Peppermint B
Head Perfume

Første udspil er stilsikker, solbeskinnet godbid

GAFFA

Album / Northern Sky Records
Udgivelse D. 03.03.2017
Anmeldt af
Jeppe Søndergaard

The Blue Van-sanger Steffen Westmarks nye projekt Peppermint B udgav første single Because We’re Together i oktober sidste år. Den bliver nu suppleret af ni sange, der tilsammen udgør albummet Head Perfume. Pressematerialet lover “opløftende musik, der indkapsler følelsen af kærlighed” og skuffer ikke.

En distinkt sommerfølelse indtræder på It Is Time, der let og stilsikkert vugger sig fremad med stemningsfuld akustisk guitar og Westmarks stærke vokal som drivkraft. Stilen fortsættes på singlen Amber Sun, som er en af de stærkeste på pladen – især modulationen og den løsslupne sax-solo går rent ind. Venus de Milo er en varm, amourøs affære, mens den luftige skæring Lou Reed elegant, med saxofon og strings, runder sagerne af.

Brian Lucey (bl.a. The Last Shadow Puppets) har mastereret, og man kan bestemt høre indflydelsen – tydeligst på New To Me, men generelt er pladen rig på både velvalgte og veludførte 60’er og 70’er-referencer. Head Perfume er et helstøbt album med styr på referencer, sangskrivning og produktion. En behagelig mundfuld!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA