Alle elsker Ed!

Ed Sheeran, Jyske Bank Boxen, Herning

Alle elsker Ed!

Anmeldt af Trine Østergaard | GAFFA

Ed Sheeran er en af verdens største popstjerner. Han er den mest afspillede artist på Spotify. Hans sang ”Thinking Out Loud” er som den første i verden blevet streamet over en halv milliard gange. Og hans nyeste album ”÷ (Divide)” slog streamingrekorder med hele 57 millioner afspilninger den første dag. Jo, Ed Sheeran kan noget.

Alligevel er det ikke imponerende, når det gælder antallet af stjerner, han får for sine albums. Ligesom der er en tematik i titlerne (”+”, ”x”, ”÷”), synes en anden tematik nemlig at være, at Sheeran bliver haglet ned af anmelderne for banale sangtekster og fænomenal dårlig rap.

Live plejer Sheeran til gengæld at vælte kegler, hvor han som en enmandshær, kun udrustet med en looper og en akustisk guitar, tryllebinder publikum gang på gang.

Fredag gæstede Sheeran den danske X Factor-finale. Desværre virkede det som en lidt træt og udkørt Ed Sheeran, der blev transmitteret ud i de danske stuer. Mon han er blevet udhvilet, inden det går løs i Jyske Bank Boxen i aften?

Fra dreng til fuldvoksen entertainer

Der er ingen tvivl om, at folk i Boxen er klar til at se Sheeran optræde. Man kan mærke spændingen blandt publikum, der er en blandet skare af mænd og kvinder i alle aldre – dog med en overvægt af  kvinder i tyverne. Det sidste bliver især bekræftet, da lyset bliver slukket og salen fyldes af høje kvindeskrig.

Ed Sheeran kommer ind på scenen iført sort tøj fra top til tå og et stort bredt smil. Aftenens første nummer ”Castle On The Hill” leverer Sheeran med masser af energi. Så har han alligevel fået lidt søvn siden i går. Sheeran står som vanligt alene på scenen, mens gigantiske storskærme læner sig ind over ham og viser forskellige farverige visuals.

”Syng så meget, I vil. Skrig så meget, I vil. Den her aften handler om, at I skal nyde det,” lyder det fra Ed Sheeran. Og det gør publikum, der under hele koncerten synger højt med på samtlige sange – også de nye. Den rødhårede brite virker glad og overskudsagtig, mens han bygger hver sang op af små sekvenser ved hjælp af sin looper. Hvad skal man med et stort liveband, når man kan gøre det hele selv?

Der er sket meget, siden Ed Sheeran var i Danmark for første gang. Hans første optræden var, som han selv nævner, til et awardshow i 2011 – det, vi andre kender som GAFFA-Prisen. Dengang var han blot en ung gut med strittende Green Day-hår. I dag er han en fuldvoksen entertainer med så mange hits, at han ikke kan nå at spille dem alle. Én sang kan han dog ikke undlade, nemlig debutsinglen ”The A Team”, der her til aften viser Sheerans smukke stemme i fuldt flor. Der er nu ikke noget så skønt som en mand med sin guitar.

Orange is NOT the new black

Men vi kan ikke komme uden om det: Ed Sheeran kan ikke rappe! Allerede fra aftenens andet nummer bliver vi bekræftet i det, da ”Eraser” bliver leveret lettere stakåndet og med en mudret udtale af ordene. Sheeran prøver ellers at leve sig ind i rollen med bukkede ben og håndtegn, men det ligner et halvkikset forsøg på at være noget, han ikke er.

Flere gange under showet bliver jeg selv helt forpustet af at se, hvor forpustet han er. Som i mash-up’et af sangene ”Don’t” og ”New Man”, hvor sveden løber ned ad hans ildrøde ansigt, der går i ét med hans hår. Han er grunden til, at hvid rap har en negativ klang, og ligegyldig hvad, så bliver han aldrig en rødhåret Kendrick Lamar.

Talentfulde Sheeran

Alligevel må jeg indrømme, at man i et svagt øjeblik kan komme til at glemme hans jammerlige rap. For Sheeran er både empatisk, underholdende og hamrende talentfuld.

Talentet kommer især til udtryk under nummeret ”Bloodstream”, hvor Sheerans vokal og guitarspil eksplosivt søger mod et klimaks, mens et bølgende hav af arme skyller ind mod scenekanten. Også ”Galway Girl”, som i albumversionen virker lidt flad, fungerer utrolig godt live. Her synes Sheerans rap for første gang i aften tilforladelig. Nogen fra publikum kaster et Dannebrogsflag op på scenen, og Ed Sheeran slynger det rundt om sit mikrofonstativ.

”I See Fire” fra soundtracket til "Hobitten" bliver spillet i et mash-up med Rag’n’Bone Mans store hit ”Human”. I mens viser storskærmene smukke naturbilleder, der er som taget ud af Tolkiens univers. Bifaldet efter sangen er enormt, og publikum tramper henrykt i gulvet og skriger så højt, at taget er ved at lette. Ed Sheeran bliver tydeligt rørt over gestussen. Og modsat mange andre kunstnere tror man på ham, når han siger, at det er det største bifald han nogensinde har fået for det nummer.

Sidste sang inden ekstranumrene er Pharrell-samarbejdet ”Sing”, hvor Sheeran opfordrer alle i Boxen til at hoppe. Også dem med siddepladser rejser sig og hopper så gulvet gynger, og selv min sidemand Thomas Treo må lukke computerskærmen ned og suge øjeblikket til sig.

Det virker som en aften, der aldrig må ende. Men ende gør den. Selvom Ed Sheeran viser sig som den fødte entertainer med en suveræn vokal og et fremragende guitarspil, så kan det kun blive til et ”stort, stort femtal”, som afdøde Etta Cameron ville have sagt. For manden kan ikke rappe. Og lige meget hvor højt han ønsker det, så bliver han aldrig en real hip-hopper. Ed Sheeran er og bliver en singer-songwriter – og det i ordets fineste og fornemmeste betydning.

 

Sætliste:

Castle On The Hill

Eraser

The A Team

Don’t / New Man

Dive

Bloodstream

Happier

Galway Girl

How Would You Feel (Paean)

What Do I Know?

Human (Rag’n’Bone Man cover) / I See Fire

Perfect

Nancy Mulligan

Thinking Out Loud

Sing

Ekstranumre:

Shape of You

You Need Me, I Don’t Need You


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA