Tidløs Dylan imponerede

Bob Dylan, Operaen, København

Tidløs Dylan imponerede

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Bob Dylan leverede her til aften en fremragende koncert i Operaen, og det var der flere grunde til:

Klaverbokseren var tilbage. Med en attitude, der kunne minde om Jerry Lee Lewis, stod Bob Dylan ved flygelet og spillede alt andet end alibiklaver. Hvor ved han tog os tilbage til Hibbing, flækken han voksede op i, og hvor han lagde ud med et rock'n'roll-band og hamrede akkorder som leder af bandet i lillebyen. Det var før, Woody Guthrie kom på nethinden, og en akustisk guitar blev opskriften på at nå ud til folket.

Og selv om jeg elsker Bob Dylan, der tryller på en akustisk guitar, var det endnu mere elskeligt at se ham som kapelmester i et mesterligt orkester på The Band-niveau, vel at mærke en kapelmester, der med sine chops og rappe spil i venstrehånden lagde sin egen bund i tingene, mens stemmen var bedre end set i mange år.

Leflet blev der nærmest ikke. Du fik en del ting fra de senere album, inklusive hele seks sange fra det fem år gamle album Tempest, som ikke er blandt mesterens bedste. Men selv her fik bandet virkelig spillet musikken op, så sangene stod skarpt mejslet i operaens fornemme sal med den flotte akustik. Ligesom det trods alt var fedt, når en kær tekstbid gled ned, og det gik op for en med grin dybt nede i maven, at et klassisk nummer var blevet omarrangeret næsten til ukendelighed. Og modsat tiden med Billy Cross og den lidt underlige liveplade fra Budokan i Japan, så holder de nye arrangementer, ikke mindst fordi Bob Dylan går så markant ind med klaverspillet og synger så fremragende. Den mand har jo timing, så det forslår. En musikalsk gave, der virkelig er unik.

Så vi fik blandt andet fremragende versioner af kære klassikere som Tangled Up In Blue, Highway 61 Revisited, en dybt besættende version af Desolation Row og endelig Ballad Of A Thin Man i en særdeles kraftfuld version.

Dertil kommer, at Bob Dylan lige har udsendt et album, hvor han crooner efter bedste evne, og den evne er langt større, end man skulle tro, hvis man havde forladet sig på vrantne kritikeres vaneskrivning. Men da vi trods alt er nogle, der kan huske, hvor fremragende Bob Dylan sang på Nashville Skyline, så kan man kun gætte sig til, hvordan 2017-versionen af manden lyder, ja, en insider med et blødende Dylan-hjerte mente at vide, at det handler om, at han både dengang og nu har kvittet smøgerne. Og at det er det, der har åbenbaret en rent ud fremragende crooner, med en naturlig vibrato i en ægte baryton og en elegant omgang med mikrofonstativet, der – bortset fra at hans diminutive størelse ser lidt komisk ud, nærmest med mikrofonstativet på slæb – er som taget ud af en Las Vegas-tur med The Rat Pack.

Så det blev en fremragende og afvekslende koncert. Her var der udtalte højdepunkter, når eksempelvis Dylan selv på klaveret, Donnie Heron på pedalsteel-guitar og den ofte jazzede Stu Kimball spillede op til hinanden, mens powertrioen på den anden side af scenen lagde bunden, som de andre kunne udfolde sig på basis af. Ligesom det var en fornøjelse at følge den lille senede mand, der bevæger sig som få, hvad enten det var stående ved klaveret eller midt i det overdådige band, der konstant spillede fedt.

Alt i alt noget af det bedste Dylan, jeg nogensinde har set. Som snart 76-årig leverer den levende legende så virilt og originalt som nogensinde. I sandhed a work in progress.

 

Sætliste:

  1. Things Have Changed
  2. To Ramona
  3. Highway 61 Revisited
  4. Beyond Here Lies Nothin'
  5. Why Try to Change Me Now
  6. Pay in Blood
  7. Melancholy Mood
  8. Duquesne Whistle
  9. Love Sick
  10. Tangled Up in Blue
  11. Early Roman Kings
  12. Spirit on the Water
  13. Scarlet Town
  14. All or Nothing At All
  15. Desolation Row
  16. Soon After Midnight
  17. That Old Black Magic
  18. Long and Wasted Years
  19. Autumn Leaves

Ekstranumre

  1. Blowin' in the Wind
  2. Ballad of a Thin Man

 

Musikere:

Bob Dylan – vokal, piano

Tony Garnier – bas

Donnie Heron – pedal steel guitar

Stu Kimball – guitar, mandolin

George Receli – trommer

Charlie Sexton - guitar


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA