Cigarettes After Sex: Cigarettes After Sex

Cigarettes After Sex
Cigarettes After Sex

Smukt drømmepop-univers

GAFFA

Album / Partisan Records
Udgivelse D. 09.06.2017
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Allerede på debut-ep'en I. (2012) anede man amerikanske Cigarettes After Sex' enorme potentiale, og de singler, der siden er udkommet, har blot forstærket fornemmelsen.

Nu er det åbenlyst Mazzy Star-inspirerede band omsider klar med deres selvbetitlede debutalbum, der ingenlunde skuffer – anført af Greg Gonzalez formår gruppen at skabe deres helt eget univers og suge lytteren nådesløst ind i selv samme; ofte lykkes de med deres sarte, men også prægtige drømmepop at skabe en helt særlig stemning og ikke mindst på frydefuld vis at fastholde samme. Med udflydende guitarer, overdådige melodier og Gonzalez' indtagende stemme skaber den Brooklyn-baserede gruppe plads til fordybelse, og når nærværende album tilmed nyder godt af en så solid sammenhængskraft, så er det altså rigtig godt.

Cigarettes After Sex kreerer kærlighedssange, der lyder af vemod og efterår, men som samtidig har noget smukt og opløftende over sig – bedst understreget af trekløveret Apocalypse, Flash og Sweet, der besidder en foranderlighed over albummets gennemsnit.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA