Peter Campbell: Loving You

Peter Campbell
Loving You

Mandekønnets svar på Diana Krall

GAFFA

Album / Peter Campbell Music
Udgivelse D. 28.04.2017
Anmeldt af
Ivan Rod

Den amerikansk/canadiske sanger, Peter Campbell, hylder med albummet, Loving You, den legendariske jazzpianist og –sangerinde, Shirley Horn, som døde i 2005. Allerede i 1992, med albummet, Here’s to Life, slog hun benene væk under den unge arvtager, for hvem det mange-facetterede udtryk, hun tilsyneladende uden større kraftanstrengelse fremmanede blev et pejlemærke. Horns tilgang til materialet og hendes sans for det melodisk/lyriske blev en målestok. Og nu – 25 år senere – har Cambell så lavet det hyldestalbum, som har simret så længe, og som Horn fortjener. Heldigvis lod han materialet simre længe, for den ’færdige kødret’ er utrolig mør, smagfuld og smukt serveret. Som Horn formår Campbell at fremmane materialet uden at forcere, og dermed fremstår han næsten som i familie med Horn. Standards som A Time For Love, Wild Is the Wind og So I Love You bliver i hans versionering forunderligt flotte swing-tunes, der nok læner sig op ad underholdningsmusikken, men lige netop holder balancen og bliver på vokaljazzens fine knivsæg – som var han mandekønnets svar på Diana Krall.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA