Punkpoesi til et England i fordærv

Sleaford Mods, Den Grå Hal, København

Punkpoesi til et England i fordærv

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Arkivfoto

Da jeg første gang blev opmærksom på Sleaford Mods, havde duoen lige udgivet albummet Divide And Exit. Det var det syvende album fra Sleaford Mods, men alligevel var de stort set ukendte i Danmark. Jeg blev hurtigt betaget af Jason Williamsons tykke East Midlands-accent. Det mindede mig om dengang, jeg selv boede i England, og dengang det første gang gik op for mig, i mine tidlige teenageår, hvor stor en indflydelse det nordlige England har haft på musikkulturen. Men jeg havde svært ved at placere Sleaford Mods musikalsk, og når jeg skulle fortælle mine venner om dem, endte jeg altid med at sige, at det var et kryds mellem The Streets og Joy Division, selvom jeg var udmærket klar over, at den beskrivelse var langt fra præcis.

Da Sleaford Mods blev annonceret til sidste års Roskilde Festival, var jeg ikke i tvivl om, hvilken scene jeg skulle befinde mig ved den sidste nat under festivalen. I mine øjne var det her stor kunst, og Avalon-scenens røde gardiner, gule lamper og intime scene, hvorpå Jason Williamson råbte ad systemet, imens Andrew Fearn røg smøger og drak dåseøl, gav følelsen af et lille kunsthus, der afholdte open mic. Og oplevelsen var da også, som den kunne være på et lille kunstgalleri, hvor publikum ikke helt fatter, hvad der foregår på væggene.

Men historien omkring Sleaford Mods kan på mange måder også tolkes som et udtryk for manglende forståelse. Det har været lang vej fra spillestedet i Nottingham til Den Grå Hal i København, hvor Sleaford Mods i aften spiller sin første koncert som headliner i Danmark. Og i lige så høj grad, som der indtil for ikke så længe siden var en manglende forståelse for det musikalske udtryk, er Sleaford Mods i dag mere politiske end nogensinde før. Vreden mod fædrelandet, England har vokset sig større i takt med landets nationalisme, Theresa Mays politiske hyldester til Margaret Thatcher, Brexit og et forhastet valg i næste måned. Albummet English Tapas er et udtryk for den vrede, der blev brygget på under ep’en T.C.R. Det er en vrede, der sendes af sted fra Jason Williamsons galdespyttende vokal og ud i publikums ansigter imens systemet, populærkulturen og fuckin’ England får stukket mikrofonen op i røven.

 

Fuckin’ England

Sleaford Mods gør tingene lidt anderledes. De er blandt de eneste kunstnere i England, der faktisk er politisk aktive og udtaler sig om det system, de ser på vej til at krakelere. Det engelske sundhedsvæsen er i forfald, det kommende valg er et taktisk forsøg fra Theresa May på at bevare magten for at underminere den engelske arbejderklasse og for at holde det skotske uafhængighedsparti fra porten. Og som åbningsnummeret ”Army Nights” fra English Tapas vidner om, har den engang påvirkende og mægtige britiske kultur udviklet sig til en flok fulderikker, der tager på ferie i en campingvogn.

Så der er noget at være fred over, og samtidig med, at Jason Williamson råber så intenst ind i mikrofonen, at man skulle tro, at den har sagt noget om hans mor, står Andrew Fearn ude i siden som bandets største fan iført en ”I <3 Tivoli” T-shirt. Faktisk laver Andrew Fearn ikke særligt meget andet end at føle beatet, imens den ene stift efter den anden hældes i svælget. Men ser man musikalsk på det, gør det egentlig ikke så meget, for Jason Williamson besidder en så intens og altoverskyggende vrede, at det faktisk er svært at fokusere på andet. Og når det nu kommer til at spille musik ved at trykke enter på et computertastatur, så gør Tiësto og David Guetta jo alligevel det samme – det lyder bare dårligere.

Sleaford Mods befinder sig et musikalsk grænseland mellem melankolsk post-punk, tung drum & bass og vild rave tilsat en bevidsthedsstrøm af politisk utilfredshed, og på ”I Can Tell” fra T.C.R. fanger den monotone post-punk publikum, imens volumen stiger. Jason Williamson spytter i mikrofonen, når han ikke udbryder epileptiske dyrelyde, og som aggressiviteten stiger på ”Britain Thirst” fra samme album skrues der op for bassen til stor begejstring for publikum. Der er fyldt i den Grå Hal, hvilket egentlig er lidt vildt at tænke på, taget de tyve mennesker i betragtning, jeg delte koncertoplevelsen med på Roskilde Festival sidste sommer.

Selvom der egentlig ikke er tale om den store melodiske variation i Sleaford Mods’ musikalske udtryk, er der alligevel lidt at hente under ”Snout” fra English Tapas, som byder på en større melodiøs variation. Men når det kommer til det musikalske udtryk, bør det måske ikke opfattes på lige fod, som hvis der havde stået et fire-mandsorkester med instrumenter og guitarpedaler. Det er punkpoesi på niveau med John Cooper Clarke, som han udtrykte det under minestrejken, da Margaret Thatcher glemte alt om arbejderklassen.

 

Brexit og et Storbritannien i opløsning

Der er ingen tvivl om, at Brexit stadig fylder meget i det engelske samfund. Der er ingen, der rigtigt ved, hvor landet er på vej hen. Om Storbritannien kan bevare sin rolle som europæisk stormagt, eller om det forenede kongerige går imod sin opløsning, hvorefter England bliver Amerikas 51st state. Mediebilledet er ifølge mange misvisende, de konservative ældre i Storbritannien er aldrig kommet ud af de gode gamle dage, og magthaverne går efter den fulde kontrol, som ”T.C.R.” fra ep’en af samme navn giver udtryk for. Jason Williamson hilser på dem, han lige har lyst til at hilse på blandt publikum, men alligevel er der ingen tvivl om, at Sleaford Mods sætter pris på sit publikum, når ham bagest i midten stikker tomlen i vejret og taknemmeligt får sendt en hilsen retur.

Sleaford Mods er efter eget udsagn the leaders of the new phase in music, hvilket bevidnes i duoens minimalistiske udtryk, hvor budskabet er det altoverskyggende. Men imens Storbritannien er på vej ned til i toilettet, vil publikum danse, og det får de da også lov til under ”B.H.S.” fra English Tapas. Men spørger man den britiske avis The Guardian, er det egentlig ikke, fordi der er så meget at danse over, da budskabet er en reference til den engelske butikskæde, der gik konkurs og nu står som et symbol på, hvordan Storbritannien befinder sig i en social tilbagegang. “We’re all goin’ down like B.H.S. – we’re all going and it’s no stress”, og som Jason Williamson derefter kigger på uret og siger it’s been about an hour – well, I ain’t fuckin’ lookin’”, kastes publikum ud i den sidste omgang samfundskritik, inden scenen forlades.

Sleaford Mods vender dog kort efter tilbage til sit ekstatiske publikum og starter go-go-dansen under ”Jobseeker ” fra The Mekon. Jason Williamson skælder mikrofonen ud i takt med, at energien stiger og oplever sin kulmination under ”Tied Up In Nottz” fra Divide And Exit. Bassen gynger igennem salen og griber sig fast i mellegulvet, der næsten får øllet til at komme op igen, hvis det ellers ikke var, fordi man i stedet kunne kaste sig ud fra scenen. Imellem crowdsurfing bevæger Jason Williamson sig ind igennem ”Tweet Tweet Tweet” og valser rundt på scenen, imens publikum holder gang i punkfesten, inden han med et brag smider mikrofonen og lader galskaben opleve sin komplette forløsning.

 

Sætliste:

Army Nights

I Can Tell

Britain Thirst

Moptop

Snout

Carlton Touts

Dull

T.C.R.

Time Sands

Routine Dean

Jolly Fucker

Drayton Manored

B.H.S.

Cuddly

Ekstra:

Jobseeker

Tied Up In Nottz

Tweet Tweet Tweet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA