Pærevælling af god festivalstemning

Silje Holtan, Jelling Musikfestival, Teltscenen

Pærevælling af god festivalstemning

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Der var meget få mennesker under teltet på denne solrige fredag eftermiddag. Men det var på ingen måde noget, der kunne slå den dansk-norske sangfugl ud af kurs. Sammen med band og med et varmt smil stod hun pludselig på scenen for at levere en hyggelig rockkoncert med både albuerum og hjerterum. Vi få, der var til stede, fik trætheden og tømmermændene visket væk og fik i stedet et festivalsmil smurt på kinderne fra øre til øre.

Holtan forstod at stole på sit publikum, uanset størrelsen. Relativt hurtigt i sættet spillede hun “I’ve Got The World On A String” i en væsentlig tungere og rocket version, der desværre druknede den lille fine xylofon, hun havde med sig på scenen. Her lykkedes det alligevel at få den tynde streg af publikummer i front til at danne et mærkbart kor til en af Silje Holtans mest sukkersøde sange. Her er en kunstner, der lader til at få det bedste ud af omstændighederne.

Meget af Siljes udtryk virkede meget bevidst som et miskmask af nordisk semi-elektronisk singer-songwriter-musik a la dem, der har optrådt i Hun Solo-regi, men der var også et klart præg af smeltediglens country-rock-mama, sådan som hun jokkede rundt i læderstøvler og stort hår. På samme måde kunne koncerten også bære at bevæge sig i varierende grad inden for P4-rocken. F.eks. fungerede den meget poppede og elektroniske “Sand Turns Into Snow” næsten lige så godt som den mere melankolske og fremadrettede “Everywhere I Go”.

Når det er sagt, blev koncerten også en anelse for hyggelig med et lydbillede, der sjældent løftede sig til mere end klaver- og guitarsoli og gemte mange af de søde og sommerlige nuancer bag gedigen festivalrock. Det gik ud over sange som “On and On” og “I Love You”, hvor Holtans sangstemme havde svært ved at bryde igennem for at vise sit værd. Rock-idéen fik dog for alvor ben at gå på til sidst i sættet, og måske var det ikke så tosset med nogle saftige, støvede og tunge live-udgaver af Silje Holtans til tider nuttede, bløde og ufarlige udgivelser.  

Jelling Musikfestival er en af Danmarks meget alsidige festivaler, og derfor bliver der halvtomme, nej halvfyldte koncerter. Silje Holtan viste sig eksemplarisk som en rock- og popmusiker, der evner at se sine nære fans i øjnene og skabe en fest med de tilstedeværende. Der er mange større bands, der ikke evner samme opgave som den, Holtan løftede ubesværet.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA