Fin, intim, melankolsk pop-rock-cabaret-koncert

Nina Persson & Martin Hederos, Bremen Teater, København

Fin, intim, melankolsk pop-rock-cabaret-koncert

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Matchet mellem Bremen Teater ved Vesterport i København og den svenske duo Nina Persson & Martin Hederos viste sig tirsdag aften at være noget nær perfekt. Vel var der solgt 500-600 billetter til duoens koncert, men på grund af teatersalens indretning var det alligevel muligt for de to – med deres helt enkle, pop-rock-cabaret-agtige sange og musik – at skabe noget, der mindede om en intimkoncert.

Med Perssons stemme akkompagneret af blot ét instrument ad gangen (Hederos spillede enten klaver, stueorgel, keys eller violin) var udtrykket nøgent og derfor egnet til det intime. Duoen stræbte ikke efter det formfuldendte, men efter det sjælfuldt kantede, og dét fik den ud over scenekanten: den dybe, lidt rustne vokal med de ofte tilbagevendende momenter af stor klarhed og den skramlede, ofte henslængte omgang med både instrumenter og arrangementer.

Havde koncerten fundet sted en sen nattetime på en lille røgfyldt bar, havde effekten været den samme: Publikum ville også der være blevet ramt af autenticiteten, nærværet, det uperfekte. Modsat ville duoen nok ikke være blevet ramt af samme opmærksomhed, nærvær og aktive lytten fra publikums side. Men dén blev de til del i Bremen Teater.

Sangerinden (med en fortid i succesrige The Cardigans og et publikum i hele den vestlige verden) og instrumentalisten (med en fortid The Soundtrack of our Lives og en øjeblikkelig succes i Sverige) gav via egne arrangementer det melankolske materiale nyt liv. Materialet? Det var en skønsom blanding med hovedvægten på ballader skrevet af nogle af de sidste årtiers største ballademagere. Selv faldt jeg især for den svenske duos fortolkning af Rufus Wainwrights Going to a Town, Joan As Police Womans Real Life, P.J. Harveys Teclo, Peggy Lees Don’t Smoke in Bed og det afsluttende ekstranummer, A Camps Song For the Leftovers. Sidstnævnte, proklamerede Persson, ”skal spilles til min begravelse.” Dét udsagn forekom helt naturligt – koncerten som helhed taget i betragtning. For generelt var musikken denne aften i Bremen Teater præget af mørke, melankoli og melodi.

Trods et par mærkværdige afstikkere over eksempelvis Sparks’ Angst in my Pants og Krzysztof Komedas ordløse kendingsmelodi til filmen Rosemary’s Baby, var koncerten præget af stringens og klarhed og netop mørke og melankoli. Og dét, og duoens uprætentiøse tilgang til stoffet, gjorde koncerten til noget særligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA