Generationsskifte for åbent tæppe

Tinariwen, Store Vega, København V

Generationsskifte for åbent tæppe

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var en hård omgang for en garvet fan. Jeg så Tinariwen første gang for omkring 20 år siden, og siden har jeg fulgt hele turen. De sidste år har lederen og det absolutte midtpunkt været ude med en livstruende sygdom, og nu var han så endelig tilbage, om end i små doser. Det var stor sportsånd at stille op, for det må koste på kræfterne. Det blot 57-årige tidligere kraftcenter var en skygge af sit gamle jeg, og det prægede hele koncerten.

Det var derfor i høj grad oppe til de øvrige medlemmer at stå for underholdningen, og næste generation kan tingene, uden at det dog havde det stempel, som siger Tinariwen, og som er så unikt. Det var lige før, at orkestre som Terakaft og Tamikrest nu har overhalet de gamle mestre. Men igen: det er altsammen indenfor samme klan.

Når det er sagt, hyggede et tætpakket Store Vega sig og dagsformen desuagtet er det specielle beat og de fede rundgange af en beskaffenhed, der gør, at du hypnotisk ledes af sted på en måde, som meget få på planeten synes at kunne gøre lige så godt. Og jeg er sikker på, at bandet selv på denne aften fik mange nye fans, så højlydt var begejstringen i vestibulen, da vi gik ud.

Men for undertegnede var det i høj grad et band uden styrmand, som sejlede rundt, duvede hid og did, og det var næsten sådan, at når Ibrahim Ag Alhabib kun evner at være i centrum af sit orkester i små doser, går det nærmest ud over det samlede udtryk. I hvert fald var sidste besøg i København, hvor han ikke var med, af en meget mere afklaret beskaffenhed. Den viste, at bandet kan endnu, og det var da også, når stedfortræderen Abdallah Ag Alhousseyni trådte frem med sin westernguitar, at der for alvor skete noget. Han er i den grad næste generation, og har været på vej med Tinariwen siden sin dåb, hvor Ibrahim Ag Alhabib spillede.

Når det alligevel blev en koncert med mange gode momenter, var det fordi orkestret stadig har den løse tilgang til underholdning. Også selv om det denne gang syntes at kamme for meget over. Som havde man lidt tabt respekten for publikum, som så ikke fik særligt mange af diamanterne at se.

Tilbage står bekymringen for Ibrahim Ag Alhabib. Vi må håbe, at han kan komme stærkt tilbage snart.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA