Kellermensch satte alt på spil

Kellermensch, Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Kellermensch satte alt på spil

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Hele Musikhusets foyer var fyldt med lange køer op til aftenens koncert med tilbagevendte Kellermensch. Havde de øvrige festivalgængere vidst, hvad der skulle udspille sig over den næste halve time, så havde køerne været dobbelt så lange.

Kellermensch er tilbage. Syv mand høj indtog de scenen sammen med de fem kvinder i strygerensemblet Who Killed Bambi. Frontmand Sebastian Wolff var dog ene om at sætte gang i festen. Han tyssede på publikum, fandt det rette stemningsleje frem og sang og spillede så ellers den smukke ”How To Get By”. Som sangen skred frem, blev stemmen og guitarspillet mere og mere intenst, ligesom Wolffs positur kom mere og mere ud på gyngende grund, således at han nærmest snublede nummeret i mål. Musikalsk som fysisk var han helt ude på kanten. Man kunne tydeligt mærke, at der var noget på spil. At dette ikke var en metervarekoncert, men en liveoplevelse i ordets dybeste forstand, hvor alt kunne gå galt. Der var lagt i ovnen til en intens oplevelse. Og så blev resten af scenens befolkning sluppet løs.

”Mediocre Man” bragede ud over scenekanten og fastslog, at Kellermensch ikke er noget mediocre band, og at dette ikke var en middelmådig koncert, hvis nogen da skulle have siddet i salen og tvivlet på det. Claudio Wolff hamrede taktfast på sin bas, mens han marcherede rundt på scenen med bassen i ladegreb. Trommeslager Anders Trans sørgede disciplineret for at holde rytmen og udviklingen i den langsomt opbyggende rockhymne. Og Sebastian Wolff, han slap kaosset løs. Han smed guitaren, bandt mikrofonen om stativet, så det uundgåeligt måtte falde, sad pludselig på knæ med mikrofonen i den ene hånd og intensionen om at spille guitar i den anden. Gennem hele koncerten havde man indtryk af, at Wolff ville gøre det så svært for sig selv at gennemføre koncerten som overhovedet muligt.

Sebastian Wolff var en mand med en mission. Han kastede sig hovedkulds ud over stolerækkerne. Gående ud og på tværs på stoleryggene med mikrofonledningen efter sig uden hensyn til de forbløffede og henrykte publikummer, der gjorde sit til at undgå at blive halshugget af mikrofonledning og samtidig sørge for at holde Wolff på benene. Det var meget intenst at være vidne til. Tilbage på scenen faldt han da også pladask i ledningen. Han var frygtløs. Ikke kun over for eget helbred, men på hele salens og scenens vegne. Mikrofoner blev kastet ned, når de var blevet brugt, og guitarerne fløj ud af hænderne på ham, som om de blev gloende hede efter et særligt intenst guitarstykke. Det var voldsomt, men på ingen måde destruktivt. Der var en smuk nødvendighed over de pludselige, kaotiske og intense udbrud.

Efter første besøg fra Wolff rejste hele Store Sal sig og klappede taktfast, og vi kom aldrig til at sidde igen. Koncerten buldrede videre. Bag Sebastian Wolffs lidende optræden opretholdt resten af orkestret formen. På ”Bad Sign” kulminerede det hele. De taktfaste trommer, de i dagens anledning to orgler og de fem strygere udgjorde bunden i dette mesterværk af et nummer. Guitarerne glimrede til gengæld ved deres fravær. Efter flere numre med en bred guitarmur var det vildt effektfuldt pludselig at fjerne den. Sebastian Wolff udgjorde og sigtede efter toppen. Denne gang på meget mere hensynsfuld og elegant vis kravlede han ud på stolerækkerne med en klar mission om at nå længst muligt ud. Få meter fra mig stoppede han og nåede lige nøjagtigt at få balancen til at starte med at synge. I mørke. Sporadiske blitzlys fra kameratelefonerne afslørede momentvis vanviddet i hans øjne.

Efter denne vilde oplevelse kom Sebastian Wolff tilbage på scenen og henvendte sig pludselig direkte til publikum med et ”Vi har en mere. Vi spiller en mere”, hvorefter Trans kom løbende ned til ham med trommestikkerne i hånden og siger, at de ikke måtte spille flere sange. En vanvittig afslutning på en vanvittig koncert. Man kan ærgre sig over, at dørene ikke blev åbnet bare fem minutter før, og/eller at publikum bare havde været fem minutter hurtigere til at komme på plads. Men altså, ”Bad Sign” er nutidens bedste rocknummer, og den markerede den tilbagekomst, som aftenens koncert cementerede, så på den vis var det nu en ganske fin afslutning.

Kellermensch er tilbage. Efter aftenens koncert på Spot Festival har de efterladt publikum sultne, men kræsne. En så intens, kaotisk og smuk magtdemonstration som den i aften bliver svær at overgå, endsige gentage.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA