Olsens overdådige debut i Koncerthuset

Allan Olsen, Koncerthuset, København

Olsens overdådige debut i Koncerthuset

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Som afslappet tredjemand spadserer Allan Olsen sammen med sit band roligt ind på scenen foran et udsolgt Koncerthus søndag aften. Det underspillede keyboardgeni Gæst Vincent er allerede i gang med en stemningsfuld intro, da Olsen stemmer i med den akustiske rytmeguitar, og langsomt løfter musikken sig og spreder en dovenlækker støvet western-stemning over de bløde, røde koncertlænestole. Olsen er på plads, og nu er vi hjemme ja.

Med “’49” er vi tilbage ved Allan Olsens debutalbum fra forrige århundrede, hvor han med ungdommeligt bundesligagarn på coveret profilerede sig som Danmarks nye don’t give a fuck-sangskriver. Flere af numrene fra det album har stået distancen og optræder også i sættet i aften.

Allan Olsen har tændt udsolgt-skiltet foran Koncerthuset, Københavns måske lækreste koncertsal, og snarrådigt arrangeret ekstrakoncert næste mandag 5. juni. Den vender vi tilbage til. Lige nu er vi fulde af forventning om noget særligt på vej ind i Olsens første aften i Koncerthuset nogensinde.

Hudsult - fra barndom til nutid
Det nys udsendte album “Hudsult”, der sætter samfundets afviklende udvikling og den styrende elite til vægs, er repræsenteret allerede ved tredje nummer, den smukke og vemodigt-bidske “Min Far Kørte Post i Staten”. Her hylder Olsen sin afdøde fars livslange indsats som socialt ansvarlig kaffedrikkende landpostbud nordenfjords og sætter ham op imod de én-øjede effektiviseringer fra regnearkene inde bag skrivebordene, der fjerner mennesker fra hinanden og skaber hudsult. Emnet går naturligt igen på tværs af Olsens nye album, som vi desværre får alt for få numre fra i aften.

Hyldesten til faren stod rørende stærkt allerede i Vega sidste november og er siden vokset med et nyt tema på trædeorglet, der passende skygger lidt for inspirationen fra Pink Floyds “Comfortably Numb”. I teksten mærker vi den unge Olsen, der dagdrømmende forestiller sig sin far på posttur ude under de samme skyer, som han kan se inde fra skolegården. Som voksen står Olsen i postkøen hos bageren og savner igen sin far og hans tid.

Intens formidling
Når Olsen er bedst, binder han dagligdags observationer sammen med de store linjer i livet, så vi røres i hjertekulen og indigneres i intellektet. Dén intense formidling kræver stort fokus at flytte fra de små klubber, pladereceptioner i pladebutikker på Vesterbro og koncertsteder ude i landet til Danmarks Radios prestigefyldte plyssæder på Amager.

Vi vil så nødig gå glip af Olsens dybt rodfæstede tæft for at tæmme et publikum og fastholde det med holdningsfyldte historier om os selv. Og det kræver sin mand at holde fokus på de spiddende og sprogudvidende tekster og den (faktisk) temmelig kompetente akustiske guitar, når der også skal tages hensyn til nedskrevne sætlister, præsenteres bandmedlemmer og spilles gamle sange i nye arrangementer.

I aften kæmper de ambitiøse planer også med et utydeligt lydbillede, hvor stemmen for tit drukner i en forstyrrende efterklang fra salen. Det vil kyndige hænder formentlig fikse til ekstrakoncerten næste mandag.

De gode sanger holder
Halvvejs sender Olsen bandet til pause og giver Scientology én på hattepulden med en veloplagt “En Anden Mands Pige”. Desværre nøjes han med et enkelt solonummer, inden han uventet trækker bandet på scenen igen. De havde åbenbart også satset på lidt mere af det akustiske, der ret beset er Olsens kerneudtryk.

Allan Olsens rive rammer ikke kun samfundets bevægelse imod mindre kontakt imellem mennesker. Også de medier, han helt aktuelt har stillet op til i forbindelse med lanceringen af “Hudsult”, finder plads i hans sigtekorn. Musikjournalistik bedrives i dag af sportsjournalistelever, der i rækken af PR-interviews har overdænget Olsen med Wikipedia-spørgsmål, der allerede ligger besvaret på nettet.

I det hele taget er Olsen ikke imponeret af det danske musikliv, hvor der arbejdes alt for meget med at gøre dårlige sange bedre med unødvendig staffage. Olsens teori er, at gode sange kan holde til alt. Det gør han så sit for at bevise med nyfortolkninger af egne sange. De yngre og håndplukkede løver i bandet stiller op med virtuose indspark, og nogle sange lykkes til overmål, hvor især guitarist Lars Skjærbæk og Gæst Vincent sætter sig fine spor. Andre forekommer en tand for bastante, og man ønsker sig en bedre udnyttelse af bandets kompetencer for det fintfølende og opbakkende frem for volume-rock.

Nye og ældre højdepunkter
Det nye nummer “Kain og Abel (Affekt)” er et højdepunkt, leveret i et storladent og spændende arrangement, hvor bandet kommer helt til sin ret i deres arbejde med at udvide Allan Olsens musikalske univers, og der er ingen grund til den undskyldning, Olsen forsøger sig med bagefter.

“En Plads i Byen” skrev Allan Olsen om sin søn, da familien flyttede til Århus midtby. En rørende sang om at hjælpe “min perle, det perleste jeg har” med at finde et nyt ståsted i en ny verden, familien har påtvunget ham. Den er en sjældent hørt guldklump. 

Løgnagtige politikere og lektier for
Den næsten to timer lange koncert kulminerer med stående klapsalver og tre stærke ekstranumre. Først “Mit Navn er Leo Numinen”, Allan Olsens bud på en dansk krigssang, noget han har savnet, efter Danmark blev til krigsførende nation med alt, hvad det indebærer af løgnagtige politikere, død, lemlæstelse og mentalt sårede veteraner.

Andet ekstranummer er “Op til Alaska”, en af hans ældste klassikere. Sangen breder sig ud og finder nyt liv med en af Vincents flotte soli og rammer også en af Olsens akilleshæle – den glemte tekstlinje. Publikum hjælper ham videre, og vi ender i opstemt mål med en oppumpet “Besé Besæt Kassér”.

De overkommelige forslag til lektier før sommerturnéen og ekstrakoncerten 5. juni ser således ud: Flere nye numre fra “Hudsult” og bedre styr på lyden i Koncerthuset. Det kan nok nås.

Sættet:

’49
Tilfældigt Strejfet
Min Far Var Post i Staten
Kain og Abel (Affekt)
Rolig Rolex
Frossen Fuldmåne
En Anden Mands Pige (solo)
En Plads i Byen
Ung Mands Blues 
Nu Skal Mågerne Skydes
Rimmerby Strand
Aston Martin ’66
Rødt Jern
- ekstra 1:
Mit Navn er Leo Numinen
Op til Alaska
- ekstra 2:
Besé Besæt Kassér

Bandet:

Allan Olsen - vokal, guitar
Lars Skjærbæk - guitar, vokal
Gæst Vincent - keyboards, vokal
Simon Alstrup - guitar, trædeorgel, vokal
Thomas Alstrup - bas, banjo
Mads Andersen - trommer


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA