Jesper Hougaard Larsen: Livet, døden og kærligheden – Rockpoesi og litteratur hos Steffen Brandt

Jesper Hougaard Larsen
Livet, døden og kærligheden – Rockpoesi og litteratur hos Steffen Brandt

Salmekender skriver solid bog om Steffen Brandts sangskrivning

GAFFA

Bog /
Udgivelse D. 26.10.2016
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Man kan sige mange pæne ting om præsten Jesper Hougaard Larsens bog ”Livet, døden og kærligheden – Rockpoesi og litteratur hos Steffen Brandt”, men fantasifuld kan man ikke ligefrem skrive, titlen er. Tæt på det klichéfyldte, hvilket man bestemt ikke kan siges om dens hovedperson, men på den anden side er den da dækkende. For livet, døden og kærligheden er tre genkommende emner i TV-2-frontfigurens sangskrivning. Det er det selvfølgelig hos mange sangskrivere, eksempelvis Brandts store idol Bob Dylan, men ikke mindst døden er et ofte overset tema hos Steffen Brandt. Især på 2011-albummet ”Showtime”, hvilket Larsen flere gange understreger. Her er Steffen Brandts meget omtalte ironi betydeligt nedtonet, og Larsen skal have ros for at påpege, at Brandt er meget andet og mere end ironiker, og at ironien faktisk har været på retur hos Brandt helt siden slut-80’erne.

Larsens bog består af først en gennemgang af centrale temaer i udvalgte Brandt-sange gennem hele karrieren, dernæst en undersøgelse af intertekstualitet hos Brandt. Altså hvor Brandt bevidst eller ubevidst og tydeligt og mindre tydeligt citerer fra og forholder sig til værker fra andre sangskrivere og forfattere. Sidstnævnte er klart den mest interessante hos Larsen. Bogens første halvdel vidner om et stort overblik over Brandts sangskrivning, men fremstår også lidt overfladisk, fordi Larsen citerer løs fra talrige sange uden for alvor at komme i dybden med dem. Et sted skriver han eksempelvis, at det store hit ”Bag duggede ruder” handler om døden, men hvordan uddyber han faktisk ikke.

 

Gods i anden halvdel

Så er der noget mere gods i bogens anden halvdel, hvor Larsen zoomer ind på, hvordan Brandt bruger andre sangskrivere og litteraturhistorien i form af navne som eksempelvis Jeppe Aakjær – som Brandt skrev universitetsspeciale om – Dan Turèll og salmedigteren Hans Adolph Brorson som inspiration. Brandt er ikke cand.mag. i nordisk sprog og litteratur for ingenting, og det viser Larsen dels via en række eksempler på direkte citater, dels via mere dybdegående tekstanalyser. Heriblandt af den stream of consciousness-orienterede sang ”Lee Harvey Oswald Helmuth” fra TV-2’s hidtil seneste album, ”Showtime” fra 2015. Et nummer, der både citerer fra Steppeulvene, Klaus Rifbjerg og Titanics angivelige undergangssalme ”Nærmere, Gud, til dig”. Brandt ynder også at referere til sine egne tidligere sange, når et nummer som den klassiske ”Carpe Diem”-hymne ”Kys det nu (det satans liv)” fra 1988 bliver kommenteret og modereret i ”Et helt almindeligt liv” og senere ”Grip karpen” fra henholdsvis 2005 og 2015.

Her kommer Larsen betydeligt bedre rundt om Brandt sangskrivning end i bogens første halvdel, og ikke mindst præsten Larsens kendskab til salmedigtningen hjælper ham med at uddrage andre vinkler af Brandts sange end de mest åbenlyse og med at inddrage nye perspektiver. Konklusionen er dog klar: Smerten og døden er også en stor del af sangskrivningen hos den ellers så joviale Brandt, men håbet har altid det sidste ord. Som han selv siger det i sangen fra 1994: Kærligheden overvinder alt. Også selvom han i 2011 synger ”Fuck den kærlighed” – men i samme sang hedder det jo også ”okay så, kom med den kærlighed”, og den optimistiske slutlinje lyder: ”Lykken er pudset på din sag”.

Larsen citerer den alt for tidligt afdøde anmelder Torben Bille – som ifølge Larsen ”var ham, der skulle have skrevet den ultimative bog om Steffen Brandt og TV-2”, og jeg er enig – for at sige, at Brandts foretrukne våben til udforskning af tilværelsen er spørgsmålstegnet. Bedre kan det næppe siges, og netop den spørgende tilgang og manglen på firkantede konklusioner, som Brandt blev vaccineret mod i de munkemarxistiske universitetsår i 70’erne og af datidens politiske rock, er formodentlig årsagen til, at vi stadig lytter til og synger med på Brandts sange, hvor de ældste af de dansksprogede har mere end 35 år på bagen, og hvor de yngste stadig har relevans. Og hvor Jesper Hougaard Larsens fine bog kan gøre os lidt klogere på dem.

PS: Grafisk set kunne bogen være bedre – pixelerede gengivelser af Jo Dam Kærgaards flotte pladeomslag klæder ingen af de involverede parter. Det er vist en ommer!

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA