Make art great again

Agnes Obel, The Imperial, Vancouver

Make art great again

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Tilbage i oktober sidste år udkom Agnes Obels tredje album Citizen of Glass (2016). Ifølge Obel selv var dette hendes første konceptalbum omhandlende gennemsigtigheden af det private ”jeg”, der er opstået via sociale medier og vores online liv gennem de sidste 10-15 år. Albummets titel Citizen of Glass er en reference til det tyske ordudtryk ”Gläserner Bürger” – et udtryk, der netop indrammer den transparens, vi som mennesker har udviklet i det moderne online samfund. 

Her har vi så danske Agnes Obel på en mission i et musikalsk univers, der er inspireret af franske komponister som Claude Debussy, Maurie Ravel og Erik Satie, krydret med Edgar Allan Poe, Alfred Hitchcock, Ingmar Bergman, Nina Simone og The Smiths.

I disse tider i Nordamerika (primært USA) ligner det et elitært projekt meget lig Obama Care (eller håndtryk med Angela Merkel) – en holistisk tilgang til en alsidighed og kunst i et historisk perspektiv, som repræsenterer det stik modsatte af den simplificerede ”Make Amerikan Great Again”-ånd, der har spredt sig over USA. Alligevel, mod alle odds, er Agnes Obel et hit i Nordamerika. Hendes nordamerikanske tour startede i Montreal, Canada tilbage i februar og slutter sidst i marts i Miami. Hovedparten af de 15 stop undervejs er allerede udsolgt.

Lørdag aften stod Obel på scenen i Vancouver, Canada på endnu et udsolgt spillested, klar til at promovere sidste års udgivelse Citizen of Glass. 

 

Et hypnotiserende univers 

Indenfor de første 20 minutter guider Obel og det fire kvinder store band os igennem smagsprøver fra alle tre album. Et af højdepunkterne i denne første halvleg er Citizen of Glass, titelnummeret fra sidste års udgivelse. Et album, der repræsenterer et skridt væk fra den minimalistiske lyd, der kendetegnede Obels to første, anmelderroste album. Albummet Citizen of Glass (2016) er bygget op omkring en mere elektronisk tilgang end både Philharmonics (2010) og Aventine (2013). Ifølge Sputnikmusic.com er Citizen of Glass Obels mest ”moderne” album til dato. Da singlen Citizen of Glass blev sendt på gaden tilbage i oktober sidste år, roste den franske avis La Croix sangen til skyerne. Gennem de første 20 minutter er bandet badet i rødt lys med Obel i midten.

 

Skelettet af glas

Efterfølgende er vi tilbage til Aventine-udgivelsen (2013) med sangen Dorian. Vi springer igen frem til 2016 med Trojan Horse, som er skrællet helt ind til benet, kun Obels stemme og cello, hvilket virker utroligt godt denne aften i Vancouver. Her skinner Obels koncept for første gang klart igennem via teksten: ”These bare bones are made of glass, see through the marrow as they pass“. Bandet glider over i Golden Green, hvor den tilbagelænede lyd nærmest får en Kate Bush-vokal frem i den alsidige Obel. Lyset skifter til blåt, og Obels tørre danske humor mellem numrene går rent hjem i det udsolgte Vancouver Imperial blandt et publikum, der er respektfuldt tavse og koncentrerede mellem numrene. Obel beretter, at det er første gang, hun er i Vancouver og desværre ikke har tid til at se byen ordentligt, da hun skal videre allerede i aften efter showet, men dog har en canadisk musiker på scenen, som hun har mødt i Berlin. 

Gennem den næste halve time får vi It’s Happening Again, et nummer fra sidste års album, som stilmæssigt kunne have været en del af tracklisten på Obels to første albums. It’s Happening Again følges op af Familiar, første single fra samme 2016-album – et nummer, der radikalt skiller sig ud fra sangene på Obels to første albums via den lavere pitch, som nærmest er hypnotiserende i et Dead Can Dance-associerende univers – netop kontrasten mellem disse to sange repræsenterer den alsidighed og spændvidde, der er at finde på Obels udgivelse fra sidste år. 

Vi ryger tilbage til åbningsnummeret fra debutalbummet Philharmonics (2010) – Falling, Catching – og direkte over i titelnummeret fra samme album. Agnes Obels debutalbum  solgte 450.000 eksemplarer i Europa alene, og sange fra albummet figurerede i Thomas Vinterbergs film Submarino (2009), Grey’s Anatomy, CW-serien Ringer og ikke mindst i ABC’s Revenge – debutalbummet Philharmonics solgte mere end platin i både Danmark og Frankrig tilbage i 2010. 

 

Dead Can Dance, Portishead, Clanned, Nina Simone – og Agnes Obel

Gennem sidste halvdel af aftenens koncert leverer Obel og band Fuel to Fire og Run Cried the Crawling fra 2013-udgivelsen Aventine. Et album, Obel producerede, arrangerede og mixede selv – et album, der nåede imponerende top 40 i ni forskellige lande. Heldigvis får vi også Mary fra sidste års udgivelse, en sang der viser, hvor kernen kommer fra – Agnes Obel og klaveret alene – utroligt smukt, da alt her falder på plads, og vi kan fornemme, hvordan den kreative proces tager form for Obel og band.

Inden Obel og band forlader scenen, får vi blandt andet Stretch Your Eyes, åbningssangen fra sidste års album, et nummer der udfolder sig som en moderne version af en Nina Simone-sang fra midt 1960’erne. 

Konklusion er, at dette er en fabelagtig koncert, hvor det udsolgte Imperial er fokuseret og koncentreret gennem hele Obels sæt. Den firstemmige vokal er pletfri og vel afbalanceret til en grad, hvor min fotograf halvvejs gennem Obels sæt hvisker til mig; “Den her koncertoplevelse giver mig inspiration til at gå hjem og fokusere på at blive et bedre menneske“. 

Som udenlandsdansker gennem de sidste 10 år er det fantastisk at opleve disse danske kunstnere, der pludselig erobrer verden på trods af kulturelle og politiske forskelligheder (Lukas Graham er et andet eksempel).

Mit kendskab til Agnes Obel var ret begrænset indtil denne aften i Vancouver – hvor jeg følte, jeg var midt en kombination af Dead Can Dance, Portishead, Clanned, Nina Simone og selvfølgeligt Agnes Obel – ærgerligt at vi ikke fik hendes version af John Cales Close Watch fra hans kontroversielle Helen of Troy-album (1975). Interessen for Agnes Obel og hendes række af udsolgte koncerter specielt i USA repræsenter den diversitet, Nordamerika også indeholder, et faktum, som jeg nogle gange savner repræsenteret i danske medier. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA