Erasure: World Be Gone

Erasure
World Be Gone

Ujævnt udspil

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 19.05.2017
Anmeldt af
Ras Bolding

Engelske Erasure kan vel ikke just siges at være en duo, der først og fremmest er kendetegnet ved stærkt politisk engagement, men med World Be Gone har Vince Clarke og Andy Bell varslet, at tidens politiske situation kan vente sig en kommentar eller to. Og det får den så. Men de fleste numre går nu alligevel mest op i baby dit og baby dat.
 
Ikke overraskende er musikken forankret i den synthpop-lyd, man netop forbinder med Erasure, men sine steder også med elementer af blue eyed soul, som tilmed i ny og næ krænger helt over og bliver til noget nær boyband-ballader. Der er måske en god grund til, at det giver mening at turnere med Robbie Williams. Hertil kommer et mildt sagt rodet fokus hvad sangskrivning og emner angår – man springer tilsyneladende uanfægtet fra absolut letvægtspop om lune sommeraffærer til kritik af tidens ukritiske medier, og konklusionen på det hele til sidst er, at hvis vi bare lærer at holde lidt mere af hinanden, så skal det jo nok gå.
 
Jeg synes, det er prisværdigt, at Erasure kommenterer tidens problematiske tendenser, men hånden på hjertet, det ender lidt naivt. Læg hertil et par numre, som er direkte under standard og en stribe, der befinder sig et sted mellem på det jævne og jævnt vellykkede. Her er momenter, men World Be Gone er ikke Erasures bedste album nogensinde. Langtfra.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA