Smukt, men iskoldt islandsk modlys

Ásgeir, Vega, København

Smukt, men iskoldt islandsk modlys

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

“Ásgeir, you’ve made it!” En fan råber aftenens hovednavn an nede fra salen og gratulerer ham for at være nået frem til Store Vegas scene denne søndag aften. Karakteristisk for hele koncerten reagerer Ásgeir ikke. Og når han en sjælden gang henvender sig til sit talstærke og meget opmærksomme publikum, så er det med en lavmælt, svært forståelig mumlen.

Lad det være sagt med det samme; Ásgeir er hverken entertainer eller født frontfigur. Som for at understrege den pointe spiller han og de fem musikere hele koncerten gemt væk i stærkt modlys. Flot modlys, men dog modlys, der skærer i øjnene og distraherer fra den store lydoplevelse, Ásgeir har medbragt her til den anden koncert på hans nye turné.

Håndspillet og træfsikker
Fra første strofe lægger han og teamet an til et stramt kontrolleret, dystert og melankolsk lydunivers, hvor enhver detalje er iskoldt forudbestemt. Ásgeirs skrøbelige lyse stemme står skarpt i kontrast med musikken, der er rytmisk uforudsigelig og original – og, lader det til, 100 pct. håndspillet og live. Rolig, træfsikker og dygtig. Tak for den umage.

Scenelyset udgøres først og fremmest af en række stalagmit-lignende søjler, der igennem koncerten ganske effektfuldt illustrerer både ild, lava og dryppende stearin. Med bandet reduceret til sorte silhouetter er lyset det eneste, vi kan fæstne øjnene ved, og koblet med de kliniske iskrystalklare lydflader indbyder koncerten mere til afslappet nydelseslytning end til, som det desværre er tilfældet i aften, stående måben. Ved næste besøg har Ásgeirs publikum fortjent Koncerthusets bløde stole.

Hujende humanioraer
Hvem er Ásgeirs publikum? De er alle sammen humaniorastuderende, påstår én før koncerten. Ikke en eneste DTU’er kan der være i salen, bliver der sagt. En tvivlsom påstand, men det er i hvert fald et stillestående publikum, der andægtigt betragter – og viser deres betagelse af – det islandske musikfænomen, der indadvendt skifter imellem guitar og keyboards.

Koncerten er bygget op over Ásgeirs nye album “Afterglow”, som vi får alle numrene fra sammen med seks numre fra det forrige album, “In the Silence”. Det er både modigt og helt på sin plads. Men lige så omskiftelig og overraskende musikken er, lige så særegent distanceret er den også. Følelser, sved og humor er forlagt ved indgangen. Ásgeir spiller meget seriøs musik, som de hujende humanioraer kun hylder imellem numrene.

Klimaks i strid isstorm
Vi svæver rundt imellem enkle melodistumper og mere komplekse opbygninger, der næsten river med og så alligevel ikke. Der hviler en uforløst og lettere fortænkt stemning over koncerten, som fungerer bedst fra halsen og op. Desværre. For der er gode antræk til noget mere levende, men Ásgeirs generte fremtoning smitter, og ind imellem smyger der sig en triviel apati rundt i salen.

Efter 55 minutter afslører Ásgeir, at han har et, nej to numre tilbage. Det sidste, “Going Home”, slutter i en strid isstorm af et klimaks, og så er han væk. Men det er ikke ægte farvel. Ásgeir vender tilbage, og i koncertens ekstranumre løsner han op og begynder nærmest at rocke. Transformationen giver optræk til vuggende bevægelser foran scenen, og det klæder den i øvrigt gennemkontrollerede koncert på skizofren vis at rykke en smule på målstolperne. Men hvorfor skulle det først ske helt inde i overtiden?

I det 75. minut er det slut, og vi defilerer ud i Vesterbros silende søndagsregn.

Opvarmningen til Ásgeir stod blodfattige David44 for. En ung sanger, der imellem sine trivielle kærlighedssange taler allermest om sin egen benovelse over at stå på Københavns cooleste scene.

 

Sættet: 

Hold
Fennir Yfir
King and Cross
Here Comes the Wave In
Underneath it
New Day
Head in the Snow
Dreaming
In Harmony
Nothing
Higher
Afterglow
I Know You Know
Unbound
Going Home

Ekstra:
Stardust
Torrent


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA