Vejen er lang til gospelmusikkens inderlighed

Gregory Porter, Heartland Festival, Highland Stage, Egeskov

Vejen er lang til gospelmusikkens inderlighed

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Gregory Porter er før blevet omtalt som et de største navne på tidens internationale jazzscene. Karakteriseret ved sin bløde og inderlige stemme formår han at skabe et musikalsk lydbillede, der krydser jazz med blues og soul og formår herigennem at etablere et spændingsfelt, der ikke alene omfatter musikken, men også en kulturarv, der kan trækkes til sydstaternes gospel. Det er stemmen, der er afsenderen, og selvom det medbragte band er af næsten lige så højt musikalsk niveau, er det i fortællingerne og i den vokalvariation, som Gregory Porter omfatter, han fanger de tilhørernes opmærksomhed.

Alligevel er det overraskende at se en fyldt plæne foran Heartland Festivals højlandsscene, og var man mødt op med en opfattelse, at jazz ikke passede sammen med Eddie Vedder og Bryan Ferry, blev den forventning næsten øjeblikkelig sendt videre ud i den fynske idyl. For der er noget om snakken, når det kommer til Gregory Porter, hvilket allerede bliver iscenesat under åbningsnummeret ”Holding On”, som er lånt af den britiske elektronikduo Disclosure. Et mærkværdigt sammentræf egentlig, eftersom sammenhængen mellem jazz og den feststemte elektroniske musik umiddelbart kan være svær at gennemskue, men i samarbejde med saxofonist Tivon Pennicott bliver den trukket i land, imens de afslappede toner flyder igennem hjertelandets søndagsliv.

Selvom bandet udgør en fortælling for sig, og egentlig fortjener lige så meget fokus, er det Gregory Porters dybe soulstemme, der bærer koncerten. Foruden de lyriske afro-referencer under ”On My Way To Harlem”, udgør stemmen sit eget udtryk for amerikansk musikkultur, hvad enten der er tale om jazz eller gospel med blues som det overordnede bindeled. Det er inderligt og sjælfyldt, når Gregory Porter synger om de fattige og hjemløse under ”Take Me To The Alley”, og selvom manden fra Californien er omdrejningspunktet, er han stadig en frontmand af det format, der træder tilbage for at lade sit band komme til. Organist Ondre J bevæger sig ud i intense soloer under ”Don’t Lose Your Steam”, der er blandt sættes højdepunkter, der for alvor sammenfatter fusionen mellem jazz og blues.

Gregory Porter har medbragt et varieret sæt, der formår at vise alle de musikalske afskygninger, som sangstemmen omfatter. Det falder i god jord hos publikum, der har rejst sig fra sidste års skovturshygge, men lidt for ofte kører den musikalske komposition i tomgang. Flere steder er det svært at kende forskel fra den foregående komposition, særligt under ”Hey Laura”, der mangler lidt af den sjæl, som nummeret i sit udgangspunkt forsøger at omfatte. Men Gregory Porters stemme fejler intet, og i sin energiske kontakt til publikum, hvor der refereres til afro-legender fra Ella Fitzgerald til B.B. King over Stevie Wonder og John Coltrane, ved man, hvad det handler om. Når det er allerbedst, er det som at stå i en gammel kirke i syden, hvor Pastor Gregory Porter leder sin forsamling ind i gospelmusikkens magt. Men nogle gange virker vejen dertil bare lidt for lang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA