Depeche Modes bedste koncert på dansk grund i mange år

Depeche Mode, Parken, København

Depeche Modes bedste koncert på dansk grund i mange år

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

At der eksisterer et specielt forhold mellem Depeche Mode og Danmark er en kendt sag – flere af gruppens største hits er indspillet på dansk grund, den klassiske Corbijn-video til "Never Let Me Down Again" ligeså. Og så har gruppen igennem alle årene været flittige til at kigge forbi Danmark igen og igen på turnéer – og den har bestemt et endog særdeles trofast publikum, også på disse kanter. For da slet ikke at glemme vore svenske naboer, der også altid dukker op i hobetal, når Depeche Mode gæster København. Således også denne årets sidste forårsaften, hvor et broget publikum, unge som ældre, en del selvsagt sortklædte, med eyeliner, neglelak og det hele, indtog Parken og skabte den helt specielle atmosfære som hører sig til Depeche Modes koncerter.

Vejret viste sig fra sin jævnt rimelige side – det vil sige ingen regn – så stemningen var god og forventningsfuld blandt det fremmødte publikum, som langsomt, men sikkert fyldte Parken op. Inden Depeche Mode indtog scenen var det dog tid til opvarmningsband.

The Horrors
Engelske The Horrors var valgt som opvarmningsnavn i København og stillede op med trommer, bas, guitar, synth og vokal, og en lyd, som med udgangspunkt i solid indierock bød på afstikkere i retning af new wave og postpunk, en tendens jeg faktisk har det en lille smule svært ved, al den stund at jeg egentlig foretrækker min new wave og postpunk omtrent så klinisk renset for indierock som overhovedet muligt. Ret skal dog være ret, og The Horrors spillede deres genre fint, om end også noget forudsigeligt, men der var bestemt gode takter undervejs. Desværre viste det sig bare lidt vanskeligt i flere perioder rigtig at sætte pris på dem, for lyden var noget udfordret stort set hele koncerten igennem.

Grundet disse forhold var det typisk de af gruppens numre med mere sparsomt lydbillede, der fungerede bedst, også fordi her formåede Faris Badwans vokal bedre at trænge igennem den ofte frekvensfritflydende mur af især guitar og trommer. Og i de passager trådte melodier derfor naturligt nok mere i karakter.

The Horrors spillede for så vidt en fin koncert, men jeg er desværre nødt til at sige, at deres lyd var ikke fin, slet og ret.

Depeche Mode
Efter The Horrors bredte snakken sig nervøst blandt folk, for kunne man nu forvente en lignende lyd til Depeche Mode og endnu en tarvelig stadionkoncert med rungen og ekko fra start til slut? Nej! Tror det om De kan, ærede læser, men helt fra de første toner af "Going Backwards", det fremragende åbningsnummer fra Spirit, kunne man konstatere, at det ikke blot ikke stod skidt til, men at lyden rent faktisk var decideret god; helt oppe foran, hvor jeg befandt mig var den faktisk rigtig god. Musikkens forskellige lag stod godt defineret, de akustiske trommer tromlede ikke alle frekvenslag ned som en let fordrukken klodset elefant, balancen mellem synthesizere, guitarer og backing tracks var præcis, og der var plads til, at Dave Gahans vokal kunne trænge flot igennem, hvilket den gjorde koncerten igennem, måske lige bortset fra et par enkelte passager til sidst.

Der blev, ikke overraskende, budt på flere numre fra aktuelle "Spirit", både upbeat som mere slæbende af slagsen, men alle syntes de at vinde ved livefremførelse, måske ikke mindst de mere synthblues-agtige af slagsen; måske fordi det i virkeligheden ofte er sådan med en del musik i bluesgenrerne generelt; den kommer bedst til live på scenen. Udover altså "Going Backwards" fungerede især også "Where's The Revolution" fra "Spirit" rigtig godt, og publikum kvitterede med at vifte med sorte og røde bannere under alle omkvæd – det kan ikke vare længe før Depeche Mode kan optræde til en autonom-demonstration ved Ungdomshuset.

Klassikerne
Selvom der var et vist fokus på at præsentere de nye sange live, og forståeligt nok, så blev der naturligvis også trukket numre op fra posen med klassikere, nogle større end andre. Martin Gore skiftede sine mange guitarer ud med synthesizere på en ekstra kold udgave af "In Your Room", efterfulgt af mere synthparadis med "World In My Eyes", der begge fremstod glimrende på aftenen.

Et par Martin Gore-ballader blev det selvsagt også til; "Home" er nærmest obligatorisk og det samme er afslutningen, hvor publikum får lov til at overtage den afsluttende vokallinje og synge videre til bandet ikke gider længere og fortsætter med næste sang. Hvor "Home" blev opført med fuldt orkester, så at sige, så blev "A Question Of Lust" og "Somebody" begge fremført med pianoakkompagnement ved Peter Gordeno, lidt som gruppen har gjort det med andre ballader fra bagkataloget ved tidligere turnéer.

Et måske lidt uventet højdepunkt blandt flere aftenen igennem var en synthmarkant udgave af "Wrong", der fulgte lige efter "Where's The Revolution", hvilket på mange måder passede godt tematisk til den politisk orienterede harme som Depeche Mode stordyrker for tiden, hvilket i dén grad klæder dem, også fordi denne harme gav ekstra kant til en stadionkoncert – og normalt er den slags vel snarere en undskyldning for røde pølser, bajere og T-shirts til latterlige priser. At Depeche Mode stadig er skarpe i den henseende var også "Walking In My Shoes" et godt eksempel på, hvor en Corbijn-video på storskærmen bag gruppen viste en lille film med en androgyn eller transkønnet musiker, og på den måde lagde billedsiden på meget fornem vis en ny mulig fortolkning til musikken i en tid med øget fokus på netop transkønnedes rettigheder. Try walking in my shoes, indeed.

Selvom dette ikke var Depeche Modes mest visuelt orienterede koncert-setup til dato, diplomatisk sagt, så lynede Corbijn igen under gruppens nedbarberede fortolkning af David Bowies "'Heroes'" nær koncertens afslutning, hvor et sort flag mod grå himmel blafrede på storskærmen nummeret igennem, simpelt og effektfuldt og lige til en klump i halsen, ikke mindst når man også ret betænker netop det nummers betydning i forhold til Depeche Modes egen historie; Dave Gahan blev, dengang i et andet årtusind, valgt som forsanger netop på baggrund af hans levering af Bowie-klassikeren foran de andre medlemmer.

Nogle vil måske mene at showdelen, det visuelle aspekt, var lige lovlig nedtonet denne gang, og hvad skal man sige til det? Tjah, tjoh, måske. Men omvendt har Depeche Mode jo aldrig rigtig, trods flotte shows her og der, gået hele den multimediale line ud som eksempelvis Jean Michel Jarre eller Pink Floyd. Og formentlig med rette. Jarre og Pink Floyd var jo allerede i gang med den slags inden Depeche Mode, ja faktisk dengang Depeche Mode stadig spillede små klubkoncerter. Og netop fordi de gjorde det – og rigtig mange af slagsen – så har gruppen lige fra begyndelsen af fungeret som et rigtig godt livenavn, slet og ret. Så lige så fascinerende som jeg synes de ovennævnte multimediale shows kan fremstå, så synes jeg også at Depeche Mode har styrke nok som band til at optræde som, først og fremmest, band, og det understregede denne turnés opbygning egentlig ganske fint.

Og nu vi lige er ved det der med godt liveband, så må jeg aldeles fremhæve også evigt aktuelle "Everything Counts", der glimrede ved ny intro og lidt ekstra Italo i synthbasserne samt "Stripped", hvor især Gahans intense vokal og Gores smukke synthesizerspil gik op i en højere enhed og i dén grad understregede nummerets emotionelle styrke.

Så syng da det omkvæd!
Nemlig. Vi slipper ikke for en smule malurt; selv i en seksstjernet anmeldelse skal der være plads til konstruktiv kritik, og den går hånd i hånd med den folkefest som alle godt ved ligger parkeret i koncertens sidste fase, og som typisk byder på "Never Let Me Down Again", "Personal Jesus" og "Enjoy The Silence" (som denne aften skal have ros også for sin indlagte instrumentalpassage, hvor Gore leverede jazzet guitarspil til Gordenos Moog-solo; det smagte lidt af løssluppen Herbie Hancock) – med fuldt kor. Publikum synger med, som de har forstand til, og naturligvis. Men lidt for tit gør Gahan det ikke, når først folkefesten for alvor er skudt i gang, og hele Parken flagrer med armene og hvad har vi.

Det er ok med et enkelt omkvæd eller to, som publikum kan synge på egen hånd, men så heller ikke mere. Jeg er sgu ikke kommet for at høre en klassevokalist som Dave Gahan erstattet med gigantkaraoke, og tag den med ro, Dave – publikum skal nok synge med, selvom du også gør det.

Det bliver et sekstal
Selvom jeg altså synes dele af koncertens sidste fase blev lidt for meget syng-med-derude, så tipper jeg alligevel til seks stjerner, og hvorfor så det? Musikerne gjorde det rigtig godt, og det er naturligvis det klart vigtigste. Jeg synes, de alle virkede lidt skarpere denne gang end sidst, Gahans vokal var stærk og fokuseret, Gores balance mellem synth og guitar bedre end til de seneste turnéer, ingen tvivl om den sag, og så var lyden jo altså rigtig god det meste af koncerten igennem. Og det giver simpelthen en helt anden oplevelse med musik som Depeche Modes, ikke mindst hvad angår de mange elektroniske klange og detaljer. Læg hertil en øget relevans omkring tidens politiske vinde, et frontalangreb på den stupiditetskultur, der har været på fremmarch i de senere år, ikke mindst via medierne, de gamle som de nye, og så et par øjeblikke med seriøs emotionel slagkraft, især eksemplificeret ved "Stripped og "'Heroes'". Depeche Mode fremstod ganske enkelt både vedkommende, skarpe og relevante.

 

Sætliste:

Going Backwards
So Much Love
Barrel of a Gun
A Pain That I'm Used To
Corrupt
In Your Room
World in My Eyes
Cover Me
A Question of Lust
Home
Poison Heart
Where's the Revolution
Wrong
Everything Counts
Stripped
Enjoy the Silence
Never Let Me Down Again

Ekstra:
Somebody
Walking in My Shoes
"Heroes" (David Bowie-cover)
I Feel You
Personal Jesus


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA