Veloplagt pave, sjuskede musikere

Ghost, Kvelertak og The Great Discord, Valby Hallen, København

Veloplagt pave, sjuskede musikere

Anmeldt af Mads Graugaard Hansen | GAFFA

Forventningen til aftenens messe i helvede var ikke på sit højeste – ikke på grund af indholdet, men på grund af rammerne.  Valby Hallen har ikke ligefrem en historie bag sig af koncerter med fantastisk lyd. Dette viste sig så heldigvis ikke at være tilfældet denne aften, selve det lydtekniske var ret hæderligt.

Med en knap halvfyldt sal lagde The Great Discord (Et forholdsvist ungt band fra Ghosts hjemby Linköping i Sverige.) ud med, hvad de selv beskriver som ”Progressiv Døds Pop”. En tung og punchy bas, sammen med vokalen i front, som dog tog et par sange at få op i et hørbart niveau, bagved en tyk grødet mur af guitar og et backtrack med en masse vokaler. Sjældent har jeg hørt et support band med SÅ meget bas på fronten, normalt plejer de at være skruet væsentligt ned i forhold til headlineren – det skulle så vise sig ikke at være tilfældet. Alt i alt en udmærket oplevelse, god vokal og dygtige musikere.

En rar kvælningsfornemmelse

Nogle vil nok mene, at undertegnede ikke ”kommer nok ud”, når et band som norske Kvelertak fuldstændigt er forbigået mine musikelskende ører – og de har en pointe. Kvelertak er et overflødighedshorn af guitarfræs, en kæmpe mavepuster af en punk-bas og den karismatiske forsanger Erlend i front.

Jeg må være helt ærlig og sige, at mit kendskab til Kvelertak kan ligge på et meget lille sted – så lille som i ”Jeg har vist hørt et minut af sangen ’1985’ engang”.  Derfor kan jeg heller ikke bidrage med hverken sætliste eller andre guldkorn omkring bandet, jeg kan blot tørt konstatere, at min horisont lige blev udvidet endnu en gang, og Kvelertak efterfølgende har kørt hele dagen i mine hovedtelefoner.

Maskebal i Kongens Valby

Til tonerne af ”Miserere Mei, Deus” blev røgelsen tændt og stemningen sat. To af Ghosts crew-medlemmer kom ind på scenen og fjernede helt rituelt klæderne fra instrumenterne, samtidig med at de bukkerde mod hinanden og ud mod publikum. Det er første gang, jeg har set, at crewet har været en del af ”Forestillingen”, men det fungerede rigtig godt og satte med det samme den stemning, der nu engang hører sig til Ghost.

Den ikoniske ”Masked Ball” blev spillet over PA’et. De fleste kender den som den intro, Ghost altid bruger, andre vil måske huske den fra Stanley Kubricks film ”Eyes Wide Shut. Introen blev afbrudt, og ind kom Fire, Water, Wind, Earth og Ether – de fem Nameless Ghouls, som dannede bandet i Ghost – og åbnede med sangen ”Square Hammer” og gik lige over i ”From The Pinnacle To The Pit” efterfølgende.

Bassen var lagt på hylden

I modsætning til de to support-acts, hvor der var masser af bund og klar defineret bas, så led Ghost under en delvist manglende eller bare utroligt lav bas. I en sang som ”Con Clavio Con Dio”, der starter ud med en dejlig tyk og hæs bas, var det tydeligt, at den var meget diskant og manglede den gode bund, en bas nu skal give. Det var synd og skam og gjorde udtrykket lidt til en flad oplevelse.

Som mange nok er bekendt med, har Ghost været ude i en del modvind på det seneste, primært grundet fire tidligere medlemmers sagsanlæg mod Tobias Forge på grund af nogle økonomiske tvister (alt det kedelige kan I finde på det store internet), og hele bandet blev ”smidt på porten” i sommeren 2016.

Ghost har altid haft musikere med et utroligt højt teknisk niveau, og desværre var det tydeligt at høre, at der har været udskiftning i rækkerne. Som beskrevet ovenover var bassen et af kritikpunkterne. Trommeslageren spillede godt, men var ikke nær så tight som den/de, der tidligere har været en del af bandet. Guitaristerne, specielt leadguitaristen sjuskede sig lidt igennem soloer og var generelt meget i front, hvilket jeg ikke har oplevet til andre Ghost-koncerter.

Papa Emeritus III havde stadig publikum i sine hule, knoglede hænder. Der var masser af humor i hans snik-snakken indimellem, som da ”Sisters of Sin” skulle på scenen, inden bandet spillede ”Body and Blood”, eller lige inden ekstranummeret ”Monstrance Clock”, hvor han sagde, at folk skulle gå hjem og give sin kvinde orgasme(r), da det var hele sangens budskab.

Der var ingen store overraskelser eller udsving. Det var en god koncert med Ghost som koncept og en utrolig veloplagt Papa Emeritus III. Dog skuffede musikerne en musiknørd som mig, men når man kiggede rundt så havde folk en fest – en Helvedes Fest!

 

Sætliste:

  1. Square Hammer
  2. From the Pinnacle to the Pit
  3. Secular Haze
  4. Con Clavi Con Dio
  5. Per Aspera ad Inferi
  6. Body and Blood
  7. Devil Church
  8. Cirice
  9. Year Zero
  10. Spöksonat ( Fra “bånd” )
  11. He Is
  12. Absolution
  13. Mummy Dust
  14. Ghuleh/Zombie Queen
  15. Ritual

Ekstranummer:
Monstrance Clock


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA