Meget mere end bare flotte at kigge på

Love Shop, Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal

Meget mere end bare flotte at kigge på

Anmeldt af Niki Treumer Mogensen | GAFFA

Det blev under den sjette sang, at den første måtte give sig, springe op fra sit sæde og danse. Love Shop havde ellers forsøgt sig med noget nyt og havde inviteret publikum til en sidde-koncert, hvormed Musikhusets Rytmiske Sal var fyldt op med stolerækker på bedste biograf-maner. Bandet var imidlertid også gået eventuelle danse-glade publikummer i møde allerede efter et par sange, da Jens Unmack sagde, at folk var velkomne til at stå op og danse eller sågar komme ned foran scenen og gøre det, og under ”Det Tog Mig Et År”, en småanstrengt sag, som dog blev leveret fint, var det altså slut med tålmodigheden.

Den modne dame, der var meget repræsentativ for aftenens publikum, hvoraf mange sagtens kunne have været med siden 1990’erne, havde snart fået sin veninde med op at stå, og før sangen sluttede, var godt et dusin andre publikummer fulgt med – en udvikling, der skulle forstærkes koncerten igennem, indtil der under de sidste sange knapt nok var nogen, der gad sætte sig ned. Altså, for at få siddearrangementet ud af verden: point for forsøget, men live-musik, især af denne art, er som regel lettest at nyde, når man står op.

Og nydt, det blev der. Love Shop spillede denne aften næstsidste koncert på en turné i kølvandet på udgivelsen af deres 11. plade tidligere på måneden, og der var blevet plads til seks af de nye skæringer på sætlisten, hvoraf ”Aldrig Træt, Aldrig Mæt”, som blev leveret tidligt, stod som den stærkeste. Et kig på sætlisterne fra bandets seneste optrædener afslører, at de spiller ret lange koncerter, hvilket Jens Unmack også advarede om tidligt. ”Baren herude har vist åbent til halv 10 eller sådan noget, så I skal ikke være bange for at gå ud og benytte den undervejs,” tilføjede han og fik en til at overveje, om der skulle have været indlagt en pause undervejs, nu det var en lang ”sidde-koncert”, men det fungerede nu fint uden.

Tiden gik nemlig stærkt i Love Shops selskab. Ligesom den lange sætliste bevidnede, så stod det tidligt klart, at bandet med Unmack i spidsen nød at være på og spille live, og med det efterhånden velvoksne bagkatalog var der også nok af hits af vælge ud fra. Sangene kan deles op på forskellige måder, før og efter Hilmer Hassig og Henrik Halls alt for tidlige afgang, og og up- og down-tempo skæringer. Publikum fik lidt af det hele i en flot blanding, der gav en god dynamik – ikke for mange stille eller power-sange i træk på noget tidspunkt.

Ud over det sidste tilbageværende oprindelige medlem i front bestod bandet af fremragende Mika Vandborg på guitar, på hvilken han hyppigt spillede flotte soli, som i ”Alle Har En Drøm At Befri”, og en flot intro til aftenens første godbid ”Verdensmestre”. På trommerne slog Thomas Duus især under ”Hugorm” godt til skindene og var generelt en sikker base sammen med Thomas Risell på bas, der under det skønne nyere nummer fra opsamlingspladen ”Evergreen – Best of Love Shop”, netop ved navn “Evergreen”, fik instrumentet til at lyde frækkere, end gadedrengehop ser ud. Mikkel Damgaard, på tangenter, rundede besætningen af og bød på skiftevis regulært klaverspil og mere bip-boppede rumpistol-flader.

Undervejs fik publikum blandt andet et shout-out til afdøde Henrik Hall under ”Skandinavisk Lyst”, og et cover af Gasolin’s ”Langebro”, som overraskede positivt. Hvor den virker anstrengt og forsøgt, når man lytter den online, så krøb den virkelig ind under huden denne aften, ikke mindst som følge af den øjeblikkelig genkendelse og syngen med blandt store dele af publikum.

Et absolut højdepunkt bød koncerten også på. En film, der for nylig har gået i landets biografer, "Dræberne fra Nibe", fik denne signaturs bandomsby på landkortet, men uden at fornærme nogen kan man vist roligt sige, at instruktøren før har lavet bedre. Faktisk var den vel bedste scene i hele filmen selve åbningen, hvor egnen blev præsenteret, ikke mindst på grund af det vidunderlige valg af sang til lydsiden. Således var Love Shop et højdepunkt i en ellers halv-flad film, og sangen, ”Love Goes On Forever”, var selvfølgelig også et højdepunkt i Musikhuset denne tirsdag. Jens Unmack kunne ikke dy sig for at sige på forhånd, at den kom nu, og på en aften hvor folk trodsede siddepladserne og fik danset sig klar til weekenden, stod den tilbage som den sang, der fik den største hyldest, syngen med og generelt fantastisk energi.

Jens Unmack fik sagt i starten af koncerten, som del af invitationen til at stå op, at ”vi er så meget mere end flotte at kigge på,” og det har han fuldstændigt ret i. Deres lige dele melankolske og alligevel håbefulde sange er bare et skønt bekendtskab live, og eftersom turnéen allerede slutter lørdag i København, kunne man godt forestille sig, at bandet kommer til at indtage sommerens festivaler. Der vil denne signatur i hvert tilfælde håbe at fange dem igen.

For resten: Skulle nogen undre sig over, hvorfor bandet nu ikke belønnes med fem eller sågar seks stjerner for den flotte optræden, som flere helt saglige og foryngede publikummer forslog efter koncerten, så må undertegnede hellere lige komme den kritik i forkøbet. Ud over at der var enkelte skønhedsfejl – at Unmack kom for sent ind i et vers i en ellers fin levering af ”Skyggehjerte”, og at hans vokal til tider ikke var til at dechifrere, vel på grund af en blanding af, at den var for lavt i mikset, og at han, som i slutningen af ”Bellavista Sol”, fik råbt mere end sunget – skal man huske, at seks stjerner er for den nærmest perfekte præstation. Fem er dermed for det virkeligt gode, og fire er for en solid præstation over middel. Love Shop ville sagtens kunne spille op til det niveau, de leverede i dag, igen i morgen og dagen efter; ekstraordinært (for dem) var det ikke, og med småfejlene in mente lander det på fire kæmpestore stjerner – eller hjerter, der måske havde gjort sig bedre her. Kærligheden fortsætter.

 

Sætliste:

1: Verdensmestre

2: Aldrig Træt Aldrig Mæt

3: Skyggehjerte

4: Drømmenes København

5: Hugorm

6: Det Tog Mig Et År

7: Fremmedlegionær

8: Skøjteløb På Bagsværd Sø

9: Alle Har En Drøm At Befri

10: Min Elvis

11: Triumf

12: Evergreen

13: Mesteren

14: Skandinavisk Lyst

15: Love Goes On Forever

16: Redningsklar

17: De Forelskedes Smag I Din Mund

18: Bellavista Sol

Encore:

19: Langebro (Gasolin' cover)

20: En Nat Bliver Det Sommer

21: Copenhagen Dreaming

22: Kvælertag

23: Kom Aftenernes Vind


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA