En time med Phil Rudd Band er ikke nok

Phil Rudd, High Voltage, København

En time med Phil Rudd Band er ikke nok

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Ja, lad os bare få den del overstået: Jow, Phil Rudd har spillet med AC/DC i nogle af bandets vigtigste perioder. Han har haft en hulens ballade med retsvæsenet efter dødstrusler, cannabis og den slags, men også åbnet en restaurant på New Zealand ­– og på et tidspunkt et helikopterfirma. Men i aftes stod – eller rettere – sad han på scenen i sit rette element: Bag trommerne. De er diminutive nok til, at minimalismen i trommespil og øvrig musik træder tydeligt frem. Her er ikke noget pjat med unødigt gear eller svinkeærinder af blær og show off.

Her er til gengæld rock & roll spillet af den nødvendighed, som er drevet af lyst mere end af, at manden formentlig mangler noget som helst til at betale huslejen.

2 og 4-taktslagene på lilletrommen sad på den måde, hvor det ikke er raketvidenskab, men musik, der lander lige i skabet. Hver gang! Det var netop det, jeg ville høre. En mand, der spiller så sikkert som en metronom – og uagtet adskillige også danske trommeslagere kan vise mere teknik, så har Phil Rudd en helt særlig måde at spille på. Den er så stor en del af AC/DC’s DNA, at han for længst er blevet levende rockhistorie.

Det hele foregik i aftes et mindre sted sammenlignet med stadionkoncerterne i gamle dage, nemlig i Københavns (måske Danmarks?) hyggeligste rockklub, High Voltage. Her var AC/DC banket så langt ind selv i navnet (klubben er opkaldt efter netop et klassisk AC/DC album!), at Phil Rudd ikke kunne have spillet et meget bedre sted, når det nu vist er slut med at spille i Parken og den slags stadions.

Phillip Hugh Norman Rudd på 62 år, født i Australien og stadig mest kendt for sin tid i AC/DC fra 1975 til 1983, og igen fra 1994 til 2015. Han har været med til at sælge op mod

200 millioner album, men først i 2014 indspillede han sit første soloalbum ”Head Job” sammen med sine venner, men han blev forhindret i promovere albummet og turnere på grund af problemerne med de meget omtalte, højt profilerede retssager, hvor Rudd blev idømt otte måneders overvåget afsoning i eget hjem og en bøde på cirka 600.000 kroner for dødstrusler og besiddelse af stoffer.

Men fortid bør være fortid.

Samtlige musikere tilllod sig nemlig i aftes den luksus at leve i nuet, og de så selv ud til at have en god aften – ligesom publikum.

I aftes fik vi titelsangen som afrunding af et – til tider – genialt swingende og steady sæt, kun skæmmet af især ”Crazy” (for your love baby!), der alene med den tilføjelse blev lige så klæbrig, som var Hansi Hinterseer pludselig inviteret på scenen, for at der skulle gå østrigsk schlager i den. Det blev rent kitsch.

Tilbage på sporet med beskidt og swingende rock kom vi med numre som ”Repo Man” og især ”No Right”, der tilllod sig et næsten funky og stemningsfuldt guitarforløb i symbiose med et solidt rockgroove.

HVIS nu der havde været mere end 12 sange på programmet – dvs. dem fra ”Head Job” + tre AC/DC-numre (tjek sætlisten), så KUNNE det have været en rigtig stor aften. Men når dampen er gået af ved, at det hele stopper efter godt en times koncert, så minder det nærmest om afbrudt samleje.

Vi kom aldrig tæt på et euforisk klimaks, så de mange hardcore AC/DC-fans i lokalet (inklusive denne anmelder) måtte stå tilbage med en uforløst fornemmelse. Det her var selvfølgelig ikke genkomsten af AC/DC. At udgive sig for det ville være ufrivilligt komisk. Alene ”Shot Down in Flames” har jeg svært ved at høre uden at tænke på en herlig YouTube video, hvor Gøg & Gokke danser synkront til netop dette nummer, men vi fik da alle skrålet med. Også ”Up To My Neck In You” og ”Rock 'n' Roll Damnation” var pragtfulde AC/DC-genhør, men så var den potte ude, og den ægte vare vil altid stå stærkere.

Stjernen sagde heller aldrig noget til sit publikum, og i den korte tid forundt os nåede bandet aldrig til at spille rigtigt igennem med de i øvrigt glimrende, new zealandske musikere: Allan Badger på sang, Geoffrey Martin og Mike Furness på guitar samt den britiske bassist John Proctor.

Spiller de igennem næste gang – og i længere tid - så kan det godt blive rigtigt stort. En time med Phil Rudd Band er ikke nok.

 

Sætliste:

The Other Side

When I Get My Hands on You

Lost in America

Shot Down in Flames (AC/DC-sang)

Sun Goes Down

Crazy

Repo Man

No Right

Up To My Neck In You (AC/DC-sang)

Rock 'n' Roll Damnation (AC/DC-sang)

Head Job

 

Ekstra:

Forty Days


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA