Den skifter farve fra hvid til blå til rød, som en planet eller en sol. Det er mildest talt imponerende at opleve, og til de afsluttende numre bevæger Drake sig rundt om den, næsten som Den Lille Prins – alene i universet med sin egen stjerne og alligevel omgivet af os alle sammen. Det er i virkeligheden samme tema, som når han sidder på toppen af CN Tower på Views-omslaget. Det siger noget om, hvordan Drake betragter sig selv – som gigantisk og alligevel skrøbelig. 

Og så kan han jo ikke dy sig. Til sidste nummer, det nye Legend, får København at vide, at han kun spiller det for os. Men der går gassen af planeten, for det siger han sgu til alle pigerne på turnéen. Vi er faldet for endnu et billigt scoretrick.

Charmen og groovet 

Det, der fungerede for Drake i Royal Arena var charmen og groovet. Han har naturlig karisma, der rækker helt ned til de bagerste rækker og det var en oplevelse i sig selv. For min skyld kunne han endda godt have skruet ned for charmen mellem sangene, men det fik omvendt de indfølte numre som Hotline Bling og One Dance til at fremstå klarere og de velrappede som 0 to 100 til at stå skarpere. Og så var der groovet. I radioen og på plade kan det blive for meget, men her doserede han sin signaturlyd perfekt, og der skal lyde stor ros for at afspille numrene, som de skal lyde, uden for mange dikkedarer.

Drake er mange ting. Han er halvt kunstner og halvt sportsmand, men han er også helt igennem underholdende. Drake var i fuld kontrol uden at lade festen stikke af, men man følte alligevel, der var et ekstra gear, vi ikke fik hørt på de halvanden time i Royal Arena. Men hvem ved, måske er det også et scoretrick, for mon ikke de fleste vender tilbage? 

Sætliste: 

1. Trophies

2. Started from the Bottom

3. Headlines

4. HYFR (Hell Ya Fucking Right)

5. 0 To 100

6. Keep the Family Close

7. 9

8. Still Here

9. Childs Play

10. Feel No Ways

11. Worst Behaviour/We Made It/ Blessings/All Me/Versace/Pop That/Over/I'm On One/Up All Night

12. Successful 

13. Why Can’t We Live Together

14. Hotline Bling

15. Hold On, We're Going Home

16. The Motto

17. Right Hand

18. For Free

19. My Way

20. Jumpman

21. Work

22. Too Good

23. Controlla

24. One Dance

25. Pop Style

26. Know Yourself

27. Energy

28. Fake Love

29. Legend


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA