Store oplevelser på andendagen af Nordic Noise Festival

Diverse kunstnere, Nordic Noise Festival, Remisen, København

Store oplevelser på andendagen af Nordic Noise Festival

Anmeldt af Rockzeit.dk | GAFFA

Arkivfoto af Denner/Shermann

Fredag og lørdag bliver der for femte gang holdt Nordic Noise Festival med fokus på hardrock, igen i år i Remisen på Østerbro. Her følger anmeldelser af fredagens program.

Black Swamp Water – 4/5 stjerner 

Uden at opfinde den dybe tallerken formår Black Swamp Water alligevel at servere en sølvplatte af gedigne cowboytricks til de fremmødte i Remisen.

“Skal man lige have blæst hovedet igennem med omgang fed hård rock, er BSW helt klart blandt de bedre kandidater til at løse den opgave. Jeg har ikke hørt bandet live… endnu, men jeg er ret sikker på, at de kan levere et brag af en rockfest.”

Således skrev vores anmelder i forbindelse med hardrock-bandet Black Swamp Water’s debut “Chapter One”, og i GAFFA fik de fem ud af seks stjerner; på den måde tegnede aftenen til at blive røvsparket eftertrykkeligt i gang.

Kabooom!

Koncerten blev indledt med lydsamples og en stemme, der sagde “Black Swamp” flere gange for til sidst at tælle ned til 0, og “kabooom!” Så blev lørdag edderstejlme banket i gang! “Leave Nothing Behind” sørgede for, at gulvet buldrede, og luftrummet blev fyldt med hvinende guitarfræs og Bjørn Bølling Nyholms meget veloplagte vokal. Et tordennummer som ikke efterlod noget bag sig andet end røg og damp.

Bandet ilede videre, og de har sgu nogle svedige riffs viklet rundt om nogle vokalmelodilinjer, som er skarpere og mere fængende, end hvad mange af bandsene i går kunne diske op med, hvad enten de kom fra Danmark eller udlandet. Ikke mindst deres pryglende og voldsomme The Cult-agtige “World On Fire” og deres Black Sabbath-prægede semi-doom-nummer, “Black Swamp Water”, som både rækker tilbage til det tidligste Sabbath og noget taget fra albummet “Dehumanizer” fra Dio-perioden. Jo tak, de er oppe at stjæle fra øverste hylde, men er der ikke noget der hedder “finders keepers?”

Bjørnebrøl

Da bandet er i gang med “Harmless”, er vi allerede nået dertil, hvor Bjørn kan få os til at vise horn og rocke med. Og som frontmand er han meget kraftfuld og medrivende, selvom han egentlig ikke farer rundt. Hans vokale vinkel er måske mere energisk end clean og det virker, som om han bevidst slipper kontrollen for at lade udtrykket tale sit rå sprog.

Sammenspillet enhed

Bandet er virkelig en tight enhed, og man føler sig helt tryg i selskab med guitaristerne Jan Geert & Martin Lykke Hansen, og bunden voldtages til modbydelig perfektion af Kim Langkjær Jensens piskende lilletromme, klassiske gryderulninger og dobbeltpedal-regime; og trods Jeppe Birch Friis sceneenergi lægger han alligevel baslinjerne med stoisk ro. Han er den sidste skanse, som andre bands ville nyde godt af.

“Into the Fire” har fået AirPlay på MyRock og er også klart et radionummer 1:1. Den klassiske Rainbow-rockballade har vi hørt 1000 gange før, men det er som om, at Black Swamp Water får klichéerne til at arbejde for sig, i stedet for omvendt. Black Swamp Water er det vi hører, og intet virker kopi-agtigt eller konstrueret. Nummeret har en rigtig god melodiføring i verset, og fælles for de numre, bandet valgte til i dag, er at det er sange, som man har lyst til at høre igen. Bandet klarer sig fænomenalt godt live, og sidste helvedesbrøl “Hellride” sætter trumf på.

Endnu engang får åbningsbandet sat barren foruroligende højt.

 

Black Income – 3.5/5 stjerner

Med inspiration fra Tool, Stone Temple Pilots, Nirvana, Queens Of The Stoneage og Soundgarden blev gassen lukket ud over scenen fra de tre musikere fra Fredericia, og man var som publikum ganske underholdt.

“Hard Rock Dark Grunge Metal”, det er den betegnelse, som Black Income ser sig selv som, og det er da dejligt beskrivende, og der er allerede dér en del at leve op til.

Med deres glimrende debutalbum “Noise Pollution“ kunne man godt fornemme, at det var et band, der tager sig selv seriøst. Bandet har fem år på bagen efterhånden, og de har kastet sig over rocken med ærlighed i musikalsk udtryk.

Live

Med en bizar lydcollage som intro startede Black Income deres tæskehårde rock, og på scenen her på Nordic Noise kunne de så diske op med deres fede riffs og rytmer, som de havde godt på rygraden. Dog var der en lille fejl i starten af et af numrene, men der gik ikke længe, før de hurtigt nikkede til hinanden og gik rigtigt i gang.

Grungevokalen fra Henrik Thrane var klassisk med masser af fraseringer med de typiske nedadgående kromatiske skalaer. Bandet spillede højt og megastramt, og det var en fornøjelse at høre et band, der fra starten kunne blæse os tilbage, selvom vi gerne ville frem mod scenen.

Ja, det var stramt og overskudsagtigt, men det var som om, at der var det samme drive i alle numrene, og det var svært at adskille dem, og det blev lidt kedeligt i længden. Men ej at misforstå, Black Income er virkelig nogle, der kan sætte fut i stuen, skære igennem og få folk til at blive øltørstige og trykke den af i rockens navn.

 

Black Oak County – 4.5/5 stjerner

Det er ikke første gang vi lægger ører til Black Oak Countys Sun Strip hardrock, de spillede nemlig også sidste år på Nordic Noise

Helt, helt overbevisende

“Someone Else” åbner sættet, og det et en god ide, for det er et letafkodeligt standard up tempo hardrocknummer med call response kor, smadre-trommer og møllehjuls-riff i lange baner, og Niels Beiers rå americanavokal er ekstrem potent og brutal.

Han giver virkelig hals, og hele bandet syder af vildskab og uforfalsket kærlighed til rock n roll – og også med den intention at bruge deres plads i Nordic Noise som det showroom, det vitterligt er. De er megatændte, og efter en sikker levering af “The Bogeyman” er de helt oppe i det røde felt og præstere og levere røvtung og knasende greasy rock og så… igen up i tempo.

Bandets breakdowns og indøvede formleds- og temposkift viser overskud og kreativitet. De ord, Beier veksler med publikum kommer afslappet og uden blusel og det viser det overskud, som andre frontmænd måske har manglet (man skal jo sige noget som frontmand – så husk at forberede jer, det får altså publikum til at slappe af).

“Nothing to Say” er endnu et svedigt nummer, og helt ærligt, Beiers stemme er fyldt med rugbrød og kartofler som en perfekt blanding af Neil Fallon (Clutch) og danske Michael Poulsen. Han matcher bandets tyngde, så alle niveauer er balancerede. Han synger fedt og får folk med hele tiden. Velfortjent, for Beier og resten af Black Oak Country gav sig sgu 235%.

Så har vi balladen

Som lynafleder for den linde strøm af tåfræserrock, som vi har fået indtil videre kommer aftenens første ballade “If You Only Knew”, og ud over at Beier ikke rammer rent hele tiden, rammer han dog Chris Cornell lige i skrinet med sin vanvittige vokal. Selve kompositionen kan måske ikke det store, men det er også sin sag lige at skrive den hardrock ballade, ingen andre har skrevet før.

Der er masser af lækker Slash-agtigt guitarlir og det… er vist det. Det efterfølgende call response-skråleri med publikum er mega corny, men dog det mest vellykkede indtil videre til Nordic Noise. Intet kan gå galt på det tidspunkt.

Wow

“Never Cared” afslutter en koncert, som efter denne skribents opfattelse er Nordic Noise 2017’s bedste. Bandet er et liveband, ikke et studieband, de er sikre og afslappede og spiller, som om de var født på en scene og vil dø på en scene – forhåbentlig i en høj alder.

 

Franklin Zoo – 5/5 stjerner 

Franklin Zoo er et band, der har svært ved at fejle live, og det gjorde de heller ikke på scenen på Nordic Noise her til aften. Efter de lavede mesterværket “Red Skies”, har de kunnet stille op med de fedeste numre, som er skabt til live. Jeg havde glædet mig til disse, og vi fik også en del numre fra albummet.

Hva’ så, røvhuller…

..var ordene til publikum, og dér var det allerede fedt, for Rasmus Revsbech er én af de performere, der har publikum tæt på sig. Han har en stor fysisk volumen og fylder allerede i sig selv en del af scenen, men han har også talentet til at holde pulsen oppe hos lytterne fra start til slut, for det åbenlyse sangtalent bliver suppleret med kropsbevægelser, der er med til at suge publikum ind i Franklin Zoos univers.

Den klare hyldest til grunge-mestrene som Soundgarden og Pearl Jam giver Franklin Zoo de gamle udtryk nyt liv og ny intensitet, og det er virkelig noget, der kommer ud over scenekanten.

“No One’s Slave” var ét af de numre, hvor de skæve rytmer kom til orde, og bandet var skarpe på betoningerne og var bare generelt sindssygt overbevisende i deres spillestil… som altid. Andenstemmen fra Søren Dabros var super fed, og det er bare en ekstra prik over i’et i Frankin Zoos vokalunivers.

Hvor er min øl?

Revsbech skulle ikke sige meget eller gøre meget for at få crowden med på beatet. I slutningen af nummeret “Red Skies” vinkede Revsbech folk ind til scenen, og der var en grund til det. Han fik dem selvfølgelig til at bære ham rundt foran scenen for at aflevere ham igen til en ny omgang grungevokal, som ikke blev mere intenst end dette.

Røde skyer i det røde felt

Hvert element i Franklin Zoo er uundværligt, og som samlet er bandet et af de mest effektive livebands overhovedet! De fem musikere smeltede sammen på en helt unik måde, og de blev varmere og varmere, selvom man skulle tro det var umuligt, og til sidst var Revsbech helt oppe i det røde felt, og tamburinen, han havde i hånden gik da også stykker. Han nåede heldigvis at spille det, han skulle på den.

Der var perfekt lyd på instrumenter, og det rykkede max. Der var lidt for diskantet lyd på vokalen, som godt kunne have haft lidt mere bund, og Revsbech havde nogle små knæk i stemmen på de høje toner i starten af koncerten, men det var småting. Det var bare for vildt, og det udløser da også fire og en halv… Nej, hold nu kæft: det bliver sgu da fem stjerner til Franklin Zoo!!!

 

Syron Vanes – 3/5 stjerner

Syron Vanes kom, så og leverede, men ikke uden problemer

Syron Vanes blev dannet i 1980, og de var et af de af første bands fra Sverige som hev inspiration fra The New Wave of British Heavy Metal, og der skulle gå fire år førend de udgav deres første album ”Bringer of Evil” tilbage i 1984. Det medførte en efterfølger i albummet ”Revenge” fra 1986, hvorefter at bandet efter sigende kun tog en ”pause” på 17 år, før de optrådte på Sweden Rock Festival i 2003.

Det fremsatte en smule gnist i det ellers på papiret hedengangne band, som samme år udgav deres tredje album ”Insane” og fire år senere i 2007 udgav deres fjerde album ”Proberty of…”, hvilket heller ikke gav den store succes, hvorefter der skulle gå yderligere seks år, før bandets femte udspil ”Evil Redux” udkom i 2013.

I 2017 udkom så deres kun sjette album på 37 år, ”Chaos from a Distance” via det danske pladeselskab Mighty Music, hvilket har skaffet dem spilletid på dagens Nordic Noise-program den 13.5.2017.

Syrone Vanes har altid spillet en omgang klassisk heavy metal uden de store udsving, og deres tvivlsomme ”lange karriere” har da heller ikke for alvor fået sat dem på det internationale landkort, hvilket ikke nødvendigvis gør, at de ikke spiller fedt.

I aften beviste Syron Vanes, at de er et gennemrutineret og super tight spillende band, hvor især bandets stifter, guitaristen Anders Hahne, viste hvordan man efter 37 år håndterer en spade med stor kærlighed, og hvornår det helt rette tidspunkt er til, at den skal have et smæk i måsen.

Der var derudover masser af klichéer i aftenens show med sammenspillet guitarlir mellem Anders Hahne, bassisten Anders Sellborn samt forsanger og­ guitarist Rimbert Vahlstroem.

Det startede ikke specielt godt, da lyden var alt for høj, og udtrykket blandt de enkelte numre fremstod mere mudret, end retfærdigheden bør have vist dem.

Derudover var Rimbert Vahlstroems vokal også noget slidt og lavmælt i det høje lydinferno, og hans vokalmæssige spændvidde var vel omtrent lige så stor som Donald Trumps omsorg for andre mennesker.

Når det er sagt, kan det jo også være en del af charmen ved et band fra 1980.

Da lyden var blevet justeret kom bandets sange mere til sin ret, herunder også Rimbert Vahlstroems vokal (som dog aldrig formåede at få publikum med), men sangen ”End of the World” blev leveret overbevisende, og de to sidste Judas Priest- inspirerede (læs: ”Painkiller”) sange som ”Hellion Child” og ”Lies” fik for alvor skudt festen i gang på Nordic Noise.

Alt i alt leverede Syron Vanes varen med en gennemrutineret opvisning i, hvordan klassisk heavy metal fra 80’erne skal leveres, dog uden at overanstrenge sig.

 

SEA – 5/5 stjerner 

SEA har, siden de alle fire stod i en øver sammen for første gang, sat kursen mod stjernerne – og en af disse, selveste Michael Denner, roste bandet til skyerne i interviewet med Rockzeit forleden. 

Bandet vinder priser, tager på britisk turne og får gode internationale anmeldelser, og på redaktionen har vi altid været glade for deres musikalitet, håndværk, sound og stålsatte vilje til at mene deres tidssvarende retrotrip hamrende alvorligt. Det er musik fra hjertet. Vi mener også, at der sangskrivningsmæssigt er kimen til, at de rammer bull’s eye og laver et paradigmatisk nummer eller album, som vi længere ude i fremtiden henviser tilbage til. Vi glæder os.

Status

I dag på Nordic Noise-festivalen i remisen gjorde SEA selv status og viste med en kombination af numre fra det gamle og det ny album, hvor de aktuelt befinder sig.

Med en sample fra det ny albums intro går “Rust” i gang… og jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg skal sige…

Det er f… svært at gøre det de gør. De lyder som firlinger, der er uskønt avlet af Yngvie, Whitesnake og Priest… de bands har jeg nævnt og skrevet før i SEA-sammenhæng. Ok, SEA lyder mest som SEA, og det har jeg hele tiden håbet, de ville ende med at gøre.

Så kommer “Back to the Ground”, og de to første numre er fyldt med dybde, som måske ikke lyder svært, men det er sgu fordi bandet er så gode. SEA får det tunge til at svæve og formled og hardcore-nørdede guitarmotiver til at lege rundt på scenen. “Once We Were Dead” er endnu et show off hard rock stunt med afsluttende svær guitarduet, startende i det høje toneleje hvorfra en skalanedgang afslutter nummeret. Blær.

Fra debuten “SEA” skal vi naturligvis have “Ride On”, og hvor er det fedt, at et så nyt band allerede har numre, man naturligt ville savne, hvis de ikke var der.

“Ride On” har et dejligt mellemspil nede i niveau, og det er første gang til dette års NN, at virkelig, virkelig mange skråler med. Franklin Zoos Rasmus Revsbech havde sin crowdsurfing, SEA har deres alsang. Forskellige bands, forskellige features. Begge har sat de fleste andre bands af her til aften.

Halfords hår

SEA er dog et Halford-hår foran, de opbygger så meget energi mellem deres formled; de veksler med 200% overskud i dynamik, og de bruger alle formled til at vise, hvad de kan – til at sælge deres vare, deres talent. Deres sjæl.

Så får vi “Cry”: m-e-g-a-f-e-d-t, ingen SEA-koncert uden det nummer! Som gentagne punch kommer Anders Brinks fraser, som får behørigt svar fra guitarvæggene. Brink har udtalt, at der virkelig er stor forskel i forhold til den tid, de forskellige numre tager at lave i øveren. Herfra er det ikke til at sige, hvilke numre SEA har brugt længst tid på, da alle lyder som en håndfuld esser, der er faldet ud af ærmet i søvne i korrekt og naturlig rækkefølge.

Brinks dobbeltjob

“No Dawn” er så festivalens anden ballade og klart den bedste. En af undertegnedes yndlingsnumre fra deres ny skive. Det er vigtigt at anerkende Anders Brink for hans stemme, da der nemt går guitar praising i den. I det her nummer synes jeg, han dyrker det samlede udtryk (guitarrolle plus vokal) uden at tabe overblik, men tværtimod tilfører ekstra passion. Helt vildt.

Alt i orden

Nummeret “Stranger Within” er endnu et nummer, hvor talentet stikker helt af. Et sammentømret band der ikke kan fejle. De arbejder sig stille og roligt frem til en syg forløsning i up-tempo og herefter ned igen til omkvædet. Herefter en lille sample-bid fra instrumental nummeret “SEA” og så deres hit “Sorry to Be Sane”.

Der bydes i øvrigt også på et småkage!-fedt medley af selveste Tigers Of Pan-Tan (som kommer lige bagefter). Tilbage er at sige, at det er svært at skrive en anmeldelse, når alt er i orden, men ok, jeg prøvede.

 

Tygers of Pan Tang – 4.5/5 stjerner

Tigerne slap løs på Nordic Noise. Og de var sultne, MEGET sultne, og de åd publikum råt og rub og stub.

Tygers of Pan Tang er et engelsk heavy metal-band, som blev dannet i 1978, og som fulgte med The New Wave of British Heavy Metal, og de smed hele seks album af sig med mere eller mindre succes op gennem 1980’erne.

Deres lyd har altid ligget meget op af den klassiske 1970’er-rock samt den lidt punkede stil som det, vi så fra Iron Maiden med deres to første album.

Selvom anerkendelsen for bandets musikalske evner fremgik i pressen, ja så udeblev den helt store succes, og bandet blev bl.a. formentlig på den baggrund opløst i 1987.

Men, hvor der er ild (vilje) er der også vej, så bandet blev gendannet igen i 1999, hvor det siden har kastet seks nye album af sig, og hvor det seneste album ”Tygers of Pan Tang” fra 2016 er blevet mødt med store roser i pressen.

Toptændte fra start til slut

Tygers of Pan Tang har angiveligt aldrig før spillet i Danmark, hvorfor det for Nordic Noise må være en større fornøjelse at kunne tilbyde bandet en plads på en dansk scene efter 39 år i branchen.

Om det var på den baggrund, at bandet leverede en topprofessionel optræden med en gnist og et engagement som sjældent set før, vides ikke, men hold kæft, hvor var det befriende at opleve et så gammelt band være toptændt fra start til slut.

Lyden var helt i top således, at det nærmest føltes som en rutsjetur, hver gang at grundlæggeren og guitaristen Robb Weir sammen med bassisten Gavin Gray og guitaristen Micky Crystal stillede sig op af hinanden, samt hver for sig, og brillerede med, hvordan old school rock’n’roll skal spilles, dertilhørende et hav af indledende riffs.

Variationen af deres numre og mulighederne for direkte hitpotentiale er nok stadigvæk relativt begrænset for Tygers of Pan Tang. Dertil halter sangskrivningen og udviklingen af deres musik trods alt gevaldigt, da de efter 39 år stadigvæk ikke har rykket sig meget.

Men ikke desto mindre var aftenens performance uden tvivl en af de bedste ved dette års Nordic Noise.

 

Denner/Shermann – 5/5 stjerner (billedet)

Da vi er mange, der ikke kan undvære old school doom metal, har vi heldigvis fået et spin off på Mercyful Fate, som føder os med sataniske vers med ondskabens akkompagnement. Denner/Shermann sørgede for, at vi fik vores evil wishes opfyldt ved at spille nye D/S-numre og gamle numre fra Mercy-kataloget, og her er det umuligt at være sur.

Indtil videre har D/S lavet ep’en “Satan’s Tomb” og det fulde album “Masters of Evil“, som begge er skiver, der holder 100 %. Multi-instrumentalisten Snowy Shaw har indspillet trommesporet på disse udgivelser, men live fik vi glæde af svenskeren Jens Bergild. Lige før Nordic Noise-weekenden begyndte, fik vi fat i Michael Denner som gav mulighed for et langt interview. Her siger han, at han gløder for metal, og man må håbe, at Denner/Shermann er kommet for at blive.

Frontfiguren Sean Peck er manden, der i dag leverer tekst og vokal til den udfordrende genre, og både i studiet og live gør han det godt, og der er lidt af den gamle Mercy-stil, og også nye udtryk, som han har bragt ind i Denner/Shermann.

En god blanding af gammelt og nyt

”War Witch” var det første nummer, som ramte publikum fra de mørke skikkelser på scenen. Sean Peck havde en lang sort læderjakke på, og han lignede en mørk udgave af Rob Halford. Bandet gik lige på og hårdt med nummeret, som med det samme rumlede ud i luften på den fedeste måde. Bifaldet var stort efter denne sindssygt fede opstart.

I “Wolf Feed at Night” med den Ozzy-agtige vokal fik vi en ganske glimrende udgave af nummeret. Peck gjorde meget ud af at synge på samme måde, som vi kender den fra albummet “Masters of Evil”, og det gjorde han til et skramlende og slagkraftigt akkompagnement. Det var en sand fornøjelse.

I nummeret “Satan’s Tomb” fra Denner/Shermann-ep’en af samme navn fik vi maskingevær-riffs, og trommerne fra Jens Bergild var helt oppe at køre. Det var genialt, at han groovede på samme måde som Kim Ruzz gjorde i Mercyful Fate i gamle dage.

“Evil” fra ”Melissa” kunne ikke undgås at være et hit, og tempoet i nummeret er noget, man kan bruge til at booste metal-intensiteten. Det er stadig et nummer, der lyder nutidigt, for der er fremdrift og retning, som man sjældent hører fungere så godt, og hvis man ikke kendte det, ville man næppe gætte på, at det er lavet i 1983. Nogle guitarriffs blev spillet anderledes end på originalen, for akkorderne var mindre staccerede, og de blev spillet mere loose.

New Gods

Der blev også tid til at mindes de store metalguder, og det skete lige før nummeret “New Gods” som er et Denner/Shermann-nummer. Her dedikerede Peck nummeret til Dio og Lemmy.

Selv er Denner/Shermann og andre, der har været med til at skabe Mercyful Fate, i liga med de nævnte metalguder, for den stil der er blevet skabt er så unik, at den nok altid vil være velkommen på en metalscene.

Hvert sekund kunne man fornemme, at dette her er folk, der elsker at spille metal og er stolte af at præsentere disse numre for folk, og man kunne høre, at de gjorde sig umage i hvert eneste nummer. Der var musikalske småfejl ind i mellem, og der var lidt tekniske problemer med Shermanns guitar, men det resulterede blot i, at det virkede mere menneskeligt og nede på jorden. Der er jo heller ikke mere Satan-show i konceptet rent visuelt. Det er bare fem mennesker, der ånder for metal, som står på scenen og vil please den doom metal-hungrende skare.

Denner/Shermann gav et ekstranummer, og det var “A Corpse Without Soul” fra Mercy-debuten fra 1982. En gammel sag, som fik ungdommelig energi, og dermed afsluttede Nordic Noise for denne gang. I min verden var bandet den ultimative afslutning på en festival, både i stil og musikalitet, og jeg kan ikke gøre andet end at give koncerten fem stjerner.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA